25 KEA-studerende har arbejdet med restprodukter fra ciderproduktion og byggeri. De fleste ville nok betegne det som affald, men tre ugers eksperimenter i Material Design Lab har vist at man kan skabe alt fra champagneglas til urtepotteskjulere af resterne.
Tagrør fra udtjente stråtage, uld fra slagtefår, æggeskaller fra en ægproducent og æblepulp fra ciderproduktion – restprodukter der normalt bliver kørt på et forbrændingsanlæg eller ud på markerne. Men kan der være en fed fidus i sætte bremsen i og tænke på dem som en ressource, der kan indgå som et centralt materiale i nye innovative produkter? Ja, lyder svaret fra leder af Material Design Lab Mette Bak Andersen:”Vi har helt bevidst valgt at lade de studerende arbejde med materialer, som bl.a. er udvalgt i samarbejde med Teknologisk Institut, og som opfylder flere kriterier for, at vi i Material Design Lab finder dem interessante. Dels har materialerne den helt store gevinst, at de let nedbrydelige i naturen. Dels er de en ressource som næsten ingen andre anvender til designprodukter, og så vil vi gerne blive klogere på, hvilke egenskaber de har, og hvilken fremtidig brug de kan tænkes at indgå i.”
Restprodukter i nye design
Tre ugers intensivt arbejde med materialeforståelse på kurset 'Material driven design' er netop overstået, og 25 KEA studerende har givet den fuld gas i Material Design Lab. Alle studerende har arbejdet med fem forskellige restprodukter: Tagrør, uld, æblepulp, hampefibre og æggeskaller. Ideen med at arbejde med æggeskallerne er kommet i stand gennem samarbejdet med Teknologisk Institut i Tåstrup, hvor en producent har henvendt sig for sparring omkring udnyttelsen af restproduktet.
”Det er spændende at se på nye muligheder i forhold til en ressource som f.eks. æggeskaller, som vi alle kender og ofte er i berøring med, men som de færreste nok har overvejet ud fra et design- og produktmæssigt perspektiv,” siger Faglig leder Anne Christine Steenkjær Hastrup fra Teknologisk Institut De studerendes løsninger spænder vidt - fra en bionedbrydelig urtepotte, et materiale med cementlignende egenskaber og en flying fertilizer, som er en nytænkning af den traditionelle lerdue bestående af æggeskalsholdigt materiale. Men som gøder jorden, når den bliver skudt ned.”Jeg synes, lerdue-projektet er super interessant. Der er et negativt bæredygtighedsperspektiv omkring materialeforbruget til traditionelle lerduer, som ´æggeduer´ løser. Og det er bestemt være værd at undersøge, om det er muligt at skabe et forretningsmæssigt potentiale,” siger Anne Christine Steenkjær Hastrup.
Fingrene i materialet
Et centralt omdrejningspunkt i arbejdet og undervisningen i Material Design Lab er, at de studerende mærker og arbejder med at forstå materialets udtryk og egenskaber – i ordenes helt bogstavelige forstand. En række oplæg og øvelser giver de studerende værktøjer til at kaste sig ud i arbejdet med at lære helt nye og alternative materialer at kende.
Hannah Christen Michaud valgte at arbejde med æblerester fra firmaet Æblerov, fordi materialet i sig selv inspirerede hende i en grad, så det svære blev at lægge sig fast på kun én ide:
”Jeg havde så mange ideer, men endte med champagneglas, fordi ideen er i fin tråd med æblet som en spiselig og bionedbrydelig ting.”
Æblerov, som har leveret æbleresterne blev så begejstrede, at de har bedt hende om at designe flere produkter til dem:
"Vi har allerede brainstormet med Hannah, og vi kommer til at lave et samarbejde om et lignende produkt. Det der begejstrede os, var først og fremmest at Hannah rakte hånden ud til os, og aktivt tog fat i os ift. den udstilling der skulle laves. Vi håber, at hun med en helt anden faglighed end vores, kan hjælpe os med at omdanne et restprodukt, som vi pt. betaler for at komme af med, til noget mere," siger Christopher Melin fra Æblerov.
De studerendes produkter kan ses i kantinen på KEA Guldbergsgade 29N, København N.
Find flere billeder fra kurset ”Biomimicy in Material Design” på Instagram #materialdesignlab
Kurset er metodisk bygget op omkring Material Driven Design, det vil sige en design proces, hvor undersøgelse, udvikling og design af materialet har en central rolle i forhold til udformningen af det endelige produkt. Den måde at arbejde på giver de studerende en væsentlig forståelse for bæredygtig produktion og brug af alternative materialer.