Skift i mindset fra "væk fra" til "hen imod"
For at arbejde bæredygtigt med innovation kræver det ifølge Erik Micheelsen helt grundlæggende en omstilling i den måde, vi tænker innovation på i dag, hvor mulighederne og ressourcerne ved innovationen kommunikeres tydeligt. Denne pointe deles af EUROPEAN ENVIRONMENT AGENCY, der går så langt at sige, at man helt bør droppe at tale om på vækst og effektivisering, når man taler om innovation, og i stedet lægge kræfterne i, at de udviklingspotentialer, den teknologiske innovation medfører, er bæredygtige – især set i forhold til klima og miljø.
For at nå dertil, stiller det ifølge Erik Micheelsen først og fremmest krav til en adfærdsændring i virksomhederne i måden at gå til forretning på, og det vil helt grundlæggende kræve en mere positiv tilgang i arbejdet med bæredygtighed:
”Vi har i virksomhederne længe arbejdet med ”væk fra”-aktiviteter; væk fra spild, væk fra overforbrug af CO2, væk fra ikke-bæredygtighed. Men det er nødvendigt, at vi i stedet ændrer vores mindset til en ”hen imod-kultur”: Hvordan skaber vi en bæredygtig arbejdskultur? Hvordan skaber vi et positivt ressourceregnskab? Hvordan skaber vi forretningsmodeller omkring bæredygtighed?” Forklarer Erik Micheelsen og understreger, at henimod-kulturen i sig selv bliver bæredygtig, idet kommunikationen om de positive bæredygtighedsaktiviteter vil skabe nye kunder, sikre de bedste partnere og dermed skabe ny forretning.
Kulturforandring under opsejling
Fremtiden for innovation og bæredygtighed bygger derved på en kulturforandring. Det understøttes af innovationsforskerne Pansera og Fressoli, der kalder den nye kultur for ”the post-growth era” og ser en tendens til, at organisationer, der tænker innovation som værdiskabelse frem for ren profit, også organiserer sig anderledes, idet ledelsesstrukturerne er mere horisontale frem for vertikale, og medarbejderne herved helt naturligt involveres mere i innovations- og bæredygtighedsarbejdet (Pansera og Fressoli, 2020). Det er dermed organisationen som helhed, der skal på banen i arbejdet med innovation og bæredygtighed.
”Innovation og bæredygtighed er nødt til at være en grundlæggende del af virksomhedens kultur. Der er rigtig god grobund for, at nye idéer er bæredygtige, når de opstår på tværs af organisationen, qua organisationens økosystem, fordi sandsynligheden for såvel udvikling af idéer som ejerskab over dem hermed bliver størst. Og netop bæredygtighed som drivende kraft for innovationsdagsordenen i virksomhederne er rigtig god at tage udgangspunkt i i det praktiske arbejde, fordi det gør hele processen mere konkret og lettere at arbejde med,” understreger Erik Micheelsen og fortsætter:
”Udfordringen er dog, at når der er tale om kulturændringer, kan vi som ledere ikke bare skabe forandringer med et snuptag, men vi har behov for værktøjer og metoder, der kan hjælpe os til at igangsætte og rammesætte de ønskede forandringer for organisationen som helhed henimod en mere innovativ og bæredygtig forretning. Det kræver, man har organisationen med, og det kræver, at man som topledelse er indstillet på, at det er den vej, man vil gå, og at man tør ændre sit vante mindset væk fra et rent vækstparadigme til i højere grad at have andre mere bæredygtige værdier i fokus,” afslutter Erik Micheelsen.