I første afsnit af DR’s nye satsning ’Danmarks næste tøjdesigner’ bliver dommerne blæst bagover af Jens Skov Østergaard, som studerer Sustainable Fashion Tech på KEA. Her fortæller han om at blotte sig i bedste sendetid og hans alternative karrierevej.

Spoiler alert: nedenstående afslører indhold fra første program af ’Danmarks næste tøjdesigner’.

 

”Ham kommer vi til at slås om!” Sådan siger stylist og smykkedesigner Anja Camilla Alajdi til tøjdesigner Søren Le Schmidt, som er dommere på programmet ’Danmarks næste tøjdesigner’, der kan streames på DRTV og ses på DR1 i aften kl.20.

I programmet kæmper kreative designtalenter i et benhårdt udskillelsesløb om at nå finalen og kunne præsentere deres kreationer for nogle af landets største brands og butikker herunder Mads Nørgaard. Storm og Magasin – som alle er klar til at investere i Danmarks næste tøjdesigner.  

Ud af de 12, der går videre fra audition, er hele tre fra KEA.  Heriblandt Jens Skov Østergaard, som er den allerførste til audition, og som får Anja Camilla Alajdi til at udbryde ”Hvis det her er standarden” og derefter afbryder den forståeligt nervøse Jens Skov Østergaard med ”Du er helt fantastisk. Din signatur, dit udtryk. Du skal så meget videre!”

”Også et kæmpe, kæmpe ja fra mig. Der bliver kamp om dig,” siger Søren Le Schmidt.

Da Jens Skov Østergaard har forladt rummet, vender Anja Camilla Alajdi sig mod Søren Le Schmidt og siger ”Hold da op, jeg er virkelig blæst bagover. Ham kommer vi til at slås om, det er helt sikkert. For mig kan det kun gå ned ad bakke nu.”

Sådan kommer det dog ikke helt til at gå, for også KEA-dimittend Thelma Steimann samt Mathilde Mortensen, som studerer Sustainable Fashion Tech sammen med Jens, imponerer dommerne.

Blottet

Nicolai Skov/DRTraileren for programmet er fuld af tårer, grin, stress og mange følelser. Og det er også sådan Jens Skov Østergaard beskriver oplevelsen:

”Sjovt er det første, jeg tænker på. Og sindssygt stressende. Der er vildt mange op og nedture i programmet. Jeg er ikke vant til at være så blottet, og jeg følte mig meget sårbar.”

For selvom Jens Skov Østergaard har virksomheden Renè, ved siden af studierne på KEA, og her står på mål for sit design, så lægger han ikke ansigt til på samme måde, som når der hele tiden er et kamera i hovedet på én, og indholdet bliver vist i bedste sendetid på DR.

”Jeg var bevidst om, at det ikke bare var dommerne, men også DR og alle seerne, jeg præsenterede for. Og fordi der er så kort tid til opgaverne, er det selvfølgelig ikke alt, jeg er lige stolt af. Jeg giver meget af mig selv og lægger meget i opgaverne, samtidig med at jeg ikke fik nok søvn, og der var så kort tid. Men intensiteten og alle de – meget menneskelige – følelser gør også, at jeg har lært mig selv bedre at kende. Og stoler mere på min intuition og den første ide nu.”

Fra medicin til mode

Jens Skov Østergaards vej ind i modebranchen er atypisk. Han begyndte først på sygepleje og siden medicinstudiet, men droppede ud, fordi han ville lave mode – uden at kunne hverken sy eller tegne.

”Men tøj har altid haft meget stor betydning for mig. Jeg har altid haft en meget personlig smag, klædt mig anderledes og haft behov for at udtrykke mig gennem det, jeg havde på.”

Jeg har gået på en skole, hvor underviserne omfavner eleverne helt vildt

 

Jens Skov Østergaard droppede ud, lærte at tegne og satte sig ned og skitsede i nogle måneder, hvorefter han søgte ind på KEA – og kom gennem nåleøjet.

”Man tegner faktisk lidt på medicinstudiet, men jeg skulle lære at tegne tøj, lære at sy og lære at lave mønstre. Det handler om disciplin. Jeg er god til at spise mig selv og tonse. Og selvom jeg ikke havde nogen erfaring, så havde jeg en livslang interesse og også et godt kendskab til bæredygtighed. Men når jeg gør noget, så gør jeg det hele tiden og 100 procent, og så rykker man sig jo også,” siger Jens Skov Østergaard, som er på sidste semester af Sustainable Fashion Tech.

Hvad har din uddannelse på KEA givet dig?

”Rigtig meget. Jeg har gået på en skole, hvor underviserne omfavner eleverne helt vildt – og for mit vedkommende omfavnet en studerende, der bare ville fremad.  Underviserne er virkelig dygtige og vil gerne hjælpe. Og så er der nogle sindssygt gode faciliteter – fra symaskiner til materialebibliotek og CLO. Plus man får et enormt kendskab til bæredygtighed.”

Oversize er alt andet end for stort

R25 1160Jens Skov Østergaard laver voluminøst, genderless beklædning med fokus på modige silhuetter. Brugbart, men sofistikeret.

”Den voluminøse silhuet har altid fascineret og tiltrukket mig, men jeg var ikke bevidst om det, før jeg startede på KEA. Og det har underviserne hjulpet med – hvordan man på flere måder konstruerer en silhuet.”

Noget af det Jens Skov Østergaard mestrer er at lave tøj, der ægte klæder både mænd og kvinder.

”Jeg arbejder ikke nødvendigvis med en herregine eller en damegine, jeg arbejder med begge, og vil gerne have, at det sidder ordentligt på både mænd og kvinder. Jeg savnede beklædning, der rent faktisk var lavet til at være oversize og ikke bare var for stort - eller en kvinde, der tager en herreblazer på. Det tænker jeg meget over, når jeg tegner, konstruerer og udvikler mønstre.”

Og det går heller ikke dommernes opmærksomhed forbi:

”Du kan bare se, at han er dygtig,” siger Søren Le Schmidt, som har et lille battle med Anja Camilla Alajdi om, hvem af dem, der skal have Jens på deres hold.

Første afsnit af ’Danmarks næste tøjdesigner’ kan allerede nu streames på DRTV og har desuden premiere på DR1 i aften kl.20.

Nicolai Skov/DR