De fem dommere var fuldstændig enige, da de skulle vælge en vinder: det blev Regal Boats i USA, som har skabt en exceptionel god praktik for Rasmus Christensen, der læser til produktionsteknolog på KEA.
Vinderen af årets KEA-praktik 2017 er fundet!
Rasmus Christensen har været i praktik i Orlando, Florida, hvor den store amerikanske bådproducent Regal Boats har hjemme, og hvor han i dén grad gjorde viden til produkter:
”Vi er beærede over at have vundet Årets KEApraktik. Rasmus har været et enormt aktiv for os og hjulpet med at forbedre vores processer og flow. Med det arbejde, han og holdet har gjort, er vores procestid faldet omkring 40 procent på det specifikke område. Han repræsenterer KEA med den største professionalisme,” siger Mark Vahle, Director of Manufacturing hos Regal Boats.
Omvendt er det uvurderligt for de studerende at få lov at være en del af hverdagen i virksomheder, som forbedrer deres selvtillid samt tester og forfiner deres færdigheder:
”Tilgangen til mig og min praktik har været utroligt positiv. Mange af de løsningsforslag, jeg har været med til at udarbejde, er blevet implementeret i produktionen. Det har været alt fra arbejdsmiljø, produktivitet, kvalitetssikring og Lean. Alt sammen værktøjer jeg har tillært mig på KEA og helt fantastisk at få lov til at prøve så mange teorier af i praksis. Jeg har haft en dedikeret vejleder i Ed Saley og er blevet inddraget i hverdagen i virksomheden. De bad om at jeg fremlagde mit arbejde og observationer, hvilket har været meget motiverende,” siger Rasmus Christensen, som efterfølgende blev tilbud job i virksomheden.
”Rasmus har taget udfordringen op hos Regal Boats og vist, hvor meget værdi en KEA-studerende kan skabe i en virksomhed på selv kort tid. Og jobtilbuddet fra Regal Boats understreger dette,” siger Jørgen Ravnsbæk, chef for KEA Erhverv.
”Rasmus har været med til at forbedre arbejdsmiljøet, han har skåret produktionstiden med 40 procent og i det hele taget skabt konkrete resultater for virksomheden og gjort en forskel for medarbejderne, og derfor er han også blevet tilbudt job. Det kan kun ske, fordi hans faglighed er blevet taget alvorlig, og Regal Boats har givet ham plads og haft tillid til at han kunne bidrage,” lyder det fra juryen.
Juryen bed også mærke i, at Rasmus Christensen havde gjort sig nogle interessante betragtninger omkring de kulturelle forskelle mellem USA og Danmak.
Overvældende mange studerende havde indstillet deres praktik og praktikplads til at blive årets KEA-praktik.
De mange indstillinger understreger, at de studerende er vilde med at komme ud i erhvervslivet og bringe teorien og deres færdigheder i spil. Ligesom det er tydeligt, at virksomhederne virkelig har gavn af praktikanterne og gør et stort stykke arbejde for at udvikle deres kompetencer.
Det er også tydeligt, at praktikken er den perfekte ansættelsessamtale – rigtig mange får job i virksomheden efter endt praktik.
Rasmus Christensen og Regal Boats går videre til den nationale konkurrence Årets Erhvervsakademipraktik, som uddeles i Operaen i København 16. maj.