Emil Waltersdorph har skabt app’en DoYou, der sørger for at du aldrig mere behøver gå glip af noget - eller mangle nogen at følges med. DoYou matcher mennesker og events ud fra interesser.

De fleste har prøvet at opdage, at deres yndlingskunstner var i byen – for sent. Med misundelse set sine venner poste fra det, der ligner årets fest. Eller rodet rundt på nettet efter den perfekte søndagschiller eller loppemarked. Men DoYou holder øje med alt, hvad der foregår for dig og udvælger lige præcis de events, du vil elske.

image001En slags begivenheds-Tinder, om du vil. Og som en ekstra feature, kan du til- eller fravælge, om du vil følges med andre mennesker. DoYou er med andre ord også en app, der – hvis du vælger det – sørger for, at du altid har nogen at følges med, og som deler dine præferencer.

”Ideen opstod i 2018, da en kammerat og jeg snakkede om, hvordan Tinder tager udgangspunkt i folks evne til at præsentere sig selv gennem digitale medier - flotte billeder, trends osv. Vi tænkte, at hvis folk kan mødes på baggrund af fælles interesser og forsøge at danne relationer ud fra dette, vil det kunne bidrage til folks overordnede livsglæde- og kvalitet,” siger Emil Waltersdorph.  

Og det blev startskuddet til DoYou. En app der kommer til at matche mennesker med andre mennesker og/eller events og begivenheder på baggrund af interesser. Men også et interaktivt kort over København, hvor brugeren kan vælge imellem diverse event på baggrund af præferencer. 

App'en er stadig under udvikling og i gang med at blive finpudset, så den er klar til download om 3-4 måneder.

Rette kompetencer og mennesker på uddannelsen

image002Emil Waltersdorph studerer Økonomi & IT på KEA, og uddannelsen har været afgørende for iværksættelsen af DoYou:

”De seneste tre semestre har vi analyseret eksisterende virksomheder igennem casearbejde – alt fra gennemgang af økonomi, virksomhedskultur til forretningsstrategi. Derudover har vi lært om programmering, og hvordan IT-projekter kan styres. Al den teori har vi så fået lov til at arbejde med på et konceptuelt niveau i form af udvikling af egne idéer med det formål at løse en specifik problemstilling. Så vi har både fået kompetencerne, men også menneskerne omkring os til at kunne udvikle og arbejde på et iværksætterprojekt,” siger Emil Waltersdorph, som lige nu undersøger muligheden for at komme med i KEA startup Hub, som er et community for studerende, der arbejder med iværksætteri og har- eller er på vej til at etablere en startup virksomhed. KEA startup Hub tilbyder kontorfaciliteter, workshops, talks og coaches med mere.

Der er stadig ledige pladser på professionsbacheloren i Økonomi & IT – læs mere om uddannelsen, og hvordan du søger her. Fra det kommende semester er der ny studieordning, som har endnu større fokus på data og forretning – læs mere her.