Søgningen til KEAs bæredygtige uddannelser og de uddannelser, hvor efterspørgslen fra erhvervslivet er størst, er steget markant. Og KEA lykkes fortsat med at tiltrække mange kvinder til STEM-uddannelserne.
Ansøgningsfrist: Teknologi og byggeri hitter
Da klokken slog 12 og ansøgningsfristen til de videregående uddannelser udløb, stod det klart, at KEA-uddannelser som Automationsteknolog, Energimanagement, IT-teknolog, byggekoordinator, og IT-sikkerhed er gået markant frem og har fået op til 61 procent flere ansøgninger end sidste år.
Kendetegnende for de uddannelser, der går mest frem er, at de ruster de unge til fremtiden og giver mulighed for at gøre forskel – ikke mindst i den grønne omstilling.
Og så er det uddannelser, hvor der er meget stor efterspørgsel fra erhvervslivet.
”Helt overordnet er det virkelig godt, at vi ser så stor søgning til de uddannelser, hvor vi ved, at arbejdsmarkedet skriger på dimittender - de får nærmest job, inden de er færdige og til en god startløn. Og uddannelser som fx Energimanagement bidrager direkte til den grønne omstilling gennem energioptimering,” siger uddannelsesdirektør for KEAs digitale og tekniske uddannelser, Katja Munch Thorsen.
Dimensionering trods desperate virksomheder
Men igen i år må KEA afvise flere hundrede kvalificerede ansøgere til IT-uddannelserne, hvor man kan gå ud efter to/to et halvt år og varetage vigtige jobs, men også er fødekæde til bachelor top up-uddannelser i fx IT-sikkerhed:
”Datamatiker, IT-teknolog og Multimediedesigner er stadig dimensionerede trods desperate nødråb fra danske virksomheder, som har brug for langt flere it-medarbejdere, end vi må uddanne. Det samme gælder vores nye uddannelse i IT-arkitektur, hvor vi har mange flere kvalificerede ansøgere, end vi må optage. Det er meget frustrerende at skulle afvise super kvalificerede ansøgere, når vi ved, at erhvervslivet og det offentlige er desperate efter medarbejdere med lige præcis de kompetencer.”
Fra musikvidenskab til IT-teknolog
En af dem, der har søgt ind på IT-TEKNOLOG, er Amalie Kaalund-Jørgensen. Hun har tidligere læst Musikvidenskab på KU, men IT-teknolog trak:
”Uddannelsen lyder virkelig spændende, og så bed jeg mærke i, at jeg kan tage en top up i IT-sikkerhed på KEA bagefter. Uddannelsens bredde tiltaler mig - fra efterforskning til problemløsning og sikring, hvilket er vigtigt ift den stigende cybertrussel, og der vil jeg gerne bidrage,” siger Amalie Kaalund-Jørgensen. Hun har tænkt meget over, om hun søger ind i en mandsdomineret verden:
”Jeg har været nervøs for at falde igennem i et fag med en masse mænd, som ved en masse i forvejen. Men jeg har kigget på forskellige IT-uddannelser forskellige steder og kan fornemme at KEA har en del kvindelige IT-studerende.”
Den eneste IT-uddannelse, der ikke går frem er Økonomi & IT, så Katja Munch Thorsen håber, at nogle af dem KEA må afvise på de andre IT-uddannelser, vil overveje Økonomi & IT i stedet – ikke mindst fordi den har fået en ny studieordning med FOKUS PÅ AT ARBEJDE MED DATA I EN FORRETNINGSSAMMENHÆNG, hvilket er stærkt efterspurgt i virksomhederne.
Automation er alle steder
Rektor Steen Enemark Kildesgaard glæder sig over, at KEA helt generelt har fået mange kvalificerede ansøgere, og at der på næsten alle KEAs uddannelser er flere kvalificerede ansøgere end pladser.
En af dem er AUTOMATIONSTEKNOLOG, der er steget 33 procent, og som Natasja Enggaard har søgt ind på. Hun tog til Åbent Hus på KEA for at høre mere om Designteknolog og Multimediedesign, men hendes opmærksomhed blev fanget et helt andet sted:
”De studerende, som fortalte om Automationsteknolog, virkede rigtigt passionerede og tilfredse med uddannelsen, og de fik vakt min interesse. Det tiltaler mig også, at uddannelsen tager to år – jeg er ikke verdens mest tålmodige menneske, og vil gerne hurtigt i gang med at arbejde. Derfor er det også fedt, at man lærer en masse på kort tid, og at uddannelsen også tilbyder afveksling i form af praktik,” siger Natasja, som er dygtig til teknik, men også har en kreativ side som blandt andet fotograf:
”Automation er en fed fuldtidsbeskæftigelse med lav ledighed og god løn i en branche, der boomer helt vildt. Og så tænker jeg at lave mine kreative ting på siden – filmbranchen er svær at leve af. Omvendt tror jeg også, at der er rig mulighed for at vinkle det tekniske og nørdede i en kreativ retning. Automation er alle steder.”
Skiftede Designteknolog ud med Produktionsteknolog
Marie Sloth troede hun skulle søge ind på Designteknolog på KEA, men Åbent Hus blev også en øjenåbner for hende og i stedet har hun nu søgt ind på PRODUKTIONSTEKNOLOG:
”Jeg blev meget positivt overrasket til Åbent Hus og draget af, hvor praktisk arbejdet virkede til at være. Da det var tid til optagelsesprøven på Designteknolog gik jeg troligt i gang, men vendte hele tiden tilbage til Produktionsteknologen i mit hoved. Det gik det op for mig, at jeg faktisk var meget mere tiltrukket af alt den praktiske viden og kunnen, som jeg havde fået øjnene op for. For mig lød Produktionsteknologen lidt som en opfinder-uddannelse, og det var alt for spændende til ikke at udforske.
Jeg vil gerne bruge uddannelsen til at forbedre systemer, der ikke tjener miljøet og vores samfund og forhåbentlig være med til at præge produktionen i en mere bæredygtig retning. ”
Målet er mere bæredygtigt byggeri
Apropos bæredygtighed, så går KEAs byggefaglige uddannelser markant frem – Byggekoordinator med hele 61 procent – og søgningen til udbuddet af Bygningskonstruktør i Hillerød er igen virkelig flot af en ny uddannelse at være.
”I vinters oplevede vi et dyk i søgningen til de fleste af vores byggefaglige uddannelser, derfor glæder vi os over, at søgningen nu går voldsomt frem og dermed svarer til den store efterspørgsel, der er på KEAs dimittender i byggebranchen,” siger Eva Valcke, uddannelsesdirektør for KEAs byggefaglige uddannelser samt designuddannelser.
Som altid har KEA fået tusindvis af ansøgninger til designuddannelserne og må desværre skuffe størstedelen. Derfor håber Eva Valcke, at nogle af dem, der ikke kom ind, vil gøre som Marie Sloth og overveje Produktionsteknolog i stedet, da den også giver RIG MULIGHED FOR AT ARBEJDE MED MATERIALER OG DESIGN.
25 procent kvinder på STEM
KEA lykkes igen i år med at tiltrække mange kvinder til STEM-uddannelserne – nærmere bestemt 25 procent. At øge diversiteten – herunder køn – på de digitale og tekniske uddannelser er vigtigt, fordi det giver bedre resultater hele vejen rundt fra produkter og løsninger, til arbejdsmiljø og bundlinje.
”Vores mål er en divers skare af studerende - ikke bare i forhold til køn – men også forskellige typer af mennesker med vidt forskellige interesser, baggrund og evner. Formålet er diversitet på mange parametre.”
De uddannelser der er steget mest i år er:
- Automationsteknolog - 33 procent
- Byggekoordinator – 61 procent
- El-installatør – 31 procent
- Energimanagement – 36 procent
- IT-arkitektur – 42 procent
- IT-sikkerhed – 40 procent
- IT-teknolog – 27 procent
- VVS-Installatør – 60 procent
KEA har modtaget 6.306 ansøgninger i alt.
Samlet set stiger søgningen til KEA med 6 procent i forhold til sidste år.