På Økonomi & IT er der fokus på at arbejde med data i en forretningssammenhæng, hvilket er stærkt efterspurgt i virksomhederne. Blandt andre NNIT som mener, at de studerende fra KEA kan noget særligt med forretningsforståelse.
Studerende kombinerer data og forretning – og virksomhederne elsker det
Søger du ind på professionsbacheloruddannelsen Økonomi & IT med start til august bliver du en af de første, der får glæde af uddannelsens nye studieordning, der har fokus på data - og ikke mindst hvordan data bidrager til forretning.
”Virksomheder er i stigende grad afhængige af data for at forbedre deres drift, øge deres konkurrenceevne og identificere nye forretningsmuligheder. Derfor efterspørges der dygtige ansatte med evnen til at arbejde med dataanalyse og visualisering. Vores studerende har desuden en økonomisk og forretningsmæssig indsigt, der gør dem særdeles værdifulde i mange roller - specielt i spændingsfeltet mellem forretning og IT,” siger underviser Tue Hellstern.
Data spiller en afgørende rolle i både erhvervslivet og samfundet som helhed. Evnen til at arbejde med data og trække meningsfuld indsigt er afgørende for at træffe informerede beslutninger, identificere trends og mønstre samt løse komplekse forretningsmæssige og IT-arkitektoniske problemer.
”Det er kompetencer, som er i høj kurs nu og i fremtiden. Derfor har vi udarbejdet en ny studieordning på Økonomi og IT-uddannelsen med fokus på netop disse kompetencer,” siger Tue
Data kan bruges som beslutningsgrundlag og til øget forretningsforståelse.
Omvendt kræver det forretningsforståelse at stille de rigtige spørgsmål for at kunne bruge data til noget – der er altså kommet ekstra god synergi mellem uddannelsens to ben business og IT. Og uddannelsen har også fået øget fokus på machine learning og AI.
KEA-studerende er plugn'n play
NNIT, en af Danmarks største IT-virksomheder, udvikler, implementerer og rådgiver om IT-løsninger, har 1.700 ansatte og en omsætning på 1,5 milliarder på verdensplan. Og så er de glade for KEA-studerende, både som praktikanter og medarbejdere:
”KEA-studerende kommer med en anden vinkel og et andet mindset, som jeg tror handler om, at de har mere casearbejde på studiet, og får mere jord under neglene. Det bringer noget andet til bordet end fx CBS’erne, som vi historisk har været meget glade for, og de er også fagligt stærke, men meget afhængige af, om de har noget erhvervserfaring at læne sig op ad. Og det får de studerende på KEA allerede under studiet,” siger Kathrine Dyhr, Manager i Consulting i Mircrosoft, Technology and Advisory hos NNIT og uddyber:
”For mig handler det om at have en divers spænding på vores folk - en god blanding af forskellige fagligheder, der bringer noget forskelligt til bordet. Historisk har man været lidt snobbet i forhold til mest at rekruttere fra universiteterne, men KEAs studerende kan bare noget med forretningsforståelse, de har et kommercielt mindset og så er de plug’n’ play. I en travl hverdag har vi ikke tid til oplæring, så de skal kunne begå sig med det samme, og det kan dem fra KEA.”
Det er nu ikke sådan, at man bare bliver kastet ud på åbent hav alene hos NNIT. Alle juniorkonsulenter bliver koblet sammen med en seniorkonsulent, hvor de varetager opgaver ude hos kunder, men også internt. Typisk som proceskonsulent eller projektledelse.
Visularing af forretning og potentiale
På uddannelsen i Økonomi & IT på KEA er der fokus på blandt andet Microsoft Power BI, databehandling og det forretningsmæssige allerede fra 1. semester.
Power BI er et meget udbredt forretningsanalyseværktøj, der giver brugerne mulighed for at forbinde, forberede, analysere og visualisere data på en intuitiv måde. Ved at beherske Power BI kan de studerende analysere komplekse datasæt, oprette interaktive rapporter og dashboards.
”Evnen til at arbejde med økonomiske data og Power BI giver vores studerende en personlig og faglige udvikling, der er unik for denne uddannelse. Det giver dem mulighed for at opbygge analytiske færdigheder, forbedre deres problemløsningskapacitet og udvide tekniske og økonomiske kompetencer. Disse færdigheder vil være særdeles nyttige i deres fremtidige karriere og give dem et konkurrencemæssigt fortrin,” siger Tue Hellstern.
Ud over Microsoft Power BI har uddannelsen også fokus på andre dele af Microsoft Power Platformen, herunder, Power APPS og Power Automate. Disse kompetencer bliver kombineret med kodning i Python til f.eks. Machine Learning og AI.
Der er ansøgningsfrist til de videregående uddannelser 5.juli - bliv klogere på KEAs uddannelser, og hvordan du søger her: HTTPS://KEA.DK/UDDANNELSER