Som Energiteknolog arbejder du hver dag med at gøre danske bygninger grønnere. Men hvordan gør man lige det? Hør om uddannelsen fra Carl og Malthe, der uddanner sig til Energiteknologer.
"Vi har en fed tilgang til grøn omstilling"
For Carl og Malthe har vejen til Energiteknolog-uddannelsen været ret forskellig.
Carl er uddannet tømrer, og har været på arbejdsmarkedet i 7 år, før han tog springet tilbage på skolebænken.
For Malthe gik vejen direkte fra gymnasiet og ind på uddannelsen.
Det giver nogle væsentlige forskellige indgangsvinkler til undervisningen - men er noget af det, der gør uddannelsen virkelig givende, fortæller de.
“Det er virkelig fedt, at vi er et blandet hold, hvor vi kan lære en masse af hinandens baggrunde,” siger Malthe.
Det er stadig muligt at søge ind på uddannelsen til Energiteknolog. Læs mere om efteroptag og uddannelsen her.
Energiteknologer har brug for viden om mange forskellige fagområder. Én af de vigtigste opgaver for en Energiteknolog er nemlig at sikre det tværfaglige samarbejde omkring bl.a. energioptimering af bygninger.
“Vi er med til at samle de forskellige fagligheder. Vi ved, hvornår vi skal have en fx ventilationstekniker eller en tømrer til at træde til med deres faglighed. Så vi kan sørge for, at der faktisk arbejdes tværfagligt om den rigtige løsning,” siger Malthe.
Helheden for øje
For Carl var der lidt betænkeligheder ift. at vende tilbage til skolebænken. Efter syv år på arbejdsmarkedet, var han i tvivl om, hvordan det ville være at skulle grave sig ned i teori og metode.
Han har været glad for, at der har været fokus på både større og mindre byggerier og projekter, og at mulighedeme derfor er mange.
“Det, der har sørget for, at jeg har holdt fast i bordkanten på skolebænken, det er, at vi arbejder både med energioptimering af både private og mere komplekse bygninger. Det er virkelig fedt at kunne arbejde med helheden og se, hvor meget en bygning faktisk sviner, og hvad vi kan gøre for at ændre det,” siger Carl.
Både Carl og Malthe fremhæver desuden, at det er fedt ikke kun at have viden om nye, grønne løsninger, men at kunne vurdere det samlede billede.
“De tiltag, vi laver, skal tjene sig selv hjem ift. CO2-belastning. Et godt eksempel er solceller, der selvfølgelig producerer noget grøn strøm, men de har også kostet noget CO2 at lave og sætte op. Derfor er det ikke altid den bedste løsning, hvis den ikke ender med at generere en CO2-besparelse. Som energiteknolog lærer vi at have helheden for øje, så vi kan se, hvad der i det samlede billede er den rigtige løsning. Vi har en fed tilgang til det, og et godt overblik over, hvad man kan gøre,” siger Malthe.
Pst! Det er stadig muligt at søge ind på flere uddannelser på KEA – bl.a. Energiteknolog. Se alle uddannelserne her.
Hør Carl og Malthe fortælle mere om deres oplevelser med uddannelsen i webinaret: