Jens nåede hele vejen til finalen i DR’s ’Danmarks næste tøjdesigner’ – en sejr i sig selv. Men nerverne var højspændte, da den endelige test skulle stå foran Danmarks største og vigtigste indkøbere.

Spoiler alert: nedenstående afslører indhold fra sjette og sidste afsnit af ’Danmarks næste tøjdesigner’.

Til finaleshowet i ’Danmarks næste tøjdesigner’ på DR formåede de fire finalister at lave en kollektion på fire looks på elleve dage.

”Det vil normalt tage tre måneder,” fortæller Jens Skov Østergaard, som studerer Sustainable Fashion Tech på KEA.

Der er ingen tvivl om, at de fire finalister har været under et vanvittigt tidspres, og alligevel formåede de at skabe fire formfuldendte kollektioner. Indkøberne fra henholdsvis Storm, Boozt, Mads Nørgaard og Magasin gav endda udtryk for, at det var et meget højt niveau.

”Som designer vil man enormt gerne have et ben indenfor der,” siger Jens om Danmarks fire største og vigtigste indkøbere.

God fornemmelse

Skærmbillede 2023 10 03 kl. 12.00.17Inden showet er dommer og mentor Anja Camilla Alajdi meget fortrøstningsfuld på Jens’ vegne:

”Jens’ finalekollektion er fuldstændig, som jeg havde tænkt og lidt til i virkeligheden. Når jeg ser Jens’ ting, og især når jeg ser dem stylet, bliver jeg rigtig glad og tryg, og jeg syntes også, det er rimelig kommercielt faktisk.”

Også Jens selv havde en god fornemmelse:

”Jeg håber, at indkøberne ser, at der er kommet noget nyt til den danske modescene og ser potentialet i mit tøj – jeg er pisse stolt af mig selv.”

Uvurderlig feedback fra kanonerne i branchen

Skærmbillede 2023 10 03 kl. 11.59.15Men det bliver ikke til en investering til Jens, på trods af at der er store roser fra alle indkøberne:

”Æstetikken er der 100 procent,” lyder det fra Rasmus Storm fra Storm.

Mads Nørgaard er ”meget inspireret af filosofien og konceptet”, og så er han vild med de bukser Jens skaber:

”Dine bukser er knivskarpt skåret, og jeg er vild med den måde, du syer konfektion på, så hvis du kommer ind i butikken som leverandør og spørger, om jeg vil købe x antal bukser, så er jeg meget interesseret.”

Heidi Lundehøj fra Magasin er også vild med Jens’ mangfoldigheds-koncept:

”Og jeg kan faktisk sagtens se det i Magasin, men min udfordring er, at vi ikke kan hjælpe dig videre, hvor du står nu.”

Både Magasin og Storm vil gerne sparre, men altså ingen investering til Jens.

Skærmbillede 2023 10 03 kl. 12.47.49”Jeg fik feedback, på det jeg havde lavet, fra super relevante købere, og det er uvurderligt,” siger Jens. Til gengæld er han træt af klipningen i det afsluttende program:

”Vi fik alle sammen tyve minutter til at præsentere, og selvfølgelig skal det klippes sammen, men ud af alt det jeg sagde, vælger de et klip, hvor jeg tøver, og et hvor jeg siger, at jeg ikke har mere at sige. Det er jeg ærgerlig over, men til gengæld har jeg været super glad for de andre programmer - og for hele oplevelsen i det hele taget. Det har lært mig helt vildt meget.”

Produktion af kønsneutralt tøj

Skærmbillede 2023 10 03 kl. 11.51.21I modsætning til flere af de andre deltagere, så har Jens allerede en produktion og en virksomhed, Renè Copenhagen, med tilhørende webshop.

”Min kæreste er selv designer og har produktions-forbindelser i Thailand, så hun har været en stor hjælp i forhold til opstart og produktion, siger Jens om Renè Copenhagen, som i sin essens omfavner diversitet og stiler mod kønsneutralitet – hvilket han for nylig var i Aftenshowet for at tale om.

”Jeg arbejder meget med min egen femininitet og prøver at inkorporere det. Og så skal mit tøj være brugbart, men sofistikeret.”

Du kan læse meget mere om Jens her samt Mathilde og Thelma, der også er fra KEA og var  blandt de 12 udvalgte til ’Danmarks næste tøjdesigner’.