Hvordan kan vi ’støvsuge’ byen for materialer og genbruge dem, så de får værdi, i stedet for at ende som affald. Det er grundlæggende det urban mining handler om – temaet for dette års Charette.
80 studerende støvsugede Nørrebro for materialer
80 studerende og 30 undervisere fra hele verden samledes en uge på KEA og arbejdede sammen om at skabe lokale urban mining-løsninger, som fredag blev præsenteret for en jury.
Urban mining og cirkulær økonomi er også del af et større forskningsprojekt finansieret af Karl Pedersen og Hustrus Industrifond. Urban mining kan fx være at SAMLE ALT DET SØLV OG GULD, SOM FINDES I VORES ALMINDELIGE HUSHOLDNINGSAFFALD OG SMELTE DET OM TIL NYE SMYKKER.
På den ene side handler urban mining om at øge bæredygtigheden, og undgå at værdifulde ressourcer går til spilde. Og på den anden side er der et økonomisk aspekt – der er mange penge at spare ved at genbruge i stedet for at smide ud.
Skakbrikker og glashuse
Charrette-deltagerne blev ugen igennem guidet af et hold af eksperter fra KEA, erhvervslivet og udenlandske universiteter. De samarbejdede med lokale aktører på Nørrebro og Nordvest om at skabe et koncept, der genanvender eller reparerer et affaldsmateriale, som findes i lokalmiljøet, og som omformes til at skabe værdi for en virksomhed eller organisation med inddragelse af borgerne.
Det blev blandt andet til skakbrækker af papaffald, et levende opholdsrum bygget af affalds-glas og træ dækket af planter samt workshop-koncepter, der lærer beboerne at skabe ting til hjemmet eller fællesskabet ved hjælp af genbrugte materialer.
Next level trækasser
Men det var Gruppe 5, der vandt juryens pris for deres transportable og stabel-bare kasser af genbrugstræ fra NEXT.
Det gjorde de blandt andet, fordi deres koncept har en rigtig god plan for at skabe et økosystem mellem NEXT og Kulturhuset. Og de har lavet et simpelt design, der kan skaleres og bruges på mange forskellige måder – fra opbevaring til leg - med blik for lokalsamfundet:
“Jeg elsker prototypen, og hvor legesyg den ser ud. Man kan gøre så meget forskelligt med den, fordi den også er let og transportabel. Og jeg kan bruge den i kreative workshops for børn, hvor de kan dekorere dem,” siger Nadja, leder af Verdens mindste kulturhus på Nørrebro.
Dæk forvandles til samvær og biodiversitet
Gruppe 4 vandt People’s Choice-prisen for deres mangefacetterede og fleksible udendørs siddeområde lavet af aflagte bildæk fra de nærliggende bilforhandlere. Dæk som også kan bruges som plantekasser til blomster og planter.
”Beboerne i området gav udtryk for, at der manglede siddepladser og grønne områder. Det blev understreget af vores lokale samarbejdspartner, som bemærkede behovet for at indføre mere biodiversitet. Vores valg af materialer var baseret på den overflod af brugte bildæk hos bilforhandlere, der er villige til at betale for, at nogen fjerner dem.”
Som altid kom Charrette-deltagerne fra en bred vifte af designdiscipliner – fra arkitektur over webdesign og medier til mode og endda musikkomposition.
I år er Charetten støttet af Karl Pedersen og Hustrus Industrifond og er en del af et større forsknings- og udviklingsprojekt om urban mining. Der er KEA studerende med fra Entrepreneurskab & Design, Energimanagement, bygningskonstruktør, Digital Konceptudvikling og Økonomi & IT.