Gæsterne på årets Roskilde Festival kan komme og lave deres eget festivalgear af genanvendt affald og få repareret deres ødelagte udstyr - med et demokratisk twist.
KEA og Makerspace i Bycenter Øst tager i år et kig på fremtidens samfund og det stigende behov for at gentænke, hvordan vi arbejder, forbruger og lever.
Under titlen ‘Society 4.0’ bliver Makerspace i Bycenter Øst et laboratorium for cirkulært forbrug, der inviterer festivalgæsterne til at reparere, genanvende og bygge lokalt ved hjælp af ny teknologi og ressourcerne fra deres lejr.
Genanvendelse af vores ressourcer er vigtig, hvis vi vil skabe et mere bæredygtigt samfund. Derfor inviterer vi gæsterne til at genanvende deres eget plast-affald ved at shredde det og smelte det om til teltpløkker ud fra devisen KNOWLEDGE IS NOT ENOUGH, YOU NEED SKILLS.
“De fleste ved, at mange typer af plastik kan genanvendes, men de færreste forstår faktisk processen, - heller ikke efter den er blevet forklaret i detaljer. Men når man først har set ens plastikaffald blive sorteret, kværnet og smeltet, og støbt om til teltpløk, så forstår man, ikke bare processen, men også potentialet i at genanvende og værdien af materialet. Teori og data er vigtigt, men hvis man vil kunne selv og hvis svær viden skal blive anvendelig, så er man nød til at få hænderne i materialerne, bygge maskinen, øve sig, fejle, justere og prøve igen. Det er det, der er så fedt ved maker bevægelsen,” siger Mette Bak-Andersen, leder af Material Design Lab på KEA.
Festivaldeltagerne kan lave campblaster, festivalmøbler, solcelleoplader, t-shirt print, LED-wired tøj, laserskårne nøgleholdere.
Går campens gear i stykker, vejleder vi og stiller værktøj til rådighed, så de kan repareres.
Maker ønsker at vise gæsterne, hvordan man relativt simpelt kan skabe sine egne produkter og skræddersy dem efter egne behov. Fordelen ved denne form for produktion er, at man undgår masseproducerede og identitetsløse produkter, som oftest kasseres efter kort tid.
Ny teknologi danner rammen om det hele: oplev VR-teknologi, 3D printere, laserskærere, LED-wires og meget mere.
Alt imens der cirkuleres, inviterer Maker til debat om bæredygtig teknologi.
Informationsalderen og den teknologiske udvikling påvirker vores privat- og samfundsliv på stadig flere niveauer. Men hvornår er teknologi demokratisk, og hvornår og hvordan skaber den ulighed?