Boganmeldelse: fra hånden til ånden

Det skyldes, at med konstruktøruddannelsen fik håndværkere mulighed for at stige fra håndens til åndens arbejde.

”Det lyder enkelt og naturligt, men det er faktisk ret enestående i uddannelsesverdenen,” skriver Jørgen Hansen.

Bogen kortlægger historien om uddannelsen fra dengang, man for første gang registrerer, at bygningsfolk kunne få tegneundervisning på Maler- og Billedhuggerakademiet til i dag hvor konstruktøruddannelsen, sammenlignet med arkitekter og ingeniører, er den største uddannelse til byggeriet. De cirka 8.500 bygningskonstruktører, der er i Danmark, konstruerer, leder og planlægger byggerier.

Historisk uddannelse

Niels Barrett, arkitekt og underviser på Architectural Technology and Construction Management på KEA har anmeldt bogen:

Bogen dækker et behov, der længe har eksisteret i Danmark. Der er nemlig lige så mange konstruktører i byggeriet, som der er bygningsingeniører og arkitekter. Disse to professioner er velkendte af de fleste, men den mindre velkendte bygningskonstruktørbetegnelse dækker faktisk over en profession, som er langt ældre, og som har spillet en langt større rolle for udviklingen af den danske bygningskultur end disse professioner, nemlig bygmesterens ældgamle profession.

Forfatteren til bogen, Jørgen Hansen, ved, hvad han taler om, for han er selv bygningskonstruktør og har deltaget aktivt i de seneste 40 års udvikling af faget både som professionelt agerende konstruktør og som lærer. Jørgen Hansen har for øvrigt sin konstruktøruddannelse fra Byggeteknisk Højskole i København, der siden har udviklet sig til netop den konstruktøruddannelse hos KEA, som vi i dag er fortrolige med. De fine stregtegninger, der illustrerer bogen, er udført af Henry Voss, som var fagleder for kommunikationsfagene på selv samme skole i mange år, og han har ligesom Jørgen Hansen været en markant repræsentant for professionen i mere end en menneskealder.

Vedkommende for alle

De to herrer, som vi således på KEA på det nærmeste er i familie med, har givet os en velskrevet, velillustreret og prisværdigt kortfattet og klar fremstilling af bygningskonstruktøruddannelsens historie, som på grund af de nævnte egenskaber bør læses af enhver, der påbegynder uddannelsen. At den også bør læses af alle uddannelsens lærere er vel en selvfølge, men den burde faktisk også læses mere bredt – ikke bare af alle som direkte eller indirekte har med konstruktøruddannelsen at gøre, men af alle der interesserer sig for byggeri og det byggede miljø. Den giver nemlig et indblik i en væsentlig del af baggrunden for, at vore huse og byggede miljøer i Danmark nu engang er som de er. Uddannelsen lærer folk hvordan man bygger, og hvorfor man gør det netop sådan, og hvis vi til gavn for samfundet i fremtiden skal forbedre på husene og de miljøer de skaber, er det netop i uddannelsen vi skal tage fat. Derfor er bygningskonstruktøruddannelsen så vigtig, og derfor er den lille bog et betydningsfuldt bidrag til oplysning om en profession, som normalt ikke gør meget væsen af sig, men som ikke desto mindre er meget væsentlig for samfundets fysiske rammer, hvis afgørende betydning for vor velfærd vi vist alle kan indse.

En detalje, som måske ikke er helt uden indflydelse på forståelsen af uddannelseshistorien, er bogens udsagn om, at uddannelsen begyndte med etableringen af Kunstakademiet i midten af syttenhundredetallet, hvilken oplysning måske kan mistolkes. Det, der begyndte dengang, var en formel officiel tegneundervisning i statsligt regi. I virkeligheden har bygmestre siden tidlig middelalder beskæftiget sig med både tegning og udførelse af huse, men den bagvedliggende undervisning foregik dengang alene inden for rammerne af en mesterlære, og var i lange tider helt domineret af bygningshåndværkets eget lavsvæsen.

På KEA kan vi i dag glæde os over, at vi har fået denne vigtige uddannelse betroet af samfundet. Vi har således den store udfordring at ’skrive videre på historien’ på en måde, så dens kommende kapitler bliver mindst lige så gode som de hidtidige.

Niels Barrett