Deleøkonomi var temaet på årets Business Forum, hvor amerikanske Lisa Gansky var hovedtaler. Debattør og filminstruktør Nønne Rosenring, som i høj grad lever deleøkonomisk i såvel sit private som professionelle liv, fortæller her, hvorfor Ganskys indlæg fik folk op af stolene.
Hvad er det egentlig, vi taler om, når vi siger deleøkonomi? Deleøkonomi er en stor del af mit private og professionelle liv, så derfor er det altid spændende og inspirerende at få sat flere ord, erfaringer og vinkler på, og det blev der allerede i velkomsten: Det handler om at tage ansvar og at udfordre vanetænkning.
Salen er fyldt, og da Lisa Gansky spørger tilhørerne om, hvor mange der kender til deleøkonomi og beskæftiger sig med det, er det i hvert fald 80 procent af publikum, der rækker hånden op.
Lisa Ganskys oplæg er så fuld af eksempler, vinkler, præcise forklaringer og dybe indsigter, at jeg får lidt præstationsangst over at skulle viderebringe ”de vigtigste pointer”, men en af de vigtigste var hendes budskab om, at ”værdien ligger i at være forbundet til hinanden".
"Værdien er os alle tilsammen. Vi er igang med at genlære, at finde indtil hvordan vi gør, hvordan vi kan være forbundet. Vi genopdager hinanden på forskellige stadier og steder. Før havde vi brug for ting og at få ting udført, nu søger vi og har behov for interaktionen med hinanden. Menneske til menneske."
Det kan jo forstås helt konkret, som at vi har adgang til hinandens viden og ting og sager via internet og smartphones, som muliggør en masse enkel udveksling. Men, jeg hører helt klart også den bevidsthedsmæssige erkendelse, der ligger i at give slip på idéen om, at det er vigtigt selv at eje og kunne alt i og med sig selv. At dele og være forbundet er en erkendelse og en genlæring af selve det at være menneske i verden med hinanden, som på så mange niveauer bare giver rigtig god mening og i dén grad kan betale sig. Airbnb er et glimrende eksempel.
Lisa Gansky viser en tegning med en masse prikker og cirkler, der umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre, men da de forbindes med en streg, bliver de til et billede.
"Det viser vigtigheden af at være åben over for idéen om, at du ikke ved, hvor den næste idé, løsning eller person skal komme fra eller hvad det næste skridt skal være. Som privat person. Som virksomhed. Som del af et projekt. Evnen til at forblive åben og give slip på at ville have ejerskab," sagde Gansky.
Jeg kender oplevelsen fra de processer, jeg selv arbejder i, og jeg er sikker på, at det er en af de absolut mest revolutionerende tanker i deleøkonomien: at man har tillid til, at man finder prikker hen ad vejen, og at resultatet nok skal vise sig.
Det kræver åbenhed. Vilje til at lave ’fejl’ og inkorporere din læring. Og ikke mindst acceptere, at den største værdi i et projekt, en proces eller et liv for den sags skyld er bidragene.
For nylig bragte Information et debatindlæg med titlen ’Deleøkonomi har brug for et akut virkelighedstjek’. Der er flere rigtig, rigtig vigtige pointer i indlægget, men kritikken er primært fra en vinkel, hvor værdi især opgøres i "The Rockstar formerly known as money". Jeg fristes til at sige, at i sidste ende gælder det, at så længe vi antager, at penge er den primære værdi, vi som mennesker har behov for at udveksle for at overleve og have det godt, så vil det være udfordrende at indløse og udbygge reel menneskelig værdi og udveksling i samfundet.
Så jeg tænker, det giver god mening at være en del af den bevægelse, der eksperimenterer, udforsker, udvikler og italesætter hvad værdi i virkeligheden er (apropos akutte virkelighedstjek).
Lisa Gansky siger ”Tillid er den primære valuta”, og jeg elsker det udsagn.
Den kan lyde super flyvsk, men det er faktisk super konkret. Én ting er den tillid, der tales om i forhold til processen, og som jeg nævnte før. Men i et netværk som for eksempel den bragende internationale succes Airbnb, er det, at du er til at stole på, både som udlejer og gæst, fuldkommen afgørende. Er du til at stole på? Som person, når du bliver lukket ind i mit private hjem. Prøv engang at tænk over hvor vild en ændring i hele verdens logik, det ville være, hvis det, der gav primær status her i verden, for at du kunne udveksle og have adgang til det, du behøver var: At du er til at stole på.
Måske er det faktisk det, vi bevæger os hen mod. Deleøkonomi vokser eksplosivt, og når essensen af den er tillid, har det vidtrækkende konsekvenser. Konsekvenser der, så vidt jeg kan se, dufter af håb.
Nønne Rosenring er debattør og filminstruktør. Deleøkonomi gennemsyrer hendes liv og arbejde. Du kan læse mere her Godtnok productions og følge med i hendes altid tankevækkende indspark til dagsordenen her facebook.com/nkrosenring
Udover Lisa Gansky talte også Esben Danielsen, Head of Innovation, Orange Innovation, Mads Emil Dalsgaard, Co-Founder, Bringrs.com og Rihards Savickis og Katrina Aaslaid, Studerende på KEA, TheDugnad.
HVAD ER KEA BUSINESS FORUM?
KEA Business Forum samler to gange om året de mest spændende oplægsholdere under et relevant og aktuelt tema, der danner rammen for faglig inspiration og debat på tværs af virksomheder og studerende.
Business Forum er arrangeret af KEA Kompetence