Denne indkøbspolitik fastsætter de overordnede mål og rammer for indkøb af varer og tjenesteydelser på Københavns Erhvervsakademi (KEA). Indkøbspolitikken er et element i KEA’s strategi og skal derfor i videst muligt omfang understøtte opfyldelsen af KEA’s strategiske målsætninger.
Indkøbspolitik
Formålet med indkøbspolitikken er at effektivisere indkøb i bredeste forstand for derved at frigøre ressourcer til gavn for KEA’s formål.
KEA skal ikke bare opnå fordelagtige priser, når kvalitet, indkøbsvilkår og andre parametre tages i betragtning, men også effektivisere indkøbsprocessen i sin helhed. KEA skal i den forbindelse optræde som én kunde i forhold til leverandører og høste de koncernfordele, dette muliggør.
Indkøbspolitikken skal desuden sikre, at alle indkøb sker i henhold til gældende lovgivning og udbudsdirektiver, og at KEA i forhold til leverandører fremstår som en redelig og troværdig samarbejdspart.
KEA er sig sit ansvar som offentligt finansieret institution bevidst. Derfor inddrager indkøbspolitikken en række andre forhold end pris og kvalitet som afgørende for indkøbsbeslutninger, herunder etiske, sociale og miljømæssige hensyn. Det er et særskilt mål for KEA’s indkøb at minimere det totale ressourceforbrug set over varens/tjenesteydelsen samlede levetid.
Omfang
Indkøbspolitikken udmønter de overordnede mål og rammer for KEAs indkøb i en række konkrete regler og retningslinjer, der skal efterleves af alle institutionens indkøbsdisponerende medarbejdere og enheder.
Da indkøbsdisponeringen i vidt omfang foregår decentralt, er det de enkelte medarbejdere og enheder, der er ansvarlige for, at dette er tilfældet.
Indkøbspolitikken omfatter alle KEAs indkøb af varer og tjenesteydelser.
Indkøbspolitiske mål
KEAs målsætning er,
- At der gennem effektive indkøb og indkøbsprocesser skabes et økonomisk råderum, der kan anvendes til gavn for KEAs kerneaktiviteter
- At KEA indkøber efter princippet om ”rette kvalitet til formålet til bedst mulige pris”
- At KEA foruden pris og kvalitet også inddrager servicevilkår, driftsomkostninger, leveringssikkerhed og leveringsbetingelser i indkøbsbeslutningen
- At KEA koordinerer sine indkøb og optræder som én kunde i forhold til leverandører for derved at udnytte det samlede indkøbsvolumen til at opnå fordelagtige priser og indkøbsvilkår
- At anvende så få leverandører som muligt og økonomisk hensigtsmæssigt på de
enkelte indkøbsområder - At KEA i videst mulige omfang anvender centrale rammeaftaler eller gennemfører selvstændige udbud
- At standardisere og udnytte substitutionsmuligheder for de enkelte indkøbsområder
- At KEA gennem sine indkøb medvirker til at minimere ressourceforbrug og
miljøbelastning.
Organisering
KEA organiserer i videst muligt omfang sine indkøb som centralt indgåede rammeaftaler med dels lokale indkøbere, der organisatorisk er placeret i de enkelte enheder, dels centrale indkøbere placeret i Koncernadministrationen.
- Den lokale indkøber har sammen med den bevillingsansvarlige ansvar for, at
indkøbene sker i overensstemmelse med indkøbspolitikken og ved anvendelse af de indgåede aftaler - De centrale rammeaftaler indgås og administreres af en Indkøbsfunktion, der er placeret i Koncernadministrationen. Indkøbsfunktionen har ansvaret for at vedligeholde og udvikle indkøbspolitikken, at tilrettelægge og gennemføre udbud samt sikre, at de indkøbspolitiske mål realiseres i indkøbsaftalerne
- De centrale indkøb, der foretages i Koncernadministrationen, omfatter indtil videre følgende indkøbsområder: IT-udstyr, telefoni, kopi og print, kontorartikler, rengøring og vagt. Det er hensigten at udvide de centrale indkøb til også at omfatte inventar, bygningsvedligeholdelse samt abonnementer og tidsskrifter
- Koncernadministrationen har bemyndigelse til at indgå rammeaftaler
I øvrigt henvises til KEAs regnskabsinstruks, der indeholder fortegnelser over tildelte
bemyndigelser og brugerrettigheder.
Centralt indgåede aftaler
Centralt indgåede aftaler omfatter:
- Aftaler indgået af KEAs Indkøbsfunktion
- Koordinerede aftaler indgået af Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI)
- Koordinerede aftaler indgået af Moderniseringsstyrelsen (Statens Indkøb)
Indkøb uden aftaler
Når der er tale om beløbsmæssigt mindre indkøb (typisk indkøb af dagligvarer og småanskaffelser), kan der indkøbes uden aftale. På de områder, hvor der endnu ikke er indgået rammeaftaler, skal de lokale indkøbere inddrage Indkøbsfunktionen, før indkøb foretages.
Leasing
Leasingaftaler kan kun indgås af Koncernadministrationen.
Det er KEAs vurdering, at leasing kun er et økonomisk forsvarligt alternativ til køb i helt enkeltstående tilfælde og derfor bør undgås.
Leverandørforhold
KEA ønsker at opbygge gode, dynamiske og længerevarende relationer til sine leverandører.
Antallet af leverandører afstemmes ud fra hensyn til leverancesikkerhed, sortiment og serviceniveau samt de administrative omkostninger for KEA ved at håndtere flere leverandører.
Med henblik på at sikre fordelagtige indkøbsvilkår indgås der normalt aftaler, der sikrer de valgte leverandører et attraktivt volumen.
Etiske, miljømæssige og sociale hensyn
KEA vil gennem sine indkøb og leverandørvalg udvise et samfundsmæssigt ansvar og leve op til de etiske, miljømæssige og sociale standarder m.v., der gælder for offentlige institutioner.
Disse standarder indebærer bl.a.,
- At leverandøren og eventuelle underleverandører overholder FN’s konvention om børnearbejde, FN’s konvention om menneskerettigheder og FN’s konvention
vedrørende frihed og beskyttelse af retten til at organisere sig - At leverandøren respekterer ligestilling mellem køn, racer og religion
- At al adfærd i forbindelse med indkøb er etisk korrekt, fx med hensyn til fortrolige oplysninger, interessekonflikter og lignende, og af en høj professionel og legal standard
- At varen er produceret i overensstemmelse med nationale arbejdskrav (om fx
arbejdstagerrettigheder) - At varen er produceret i overensstemmelse med nationale anbefalinger (om fx
energiforbrug) - At varen og emballagen, hvor det er muligt, er fremstillet af genbrugsmaterialer, og at der ved fremstilling af varen ikke er anvendt miljøskadelige stoffer
- At varen ved levering, opbevaring, brug og bortskaffelse ikke medfører et unødigt ressourceforbrug eller indebærer en unødig belastning for mennesker eller miljø
Medarbejderes adfærd i forbindelse med indkøb
KEAs ansatte skal iagttage de almindelige habilitetsregler i forbindelse med indkøb.
For at undgå tvivl om sammenblanding af interesser, må indkøbsansvarlige ikke indkøbe til private formål hos KEAs leverandører til bedre priser og/eller handelsvilkår, som KEA kan opnå.
Det påhviler den indkøbsansvarlige at orientere Indkøbsfunktionen om alle evt. kundegoder i forbindelse med indkøb.
Bonuspoint hos flyselskaber og hoteller m.v. opnået i forbindelse med tjenesterejser tilfalder KEA.