400.000 danskere lider af angst. To nyslåede dimittender fra Digital Concept Development har lavet app’en Fly Bird, der via eksponeringsterapi hjælper folk til at få det bedre.

Rigtig mange med angstlidelser som for eksempel panikangst, social fobi eller OCD får ikke den nødvendige hjælp, fordi det er for dyrt, for uoverskueligt eller – som det er tilfældet for mange mænd – fordi det er skamfuldt for dem.

Fly Bird er hurtigt installeret og ved hjælp af daglige øvelser hjælper app’en dig til at få det bedre og overkomme angsten ved gradvist at blive eksponeret for den.

Den enkelte bruger laver et personligt ’angsthieraki’. Dernæst bliver brugeren bedt om at eksponere sig selv for det laveste punkt på listen – altså det, man er mindst angst for. For en person med social fobi kunne opgaven for eksempel lyde på at sige hej til kassedamen, de næste tre gange de er ude at handle. Når opgaven er fuldført venter der en belønning: du er et skridt nærmere at være fri som fuglen.

Man modtager også løbende information om, hvad de kropslige symptomer, som kan opstå i forbindelse med angst faktisk er godt for. Når brugeren forstår, hvorfor de for eksempel har svedige håndflader eller trykken for brystet, så hjælper det til at reducere angsten.

Kimia flybirdNanna billede

 ”Der findes allerede forskellige eksponerings-apps til folk med angst, men de er ikke ligeså personlige eller engagerende, ligesom de ikke har samme gamification tilgang. Gamification har den fordel, at det bidrager med et positivt og engagerende aspekt til det tunge emne,” siger Kimia Bahari og Nanna Strandgaard, som har udviklet Fly Bird som en del af deres bachelorprojekt på Digital Concept Development på KEA.

Og de har allerede mødt stor interesse: I slutningen af september skal de præsentere app’en på konferencen Design Matters samt pitche for 4.000 tilhørere på DTU.

De har også præsenteret deres koncept for Innovationscenteret i Sydkorea og er blevet udvalgt til at være blandt Danmarks fem kandidater på Innovationscenterets Scaleit-program i Seoul i november.

KEAs Tech Lounge har hjulpet med at finpudse konceptet til Design Matters, mens Nordic Entrepreneurship Hub på KEA har banet vejen for turen til Seoul.

”Samarbejdet mellem NEH, Tech Lounge og KEA Studieservice om at hjælpe Fly Bird videre efter deres eksamen er et super godt eksempel på, hvordan vi kan hjælpe de studerende og brande KEA ved at samarbejde på tværs. Vi har så meget at tilbyde de studerende, så det er bare om at få skabt en god proces for, hvordan vi gør det,” Peder Rudbeck, lektor på KEA Digital.

Kimia og Nanna er i gang med at færdigudvikle app'en sammen med overlæger og appudviklere, men forventer at kunne launche inden længe. De satser på også at lancere Fly Bird internationalt på sigt.

Skærmbillede 2018 08 27 kl. 11.56.58