Praktikken hos Focus2 viste Victor Drevskich, at en gymnasial baggrund ikke er nogen hindring for at tilegne sig stor viden om installationer og udmærke sig som bygningskonstruktør. Victor og Focus2 er én af fem nominerede til Årets KEApraktik-pris.
Victor fik banket selvtilliden op
Victor Drevskich søgte ind på bygningskonstruktøruddannelsen på KEA med en studenterhue og ikke en håndværkerbaggrund i rygsækken. Det gjorde ham umiddelbart usikker, da han skulle i praktik hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Focus2:
”Jeg blev hurtigt skubbet ud af min egen komfortzone ved at arbejde med installation, men lærte ligeså hurtigt, at det er min egen tvivl mere end noget andet, der holder mig tilbage. Efter et halvt år hos Focus2, kom jeg ud på den anden side med et rigere perspektiv og ideen om, at alt kan løses, hvis man holder hovedet koldt. Jeg hoppede ind i en virksomhed uden kendskab eller forståelse for noget installations-teknisk, langt væk fra skolens sikre rammer i en branche jeg ikke vidste, om jeg ville fortsætte i. Praktikstedets ansatte lærte mig dog meget hurtigt, at man oftest kan mere, end man selv tror - og er man i tvivl, spørger man,” siger Victor Drevskich.
Og det kan faktisk udmærket være en fordel at have en gymnasial baggrund:
”Qua hans gymnasiale baggrund har han en stor fordel på tale og skrift og har en stor teoretisk rygsæk med sig. Og ja, så er lidt udfordret på det praktiske, men det er han kommet efter. Victor har fået lov at prøve meget forskelligt fra projektering, udbudsmateriale til byggeledelse og mangel-gennemgange, han har været hele møllen rundt og har faktisk kunne løfte det hele. Han er super god og har været rigtig godt til at sætte sig ned og nørde igennem, når han har været i tvivl. Vi har sat stor pris på hans gåpåmod og engagement,” siger Thomas Hyldgaard, direktør i Focus2, som i det hele taget er svært begejstret for bygningskonstruktør-studerende:
”Vi har haft praktikanter i de seneste 10 år, og vi har også haft ingeniør-praktikanter, men er gået tilbage til stort set kun at have konstruktør-praktikanter. Bygningskonstruktør-studerende har mere gåpåmod. Man kan nemmere give dem en opgave, som de selv bruger tid på at sidde og nørde med og finde løsninger på.”
Victor Drevskich har undervejs i praktikken været involveret i blandt andet projektering og byggeledelse af ældre boliger i København helt tilbage fra 1910 og op til nybyggeri med fokus på installation og konstruktionsteknik. Og hvad han måske ikke havde i konstruktions-teknisk erfaring, har han BIM og Excel.”Focus2 har fuldstændig vendt op og ned på min verden som konstruktør. Selvom jeg ingen reel teknisk baggrund har, har virksomheden sørget for, at jeg kom ud på den anden side ligestillet med mine tekniske med-studerende. Jeg er dem derfor evigt taknemmelig.”
Og det blev bemærket hos juryen:
Begge parter er gået helhjertet ind i praktikken. Virksomheden har været villig til at bruge tid på at sætte Victor grundigt ind i de tekniske detaljer indenfor et område, som han ikke kendte til i forvejen. Og Victor har været engageret og interesseret i at sætte sig grundigt ind i stoffet og finde løsninger på de opgaver, virksomheden har givet ham.
Victor har leveret til produktion og skabt helt konkrete resultater – han har været en del af faget.”
Victor og Focus2 er én af de fem nominerede til Årets KEApraktik-pris. Vi offentliggør alle fem nominerede disse dage. Vinderen af Årets KEApraktik offentliggøres den 22.april.
Den nationale konkurrence Årets Erhvervsakademipraktik er desværre aflyst i år grundet Corona.
Juryen består af:
Hans Henrik Ter-Borch – senior project manager hos Rockwool
Lars Kruse, iværksætter og rainmaker samt forretningsudvikler hos Prolike
Asger Halberg Hansen, praktikkoordinator på KEA