En gruppe designstuderende sad entusiastisk bænkede foran underviser Charlie Tarby. De skulle interviewe hende om det seneste bæredygtige mirakel i designbranchen: NFT.
Måske har du hørt om NFT i forbindelse med kunst, hvor det betyder, at digitale værker kan sælges for svimlende beløb. NFT er nemlig garant for, at der kun findes ét ægte værk. Et digitalt stempel, som ikke kan kopieres eller stjæles, fordi det gemmes i blockchain.
I modebranchen kan NFT bruges til at spore og kortlægge produkter fra fiber til forbruger, en slags track & trace, der skal give forbrugeren fuld gennemsigtighed for, hvor og hvordan tøjet er produceret. What’s not to like, når nu bæredygtig ligger én på sinde?
Sådan havde de studerende på Sustainable Fashion på KEA det også, da de gik i gang med listen af begejstrede spørgsmål. Kort efter havde Charlie Tarby slukket lyset i deres øjne.
”Jeg fortalte dem, at blockchain har et ligeså stort Co2-aftryk som hele New Zealand, så NFT er faktisk ikke så bæredygtig en løsning, som det gøres til,” siger Charlie Tarby.
Hun kalder sig professionel lyseslukker. Og brandstifter. Det sidste er meget vigtigt.
Tilbage på KEA, var de studerendes projekt lige faldet fra hinanden, så Charlie Tarby spurgte dem, ”Hvad gør I nu?”
Efter noget tid kom de tilbage. ”Kan vi lave en grøn server?” sagde de. ”Kan vi lave en server på en vindmølle?”
Handling skaber forvandling
Eksemplet med de studerende er sigende for Charlie Tarbys måde at undervise på.
”Én ting er pessimisme. Det, vi praktiserer på KEA, er noget andet. Vi er måske lyseslukkere og nådesløse, når vi fortæller de studerende, om alt det, der er buzz words og bullshit. Men vi stopper ikke der. Det handler ikke om at slukke deres interesse, men om at tænde interessen for alternativer og egne evner til at innovere. Om ikke at give op eller lave bortforklaringer, undskyldninger og jamen-jamen,” siger Charlie Tarby og uddyber:
”På KEA har vi taglinen ’Du skal ikke bare vide. Du skal kunne.’ Klimaangst er håbløshed. Klimaangst er at vide. Når vi siger, du skal også kunne, så giver vi de studerende værktøjerne til også at gøre noget ved det, og det tror jeg mange unge higer efter - handlerum.”
Det er det, Charlie Tarby mener, når hun siger, at hun er professionel lyseslukker og brandstifter: For klimavrede er både at vide og kunne, og det skal der til for at overleve klimaangst.
”Angst er den naturlige reaktion på klodens tilstand. Men hvis vi også har arrigskab og vrede, kan vi gøre noget.”
Ænder er også innovation
Der er en grund til at green-washing eksisterer – det er den nemme løsning. Og der er undervisning ikke undtaget.
”Men vi er nødt til at fortælle de studerende sandheden – hvad bomuld koster klimaet, hvad digitalisering koster klimaet. Og så vise dem alternativer. Hvilket bestemt ikke altid er nemt.
Og vi giver ikke de studerende point for at tro på bæredygtighed. Det er heller ikke nok at kende teorierne. De skal kende historien og lære at kritisere den, men de skal også komme med nye løsninger, for hvis vi gør, som vi plejer, så styrer vi durk mod afgrunden.”
Men at være innovativ er en kunst - you gotta earn that shit, som Charlie Tarby siger.
“Innovation skal være revolutionært. Det er ikke en Kähler vase i en ny farve. Det skal være reel innovation – ikke bare ny vin på gamle flasker. Så vi kræver exceptionel meget forestillingsevne af vores studerende.”
Omvendt behøver innovation heller ikke være rocket science. I Indonesien går man for eksempel væk fra høns og over til ænder, fordi ænder kan flyde ved stormflod. Det er effektiv og bæredygtig innovation med et relativt lille lavpraktisk greb.
Det er ikke din fødselsdag
Charlie Tarby og hendes kolleger skiller skidt og kanel - hvad er nok, for at fx fragt kan være kompenseret? Ægte kompenseret.
Og når de studerende spørger, om det virkelig er så vigtigt, at deres koncept ikke har noget emballage, spørger Charlie Tarby tilbage, om de ved, hvad forskellen er? Det er hele forskellen, svarer hun.
Men hun ved også godt, at det er kompliceret. De studerende kan gå fra en undervisningslektion i verdensmålene til et oplæg om produktoptimering og global konkurrence.
”Vores studerende skal eksistere i en verden, hvor begge findes. Og der er en reel konflikt. De fleste af os kender til at stå med en pakke øko pærer fra Peru og en pakke konventionelle fra Danmark – hvad gør man? De studerende står hele tiden i lignende dilemmaer - én type fibre eller én medieplatform frem for en anden.”
Når målet er vækst og profit, så er det, man begynder at overveje, hvor meget savsmuld, man kan blande i folks cornflakes, før de opdager det.
I forhold til pærerne i supermarkedet kan løsningen være ikke at spise pærer, med mindre de er økologiske og i sæson. Men vi har vænnet os til at få præcis, hvad vi vil have, når vi vil have det. Vi har ikke rykket os ud af 60’ernes fantasiland, hvor alt pludselig blev muligt, og vi endnu ikke kendte konsekvenserne af al denne globaliserede nemhed.
”Vi tror stadig, det er vores fødselsdag hver dag. Der er en kognitiv dissonans imellem det, vi godt ved, og så de tusind undskyldninger vi laver for os selv – Jamen, de andre gør det, Jamen det er besværligt, hvis jeg skal ændre på noget, Jamen, det betyder så lidt, Jamen, Bill Gates opfinder nok en dims, der kan æde Co2. Stop det. Vi er nødt til at erkende, at intet i livet er uudtømmeligt.”
Men hvad er ægte bæredygtighed så? Ifølge Charlie Tarby er det, at nuværende generationer lever fulde liv, uden at fremtidige generationer skal bøde eller gå på kompromis:
”Hvis en virksomhed ikke kan eksistere uden brug af farlige stoffer eller børnearbejde, så har du ikke en bæredygtig business,” siger hun og fortsætter:
”Der er noget galt med vores businessmodeller. Og når målet er vækst og profit, så er det, man begynder at overveje, hvor meget savsmuld, man kan blande i folks cornflakes, før de opdager det. Og at det er fordelagtigt at give dyrene væksthormon. Men vækst er meget lidt kompatibelt med bæredygtighed - og vækst for hvad, kan man spørge?”
Afstand er afgørende
Charlie Tarby nævner tobaksfirmaerne, som i årtier lykkedes med at bilde folk ind, at det var både cool og decideret sundt at ryge. Og som skjulte og undertrykte de fakta, som dokumenterede alle skadevirkningerne.
Det svarer til at bygge en statue, vi ved eksploderer i en radius af 14 kilometer.
”På samme måde ser vi i dag virksomheder, som har en stor interesse i at modarbejde det bæredygtige mod al sund fornuft. Som frivilligt undergraver børns sundhed og jordklodens balance. Det er et udtryk for grådighed, og det viser, hvor svært det er for mennesker at stå imod, når der er udsigt til profit. I dag har vi et hav af sundhedsskadelige stoffer, som er fuldt lovlige at bruge på trods af vores viden om deres skadevirkninger – hvilket svarer til at bygge en statue, vi ved kommer til at eksplodere i en radius af 14 kilometer.”
Ifølge Charlie Tarby er afstand også en vigtig faktor for grådigheden.
Vi kan ikke se de ødelæggelser, vores t-shirt afstedkommer i Bangladesh. Vi kan ikke forholde os til de hormonelle og kognitive skader forskellige stoffer medfører i vores børn om fem år. Og Elon Musk kunne formentlig ikke selv finde på at give en børnearbejder en lussing, men han er så langt fra sine medarbejdere og underleverandører, at barnet og lussingen bliver diffus.
”Tidligere, når du ejede en virksomhed, så havde du højst sandsynligt kontakt med dine medarbejdere og leverandører. I dag har vi internationale selskaber og outsourcing – vor tids CEO har fjernet sig. Og også fjernet sig fra konsekvenserne af sine handlinger – på samme måde som mobning eskalerede, da vi fik mobiltelefoner, fordi det er nemmere, når du ikke står ansigt til ansigt med den, du skader.”
Våd drøm om Barbapappa-robotter
Charlie Tarby understreger, at en stor del af dansk erhvervsliv trods alt – eller desværre, fristes man til at sige - har en mere ambitiøs miljøpolitik end den danske stat.
”Jeg ville ønske, at danske politikere blev eksamineret på samme måde som studerende. At de blev stillet til regnskab for deres slyngen om sig med såkaldt bæredygtige strategier. Det burde være strafbart at investere milliarder i nye motorveje og kalde det bæredygtigt. Jeg gad godt, at dem der har langt mere magt og langt større aftryk også havde de tunge følelser, jeg render rundt med, eller satte handling bag ordene og gjorde nogle af de ting, jeg gør.”
Hvad er det for eksempel?
”Kun at rejse med tog. Og jeg har heller ikke købt nyt tøj i mange år. Der er rigeligt med tøj i verden, så jeg går bare i genbrug og finder det, jeg vil have. Det er en del af aflæringsprocessen – også i forhold til de studerende. Jeg mener faktisk, at vi undervisere og uddannelsesinstitutioner skal gå forrest som rollemodeller. Ikke mindst fordi politik, uddannelse og erhvervsliv er blevet blandet rigtig meget sammen.”
På et større og mere gennemgribende plan har Charlie Tarby en drøm om mikro-robotter.
”Alle borgere i verden skulle have fire kvadratmeter masse, og de skulle være lavet af mikro-robotter.”
Nærmere bestemt mikro-robotter med Babapappa-egenskaber viser det sig:
”De kan skifte form, farve og tekstur. Blive til en kop, når jeg har brug for det, og når jeg skal giftes downloader jeg en kode, som får min sofa til at blive en bryllupskjole, og når brylluppet er overstået, programmerer jeg kjolen til det, jeg så har brug for. Alle har den samme mængde til rådighed. I stedet for at handle med materie, kan vi handle med blueprints og kode. På den måde fjerner vi alt, der hedder transport og reducerer mængden af materiale,” siger Charlie Tarby og tilføjer:
”Men jeg skal ikke undervise de studerende i mine ideer. Jeg skal undervise dem til at kunne udvikle og udføre deres egne ideer og løsninger. De unge er meget bedre til at se alternativer – vi andre er svære at transformere, når vi kommer op i årene.”
