’The Colour of Ice’ tager dig med til Indlandsisen, hvor forskere tester et helt nyt varmebor, der giver unik indsigt i Indlandsisens bund og dermed vores muligheder for at forudsige havniveaustigningerne og deres konsekvenser. Et bor som KEA-dimittend har udviklet med hjælp fra studerende.

For 25 år siden kom isen altid til Grønland i oktober. Det er nu rykket tre måneder. Sidste år kom isen først i januar.

Og isen smelter så hurtigt, at Grønland mister 10.000 tons masse i sekundet hele døgnet, året rundt. Prøv at læs den sætning igen. Det er så meget, at det påvirker tyngdekraften ved Grønland.

Tyngdekraft-påvirkningen er også årsagen til, at havvandstigningerne ikke sker ved Grønland og Antarktis, selvom det er her isen smelter, men derimod alle andre steder på kloden og allermest ved Ækvator.

For at forudsige hvordan, og hvor meget isen smelter, har man brug for data. Ikke mindst temperaturerne nede ved bunden af Indlandsisen, fordi de kan bruges i modeller, som kan give os viden om havniveaustigningerne.

Helt ny metode udviklet af KEA-dimittend

Instruktør Anders Graver har fulgt to forskere, da de for første gang skal teste et nyudviklet smeltebor kaldet HotRod i 2022. Det er blevet til dokumentarfilmen ’The Color of Ice’, der har premiere i aften ved årets dokumentarfilmfestival CPH:DOX.
I dokumentarfilmen følger man blandt andet seniorforsker William Colgan og ingeniør Christopher Shields, fra GEUS, da de tester det elektromekaniske smeltebor og finder ud af, om de mange års arbejde med udvikling og laboratorietests virker i den grønlandske virkelighed.

Billede2              William Colgan modtog 2 mio. kroner fra VILLUM FONDEN til at udvikle og bygge en helt ny type varmebor, en teknologi som er udviklet af KEA-studerende og KEA-alumne Chris Shields, som kalder sig ”stolt KEA-dimittend” fra Product Development & Integrated Technology.

”Jeg er den ledende ingeniør på projektet - jeg stod for designet af smelteboret, den interne elektronik og noget af støtteudstyret til at overvåge og indsamle data.”

Gør det nemmere at tage temperaturen på Indlandsisen

Det der før kunne tage måneder og være en enorm ressourcekrævende proces på alle måder, kan nu klares på én dag af to mennesker med det nye bor. Og det er vigtigt, fordi det vil gøre anskaffelsen af data billigere og nemmere, så vi hurtigere kan prioritere indsatserne for klimatilpasning.

Der findes ret meget data fra over isen, men ikke ret meget fra dybt i isen. Dokumentaren viser – og nu er der spoiler alert – at Hotrod’en kan bore 4,7 meter i timen ned gennem isen og med justeringer formentlig vil nå 20 meter i timen. Det er vildt. Boret drejer ikke, men bliver ekstremt varmt i spidsen og smelter sig derved ned gennem isen med rekordfart.

Det er ikke nyt at bore med varme, men det er nyt at bore med varme på den måde, de gør, og der er tale om helt ny teknologi. En teknologi som KEA-studerende altså har været med til at udvikle. Chris Shields samarbejder fortsat med KEA-studerende, og har lige indledt et nyt samarbejde om at udvikle nye is-smeltende sensorer.

Isen er blevet 27 meter tyndere

Dokumentaren viser også, hvordan holdet genbesøger et amerikansk borehul, der blev lavet for 60 år siden for at tage temperaturen igen. Den nye boring viser, at isen er smeltet 27 meter - den er altså blevet 27 meter tyndere - og temperaturen er steget cirka 2 grader.

Midt på indlandsisen krydser forskernes veje den grønlandske jæger Olennguaq, som observerer og hver dag mærker de klimaforandringer, forskerne borer efter data på. Han kan se på isens farve og sneens fugt, om hans hundeslæde kan køre. Han ved bedre end nogen andre, hvad ændringerne betyder, og hvilken forskel det gør, at isen dannes tre måneder senere. At det stormer meget mere. Blandt andet. 

Filmen er værd at se af mange grunde – ikke mindst de smukke billeder og det fine indblik i både en forskers og en jægers arbejde.

Dokumentarfilmen ’The Color of Ice’ er produceret af Underground Channel på Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet og Humbug Film. Filmen er finansieret af Geocenter Danmark og Villum Fonden.