Zahra Haidari har undersøgt, hvordan hun som designer kan hjælpe Dansk Stillads Service med at reducere deres plast- og tekstilaffald. Virksomhedens affald er blevet til cool street wear.
Kasseret stilladsplast får nyt modeliv
Hvad har en stilladsarbejder og en designer til fælles? Ret meget, hvis man som Zahra Haidari ser muligheder, hvor andre ser affald.
Hun har nemlig fundet ud af, hvordan hun kan genanvende både stilladsarbejderens kasserede arbejdstøj og alt det stilladsplast, der normalt sendes til forbrænding.
I stedet for at bidrage til modeindustriens enorme forbrug af ressourcer, har hun skabt tøj og tasker af de kasserede materialer.
Små designere kan hjælpe store virksomheder
For en designer som Zahra er det gratis materialer, og for en virksomhed som Dansk Stillads Service der gerne vil have mere fokus på genanvendelse og ønsker at arbejde mere ud fra verdensmålene er det win win.
Produktionen af tøj og plastik udgør nogle af de største Co2-syndere og medfører store belastninger for vores planet.
I sit afsluttende projekt på Design Teknolog-uddannelsen peger Zahra Haidar på potentialet i små designvirksomheder som effektive forandringsagenter, da ”de er smidige, tilpasningsdygtige og kan introducere nye forretningsmodeller, der over tid influerer den bredere kultur.”
Cirkulær pladevat og regntøj
Zahra Haidari har brugt stoffet fra det kasserede arbejdstøj til blandt andet inderstof på en puffy vest. Hun har også eksperimenteret med tekstilplader fra Haack Recycling som fyld, men de er for tykke. I stedet findelte hun det afklip, der var tilbage fra arbejdstøjet og brugte det som fyld. Håbet og tanken er, at Haack Recycling i fremtiden kan bruge Zahras (og nadre designeres) afklip i en tekstilplade med egenskaber a la pladevat. Men med den helt store forskel, at pladevat er et syntetisk og belastende plastikmateriale, mens pladerne fra Haack Recykling er skabt af kasseret tekstil.
Zahra Haidari laver også tasker og genanvendelige poser til affaldssortering i stilladsplasten, men hvad med regntøj?
”Det er lige til højrebenet at lave regntøj. Men for at udfordre mig selv, ville jeg gerne prøve at lave tøj, som ikke er overtøj og regntøj, netop fordi det er lige til højrebenet. ”