Paw Svendsen løb med Frontløberprisen, da DM i Praktik torsdag løb af stablen. Han var med som KEAs finalist for sin praktik som el-installatør hos Kemp & Lauritzen.
KEA-studerende vinder praktikpris

Otte modige studerende fra hvert af Danmarks erhvervsakademi pitchede torsdag deres historier om, hvorfor lige præcis deres praktik skulle løbe med prisen som Danmarks bedste.
Paw Svendsen, der uddanner sig til el-installatør, var med som KEAs finalist – og løb med Frontløberprisen og en præmie på 5.000 kr. Den blev tildelt af juryen for Paws fortælling om, hvordan han voksede fra projektlederpraktikant til konsulent hos installations- og servicevirksomheden Kemp & Lauritzen.

"Jeg var meget nervøs på forhånd. Men jeg synes, det var fedt at stå på scenen, da først jeg var i gang og kunne mærke, at publikum var med mig. Så det var en rigtig fed oplevelse, og jeg er bare vildt stolt af, at jeg vandt – især fordi, jeg var virkelig imponeret over hvor gode de andre deltagere var," siger en glad Paw.
Han dimitterer som el-installatør til sommer, og har allerede nu fået job hos Kemp & Lauritzen. Han håber, at hans fortælling kan øge fokus på, hvor meget det personlige også betyder i et praktikforløb.

"Jeg har rykket mig helt vildt meget igennem det her forløb. Både fagligt og personligt, og det har virkelig givet mig noget udvikling. Og så håber jeg på, at jeg kan være med til at sætte fokus på, at et praktikforløb kan bruges til mere end bare det faglige - det kan udvikle en som menneske. De 5000 kr. går nok til øl i studiebaren – ses i Bar16!"
Danmarksmester i Praktik
Titlen som Danmarksmester i Praktik gik til Christian Keld Søgaard, der har været i praktik hos Jyske Bank i Herning som del af sin uddannelse til finansbachelor på Erhvervsakademi Midtvest i Herning.
Det var med jubel, store krammere og tårer, at Christians praktikansvarlige fra scenen erklærede, at "Christian jo bare får som fortjent – for han er fandme så dygtig".

Juryen bestod af Trine Bramsen, uddannelses- og forskningsordfører (S), Stine Pilegaard Jespersen, underdirektør i Dansk Erhverv og Birgitte Grum-Schwensen, uddannelsespolitisk chefkonsulent i Teknisk Landsforbund.
De begrundede valget af vinder med, at der var en klar rød tråd fra skolebænken til praktikpladsen, hvor teori og praksis er gået naturligt hånd i hånd, mens der samtidig har været gennemgående fokus på at gøre Christian til en del af arbejdspladsen.
Allerede dagen før, han begyndte i Jyske Bank, blev han inviteret med til padel – og den første dag betød også deltagelse i firmajulefrokosten.
"Så er man ligesom i gang," konstaterede Christian i sin pitch.
Derudover skulle prisfestens 120 gæster vælge deres helt egen favorit og finde en vinder til Publikumsprisen.

Den gik til Fang Jiang, der læser til handelsøkonom på Erhvervsakademi Dania, og som har været i praktik hos onlinebutikken Jule-Sweaters ApS.
Opbakning til erhvervsakademierne
DM i Praktik blev afholdt i Scandic Kødbyen i København, og dagen blev modereret af adm. direktør i Danske Erhvervsakademier, Stefan Lezuik.
Praktikken er en hjørnesten på alle erhvervsakademiernes uddannelser, men det er samtidig også ofte vejen til fast arbejde. Ifølge Danske Erhvervsakademier fører rigtig mange af praktikforløbene til ansættelse.

"Det er ægte synergi, hvor 1 + 1 = 3. Der er både den faglige læring, men også læringen om, hvordan man begår man sig på en arbejdsplads og omsætter det, man har lært til noget, så det giver værdi for virksomheden," siger Stefan Lezuik og fortsætter:
"Vi hylder praktikken for 10. gang, fordi de gode eksempler er med til at løfte barren for, hvordan teori bliver omsat til praksis. De studerende, der gør en ekstra indsats, og virksomhederne, der går forrest, fortjener at blive fejret. Som Taylor Swift synger: Long live the magic we made."
Dagen bød også på videohilsner fra både Christiansborg og erhvervslivet, der gav ros til erhvervsakademierne for deres praksisnære tilgang til uddannelse – og for det tætte samarbejde med virksomhederne, som spiller en afgørende rolle i at give de studerende et værdifuldt og lærerigt praktikforløb.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) fremhæver erhvervsakademiernes rolle i at bygge bro mellem uddannelse og job:
"Erhvervsakademierne er nogle af de bedste til at uddanne tæt på praksis. Og er virkelig dygtige til at få deres studerende hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Det er en kæmpe kvalitet."
Også Dansk Erhverv bakker op:
"Vi er fuldstændig begejstrede for, at man har et praktikforløb i erhvervsakademierne. Det giver en tilknytning til arbejdsmarkedet, og det er den arbejdskraft, vi har brug for ude i virksomhederne," siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.
De otte finalister
- Itm8, indstillet af professionsbachelorstuderende i it-sikkerhed Caroline Bernat Ottesen (Erhvervsakademi Aarhus)
- SIPsY, vin- og spiritusbutik i Los Angeles, indstillet af online-markedsføringsøkonom-studerende Luna Michelle Anguita-Mathiesen (EASV Esbjerg)
- Jule-Sweaters ApS, indstillet af handelsøkonom-studerende Fang Jiang (Erhvervsakademi Dania, Randers)
- Thailand Tours, indstillet af professionsbachelor i innovation og entrepreneurship Kristoffer Frantz Søberg (Cphbusiness, København)
- ISS, indstillet af professionsbachelorstuderende i Leisure Management Line Persson Lorentzen (Zealand – Sjællands Erhvervsakademi)
- Kemp & Lauritzen, indstillet af el-installatørstuderende Paw Svendsen (KEA, Københavns Erhvervsakademi)
- Jyske Bank i Herning, indstillet af finansbachelorstuderende Christian Keld Søgaard (EAMV, Herning)
- MCH Messecenter Herning, indstillet af entreprenørskab- og designstuderende Line Sangill Bergholt Pedersen (IBA Erhvervsakademi Kolding)
Om erhvervsakademierne
Danmarks 8 erhvervsakademier ligger spredt rundt omkring i 25 byer i hele Danmark og tilbyder korte og mellemlange, videregående uddannelser på mellem 2 og 4 år rettet mod beskæftigelse i det private erhvervsliv.
Praktik er obligatorisk på alle uddannelser.
Hvert år uddanner erhvervsakademierne mere end 10.000 studerende inden for primært det it-faglige, det merkantile og det tekniske område, men også inden for design, service og iværksætteri.
En ud af tre studerende, der blev optaget på en erhvervsakademiuddannelse i 2023, startede på en uddannelse indenfor it/STEM-området.
Halvdelen af dimittenderne er i job under to måneder efter endt uddannelse – og ni ud af ti lander i den private sektor.
Om forfatteren
