Anders Volther Jensen studerer Energimanagement på KEA, som i hans optik er en mulighed for at gøre en større forskel og arbejde med bæredygtighed – og ulighed – på flere niveauer.
"Energimanagement er også social bæredygtighed"
Da Anders Volther Jensen dimitterede fra energiteknolog-uddannelsen på KEA, kunne han sagtens være gået ud og have fået et job, men for ham, var det et naturligt skridt at studere videre på Energimanagement, også på KEA.
”Det handler stadig om bæredygtighed og energioptimering, men det er mere teoretisk og analytisk, og du får mulighed for at gøre en større forskel, når du kommer op på manager-niveauet. Du kan arbejde med store organisationer, industrier og i sidste ende helt op til det politiske plan. Du har mulighed for at gøre en stor forskel.”
HVAD ER EGENTLIG BEDST?
Vores valg betyder noget, men hvad betyder det ene valg fremfor det andet helt konkret. Det er noget af det, der gør Energimanagement og de efterfølgende jobs spændende:
”For eksempel kører mange skraldebiler stadig på diesel. At udforske fordele og ulemper ved at skifte fra diesel til el er helt vildt spændende. For ja, el er bedre end diesel, men det er også ressourcetungt at udskifte en hel vognpark, så hvad er det bedste valg.”
ULIGHED I BÆREDYGTIGHED
Udover konsekvenserne af de valg organisationer træffer, er Anders Volther Jensen særligt interesseret i ulighed inden for bæredygtighed.
"Bæredygtighed er opdelt i miljømæssig, økonomisk og - min personlige favorit - social bæredygtighed, som omfatter trivsel og menneskerettigheder," forklarer Anders. Og det er lige fra tilstrækkelig ventilation på kontoret til børnearbejde og fair løn.
Derfor er bæredygtighed heller ikke altid simpelt.
"Hvis en virksomhed fx beslutter at reducere sine udledninger ved at udskifte alle vinduer for at gøre en bygning mere energieffektiv, koster det mange penge. Denne store prioritering af miljøet kan efterlade færre ressourcer til personalegoder, hvilket påvirker den sociale bæredygtighed,” siger Anders Volther Jensen.
”Der skal helst være styr på alle tre former for bæredygtighed - miljømæssig, økonomisk og social - og der skal være harmoni, for at det kan blive helt godt."
Læs mere om Anders og et spændende projekt, han har været en del af på uddannelsen: HTTPS://KEA.DK/OM-KEA/NYHEDER/POTENTIEL-REVOLUTION-AF-INDEKLIMASTYRING