Studerende på Digital konceptudvikling har lavet kampagner til Kræftens Bekæmpelse, der skal få flere kvinder til at tage imod tilbuddet om screening for livmoderhalskræft.

Kvinder der tager imod tilbuddet om en såkaldt smear-test nedsætter deres risiko for at få livmoderhalskræft med mindst 80-90 procent. Alligevel er det kun omkring 63 procent, der tager imod tilbuddet om undersøgelse.

Hver tredje kvinde bliver altså ikke screenet, og ud af dem svarer næsten halvdelen, at det er den gynækologiske undersøgelse, der afholder dem.

Blandt andet derfor havde Gruppe 1 lavet en kampagne, hvor man er med X-factor værten Sophie Linde til kontrol, og det bliver tydeligt, at det ikke er så skræmmende, som nogle måske tror - det er ”ligesom at handle i Fakta – det tager kun fem minutter”.

Kampagnen sætter også fokus på app’en ’Min læge’ hvor man nemt og hurtigt kan bestille tid til testen for at imødekomme den næste store gruppe, som skipper screeningen, fordi de ikke lige får bestilt tid.

Gruppe 4 udformede deres kampagne som et skrabelod, hvor man med en mønt (dem man kan bruge i indkøbsvogne) med Kræftens Bekæmpelses logo skraber en kvinde i underlivet og får svar på spørgsmålet om, hvor lang tid en screenings-undersøgelse tager.

Gruppens anbefalinger til Kræftens Bekæmpelse var nemlig dels at turde være lidt provokerende, og at ramme målgruppen med info, inden de får brevet med tilbud om screening. Og i en tone som er mere omsorgsfuld end skræmmende.

Vi var glade for idéerne der handlede om at bruge ordet ’celleskrab’,” siger Julie Hedegaard Mortensen, Projektmedarbejder i Kræftens Bekæmpelse.

”Vi taler løbende om vores ordvalg, og hvordan det bliver forstået. Celleskrab i stedet for eksempelvis celleprøve udfordrede os på vores egne overvejelser og indsigter fra tidligere. Derfor kunne vi godt lide idéen med skrabeloddet samt de to film, der ”tager ejerskab” over ordet skrab (Gruppe 3 og 9). Derudover kunne vi rigtig godt lide idéen om en chatbot, der kan lette beslutningsprocessen for unge kvinder. Screeny, som Gruppe 2 stod bag, talte til os med sit søde navn og muligheden for at blive vejledt ud fra sin egen situation. Lidt i samme stil gjorde Liva fra Gruppe 8 indtryk på os - både på grund af humoren, og fordi hun tør stille de spørgsmål, som kan være pinlige og måske afholde nogle fra at blive undersøgt.”

Skærmbillede 2020 03 09 kl. 13.20.34Gruppe 6 valgte at fokusere på de unge kvinder, der skal have taget testen for første gang og derfor ikke ved, hvad de kan forvente.

Gruppens kampagne-site svarer blandt på myter om smear-testen, og det var dem, der foreslog en chatbot, hvor man kan få svar på de mest almindelige spørgsmål, samt info om hvad der præcist foregår ved undersøgelsen.

Gruppe 7 havde valgt at bruge ambassadører og influencere til kampagnen ’Pas på underlivet’ med taglinen ”Celleskrab tager kun fem minutter. Kræft kan tage hele livet.” samt ”Du har et valg / Du havde et valg.”

De studerendes kampagneforslag, der skal få mange flere i aldersgruppen kvinder 23-29 år til at gå til de regelmæssige screeninger, blev til i et 5-dages design sprint:

”GV Sprint er en meget anvendt og efterspurgt proces i branchen og vores mål er at klæde de studerende på til at kunne facilitere et sprint efterfølgende,” siger Christina Rungstrøm, lektor på KEA Digital.

Det kom bag på folkene fra Kræftens Bekæmpelse, hvor gode og gennemtænkte de studerendes løsninger var:

”Særligt taget i betragtning, at de kun havde en uge til at udarbejde og teste deres idéer. Det overraskede os, at de studerende ikke havde behov for at stille spørgsmål til os undervejs i processen, og vi var faktisk en smule bekymrede for, om opgaven var blevet forstået. Men der var ingen grund til bekymring – vi var virkelig imponerede over, hvor godt de studerende havde forstået opgaven, og det problem vi bad dem løse på baggrund af vores brief. Vi var meget begejstrede for idéerne og de studerendes tilgang til opgaven,” siger Julie Hedegaard Mortensen.

Kommer I til at bruge noget af det?

”Vi ser bestemt et potentiale i flere af idéerne - delelementer ville sagtens kunne implementeres på vores platforme med det samme. For eksempel elementer til web, som kan gøre det lettere for unge kvinder at forstå, hvad screening for livmoderhalskræft går ud på og derudfra træffe en beslutning. Nogle af idéerne var mere omfattende og kan ikke implementeres nu og her, men er noget, vi meget gerne vil arbejde videre med på sigt.”