Hos Kemp & Lauritzen udviklede Paw sig fra praktikant til projektleder. Faglig og personlig udvikling gik op i en højere enhed – og derfor er de Årets KEA-praktik.
Paw og Kemp & Lauritzen vinder Årets KEA-praktik

Frokosten stod pludselig på kage, da Kemp & Lauritzen mandag blev overrasket med gode nyheder. Sammen med Paw Svendsen har virksomheden vundet prisen som Årets KEA-praktik.
Paw uddanner sig til el-installatør og har indstillet sin praktik hos Kemp & Lauritzen til prisen, fordi han gennemgående har mærket en enorm interesse i at gøre praktikforløbet til noget særligt.
Samtidig har de været de helt rigtige rammer for faglig og personlig udvikling, hvor viden fra skolebænken er blevet omsat til virkelige projekter.
På trods af et stærkt felt, var det en enig jury, der udpegede Paws forløb som vinder af Årets KEA-praktik.
De hæftede sig ved den generelt gode dialog om mellem Paw og Kemp & Lauritzen om, hvilke projekter han helst ville kobles på - og særligt hvordan han er blevet involveret i alt det, der ikke er fag-fagligt, men som også er en stor del af at være ansat i en virksomhed.
“Der har været en klar udvikling for Paw igennem hele forløbet. Han er gået fra at føle sig som studerende til at være klar til rollen som projektleder, som er det, han også ønsker at arbejde med, når uddannelsen er afsluttet. Der er derfor ingen tvivl om, at alt det faglige har spillet,” siger Eva Valcke, der er uddannelsesdirektør på KEA og formand for juryen.
Hun fortsætter:
“Praktikken bliver taget til næste niveau, fordi der samtidig også er fokus på alt det, der er rundt om det fag-faglige. De tekniske løsninger skal oversættes til almindeligt sprog, der kan forstås på tværs af målgrupper, og det er jo noget, man først lærer, når man står i det. Det er 21st century skills - han lærer vigtigheden af at kommunikere, at samarbejde, af interessenthåndtering og kan forstå, hvad de forskellige parter vil og skal. Alt det har Kemp & Lauritzen sat trygge rammer for, så Paw har turde kaste sig helhjertet ud i det – og udviklet sig rigtig meget af det.”
Videre til DM i Praktik
Med kåringen som Årets KEA-praktik er Paw og Kemp & Lauritzen videre til den nationale konkurrence. Her skal Paw pitche sit praktikforløb og dyste om at vinde titlen som Danmarksmester i Praktik – og førstepræmien på 10.000 kroner.
Arrangementet løber af stablen d. 22. Maj på Scandic Hotel i Kødbyen i København.

Et perfekt match
Paw var med til at overraske sin chef og resten af afdelingen med den gode nyhed. Han fortæller, at han selv blev ekstremt overrasket over at vinde – men også bare glad for at blive bekræftet i, at praktikken har været lige så god, som han selv synes.
“Min tilgang til praktikken har hele tiden været, at jeg gerne selv ville være med til at skabe rammerne. Og der har Kemp & Lauritzen bare været det helt perfekte match. Selvom jeg selvfølgelig har været koblet til et primært projekt, så har jeg hele tiden kunne prøve forskellige ting af og udvide min horisont,” siger han og fortsætter:
“Jeg har rykket mig helt vildt meget igennem det her forløb. Både fagligt og personligt. Det viser sig fx ved, at jeg er mere opmærksom på, hvad det er for en udstråling, jeg kommer med. Helt lavpraktisk er jeg jo gået fra at være elektriker, som jeg er uddannet, til at være el-installatør. Men det betyder også, at jeg går fra at være udførende til ledende. Og der har praktikken klædt mig perfekt på til at påtage mig rollen, så jeg bliver en god leder.”
Paw og Kemp & Lauritzens historie slutter ikke ved udgangen af praktikken. Paw er nemlig blevet ansat i virksomheden efterfølgende - hvor han også skal være med til at udvikle rammerne for fremtidige praktikanter i samarbejde med HR-afdelingen.

Viden til og fra skolebænken
Martin Kramath, der er Entreprisechef hos Kemp & Lauritzen og Paws chef, fortæller, at han er stolt over nomineringen og prisen som Årets KEA-praktik.
“Vi prøver at arbejde meget konsekvent med læring, så viden både kommer frem og tilbage til skolebænken. For os handler det meget om, hvad den studerende gerne vil lave og have ud af sin praktik, og så forsøger vi at sætte dét i centrum. Derfor er jeg også virkelig stolt over, at det vi har kunne gøre, har gjort så meget for Paw,” siger han og fortsætter:
“Det er en del af vores politik, at vi gerne løfte vores del af det samfundsmæssige. Derfor forsøger vi også at tage så mange lærlinge og praktikanter ind, som vi kan - men altid kun, hvis der er spændende projekter og tid til at tage sig af dem. Vi bruger meget ordet ordentlighed om alt det, vi laver. Derfor betyder det også meget for os, at vi bliver bekræftet i, at vi faktisk gør det godt og ordentligt.”
Fakta om Årets KEA-praktik
Det er de studerende, der indstiller deres praktiksted.
Praktikopholdet vurderes ud fra tre kriterier:
- Personlig og faglig udvikling i praktikken
- Samarbejde med kollegaer og det sociale miljø i praktikvirksomheden
- Evner til og muligheder for at omsætte teori til praksis i virksomheden
Årets jury bestod af:
Eva Valcke, uddannelsesdirektør på KEA
Louise Mørup, HR-konsulent på KEA
Nikolaj Storm, lab manager for Circular Lab på KEA
Om forfatteren
