Annicken besluttede at give Produktionsteknolog-uddannelsen en chance, og i dag er hun super glad for den viden og indsigt, hun har fået i produktion, bæredygtighed og materialer.

Skærmbillede 2023 06 29 kl. 14.19.44Norske Annicken Brandt Henriksen har altid været fascineret af fashion, og det var med KEAs designuddannelser på sigtekornet, at hun i 2021 flyttede til Danmark.

Men i stedet for Designteknolog besluttede hun at give Produktionsteknolog en chance. Det er hun meget taknemmelig for i dag, men det var ikke rosenrødt til at begynde med

”Det var faktisk en lidt svær start, fordi jeg blev langvarigt syg, og derefter havde svært ved at følge med,” fortæller Annicken.

”Jeg fik ’kun’ 7 i starten, og selvom jeg godt ved, at det er en god karakter, så var det skuffende for mig, fordi jeg var vant til at få 12-taller.”

Faktisk var Annicken tæt på at give op, selvom undervisningen var spændende studiekammeraterne og sammenholdet fik hende på andre tanker:

”Fem af os piger i klassen blev virkelig gode veninder. Og det er deres- og resten af mine studiekammeraters fortjeneste, at jeg holdt ved. De hjalp og opmuntrede mig og blev ved at sige ’Kom nu, du kan godt. Fokuser på det, du er god til i stedet for det, du er mindre god til.’”

Du kan 100 procent være ligeså kreativ her, som på designuddannelserne.

 

Det råd tog Annicken til sig, og da det blev tid til at vælge valgfag, og hun dermed kunne specialisere sig indenfor det, hun brændte for, kom 12-tallerne tilbage.

”Det viser, hvor vigtigt det er at finde noget, man er passioneret omkring, men også at stole på sig selv og fokusere på det positive,” siger Annicken som valgte Quality Management Systems og Sustainability & Product Development som valgfag.

”Jeg valgte det, jeg er god til, og der hvor jeg kunne udforske materialer og det kreative.”

Hvad vil du sige til andre med designdrømme?

”Du skal tænke på, hvad der ligger bag design - hvad det kræver at kunne udføre design - og at du vil være virkelig godt klædt på til at starte din egen virksomhed, hvis du tager produktionsteknologuddannelsen. Du kan 100 procent være ligeså kreativ her, som på designuddannelserne. Du kan gøre alt, hvad du vil og du lærer fx Solid Works og 3D design, som er et virkelig godt udgangspunkt, hvis du vil designe.”

Øgede bæredygtigheden hos isproducent

Annicken valgte at tage sin praktik i Norge hos Diplom Is.

”Allerede første dag blev det klart, at jeg virkelig har lært meget på uddannelsen – jeg kan virkelig noget,” siger Annicken som blandt andet fik til opgave at finde ud af, hvor meget spild de havde i produktionen.

”Det var spændende at få frie tøjle til at undersøge og bidrage med noget – både fagligt og socialt. Jeg lavede nye løsninger til, hvordan de kunne registrere spild korrekt. Og jeg udviklede en art tragt som stoppede spildet på en af deres maskiner- de troede ellers, de var nødt til købe en ny, men mit hack løste problemet. Efter praktikken stod det klart, at jeg virkelig har udviklet mig, og jeg forstår nu, hvor brugbar denne uddannelse er.”

Jeg har fundet ud af, hvor relevant produktionsteknolog er.

 

Annicken har på ingen måde lagt design på hylden - hun har en hæklevirksomhed ved siden af studierne. Og nu hvor hun er dimitteret som produktionsteknolog, har hun både søgt ind på top up’en i Fashion Management og Produktudvikling & Teknisk Integration.

”Jeg er stadig interesseret i fashion og design, men jeg har fundet ud af, hvor relevant produktionsteknolog er, og vil gerne fortsætte i det spor tilsat businessdelen, som man får med på Produktudvikling & Teknisk Integration.”

Og drømmen?

”At opfinde et produkt, der ikke findes og starte min egen virksomhed. Hvilket både Produktionsteknolog samt PTI’en giver virkelig gode forudsætninger for.”