Salina Holmes er nomineret til Salling Future Friendly Talent-prisen for at udvikle innovative designløsninger ved at bruge biomimicry, et studie i naturens geniale løsninger. For eksempel et firben.

Uld er et godt eksempel på, hvor genial naturen er: det er smudsafvisende, temperaturregulerende og selvrensende. Helt uden brug af giftige kemikalier og ødelæggende produktionsprocesser.

 Vi kan lære meget af naturen, og det er præcis hvad biomimicry går ud på, og hvad Salina Holmes har valgt at fokusere på i sit bachelor-projekt med titlen ’Embracing Nature's Lessons’.

salina holmes”Naturen har formået at overleve over flere milliarder år ved hjælp af evolution. Hvilket betyder, at naturen har en solid kvalitetskontrol, som man kan inkorporere i design. Naturen har lært, hvad som fungerer, hvad der er passende, og hvad der holder her på jorden. Derfor giver det mening for mig at bruge naturen som inspirationskilde for at skabe langtidsholdbare produkter,” siger Salina Holmes.

Hun er nomineret til Salling Future Friendly Talent-prisen 2024, og en del af begrundelsen lyder:

”Hendes forståelse af, hvordan naturen løser udfordringer og tilpasser sig skiftende forhold, har ført til innovative designløsninger, herunder styles med aftagelige dele og mulighed for tilpasning, der afspejler et økosystem, hvor produkterne er fleksible og kan integreres på tværs.”

Job hos Pas Normal Studios

Salina Holmes blev færdiguddannet i januar med en bachelor i Design and Business - Sustainable Fashion Tech fra KEA, og fik med det samme job design- og produktionskoordinator hos Pas Normal Studios.

Og det var netop med udgangspunkt i brandet Pas Normal Studios, hun undersøgte anvendelsen af Biomimicry i designprocessen for at skabe cirkulærer og ansvarlige langtidsholdbare beklædningsprodukter til kvinder.

Igennem mit bachelorprojekt ”Embracing Nature’s Lessons” har jeg brugt Biomimicry som en alternativ kreativ designproces. I stedet for at bladre igennem et katalog af menneskeskabte kreationer, har jeg brugt naturen til at finde inspiration til mine designløsninger.

”Biomimicry handler ikke kun om at blive inspireret af naturens former og strukturer. Det handler om at dykke helt ned i naturens processer, se hvordan de fungerer og inkorporere det i sine designløsninger,” siger Salina Holmes og giver et eksempel:

”Et firben kan smide halen. Hvis man undersøger denne mekanisme, ser man, hvordan et firbens hale er opdelt i forskellige afsnit, hvor bruddet sker mellem de her afsnit og fungerer lidt ligesom en lynlås eller toiletpapir, der hvor det skilles fra hinanden. Af afkoble halen hjælper firbenet til at overleve kritiske situationer. Denne teknik inspirerer til hurtig og effektiv adskillelse af dele, som man kan inkorporere i sine designs, for at de også kan overleve længere på jorden.”

Fremsynet bidrag til modebranchen

Salina Holmes har lavet dybdegående undersøgelser af, hvordan inspiration fra naturen og principperne om biomimicry kan integreres i modebranchen. Hendes research har ikke blot bidraget til en teoretisk forståelse af biomimicry, men har også resulteret i konkrete anvendelser af disse principper i designprocessen for at imødekomme Pas Normal Studios' kvindelige målgruppe.

”Salinas projekt viser en imponerende evne til at kombinere teori med praksis. Hendes brug af biomimicry og innovative løsninger styrker ikke kun kollektionens funktionalitet, men skaber også en dybere forbindelse mellem forbrugeren og produktet,” siger hendes underviser Berit Konstante Nissen.

”Salinas arbejde med at integrere biomimecry i designprocessen for Pas Normal Studios repræsenterer et væsentligt og fremsynet bidrag til modebranchen og hendes evne til at kombinere kreativitet, teknisk viden og et dybt engagement i bæredygtige praksisser gør hende til en eksemplarisk kandidat.” 

I sit bachelorprojekt undersøgte Salina Holmes, hvordan Pas Normal Studios kan skabe en eksklusiv kollektion for kvinder ved at integrere biomimicry principper i deres designproces.

Hendes undersøgelse af PNS’ kvindelige Off-Race målgruppe tydeliggjorde et behov for alsidige produkter, der kan tilpasse sig forskellige situationer i løbet af en travl dag, hvor skiftende forhold opstår.

3D bænkebidder

salina 3dAt arbejde med naturen som udgangspunkt udelukker ikke de nyeste teknologier. I modulet ’Nature & Creativity’ fik Salina og hendes medstuderende frie tøjler til at eksperimentere og lege i 3D-programmet CLO.

”Vi skulle ikke tænke på, at tøjet skulle kunne produceres, man bare lade kreativiteten flyde. Her fandt jeg inspiration i bænkebiderens leddelte krop samt mosser, der vokser i skovbunden. Det endte ud i et ’Survival of the fittest’- outfit, hvor mosserne inspirerer til former og strukturer, og funktionen fra bænkebideren, som kan udvide og krølle sig sammen, ses i rygsækken med det oppustelige telt - et beskyttende hjem, man har med sig på ryggen.” 

Hvad tager du med dig fra din uddannelse?

”Først og fremmest har KEA givet mig en stor værktøjskasse, som jeg kan bruge ude i branchen - især CLO3D har været et nyttigt værktøj, og er efter min mening fremtiden for branchen. CLO3D er også noget, jeg kan bruge i mit job som Design & Production Coordinator i Pas Normal Studios. Her bruger jeg CLO3D til at skabe digitale prototyper, hvilket betyder, at vi kan justere ting, inden vi bestiller den første fysiske prototype hjem,” siger Salina Holmes.