Hvorfor er der så mange offentlige it-projekter, der ikke går som planlagt? Vi læser (for) ofte om forsinkelser og sprængte budgetter i medierne. Kan det offentlige dog ikke lære at gennemføre it-projekter ordentligt?
IT-Udviklingsrejsen
Det spørgsmål har tre forskere og undervisere fra KEA stillet sig selv sammen med en række projektdeltagere i store offentlige it-anskaffelsesprojekter og virksomheden Trustworks.
I denne podcast kigger vi på den rejse, man skal igennem som en offentlig virksomhed, når man gerne vil købe et nyt IT-system. Der er nogle trin i den rejse, man ikke kommer uden om, men som byder på en række udfordringer. Vi gennemgår og taler om de typiske trin og processer, og inviterer eksperter ind til at fortælle om deres erfaringer undervejs.
I podcasten belyser vi problematikker, der kan opstå, hvis man ikke bygger et godt fundament for en fælles forståelse – og vi er nysgerrige på, hvordan brugen af UX-metoder i it-udviklingsprocessen kan bidrage til at gappet mellem brugerbehov og it-løsning reduceres.
KEA har fulgt et større offentligt it-projekt
Podcasten IT-udviklingsrejsen er blevet til i et samarbejde mellem forskere og undervisere på KEA, konsulentvirksomheden Trustworks, Det Internationale Usability and UX board (UXQB) og en større offentlig virksomhed. Forskere og undervisere fra KEA har fulgt et stort it-projekt i en offentlig virksomhed og har gennem interviews indsamlet information fra projektdeltagere og andre af projektets interessenter.
Data er blevet analyseret og resultatet af analysen præsenteres i starten af hver podcast episode, hvor det skildres, hvilke problematikker projektet stødte på, samt hvordan projektet forsøgte at løse problematikker undervejs.
Resultaterne fra forskningsprojektet er blevet samlet i ni podcasts, der bliver tilgængelige her på siden hen over efteråret 2023.
Episoder
Folkene bag IT-udviklingsrejsen
Podcastværten er docent Per Halstrøm, faste deltagere er adjunkterne Janni Høyer Thoft, Birgitte Heide og Helle Schade-Sørensen, alle fra KEA.
Derudover deltager Elvi Nissen fra Trustworks, og der vil i de enkelte episoder deltage eksperter indenfor fx projektledelse, jura etc.