Det er nu lykkedes komme i mål med ansættelsen af to stærke chefer, som i fællesskab skal stå i spidsen for KEAs fremadrettede arbejde med Forskning, Karriere og Relationer.
To nye chefer til Forskning, Karriere og Relationer
Pr. 1. juni 2022 får KEAs enhed for Forskning, Karriere og Relationer to nye chefer i skikkelse af Marie Birk Jørgensen og Mia Rudolph-Lentz, der skal være chefer for hhv. Forskning og Innovation samt Karriere og Relationer og som herigennem skal samarbejde om en fælles strategisk udvikling af området.
Begge chefer kommer til at referere til uddannelsesdirektør, Katja Munch Thorsen.
Forskning og Innovation
Ny chef for Forskning og Innovation bliver Marie Birk Jørgensen, der kommer med et mangeårigt kendskab til forskning, innovation og forskningens infrastruktur i bagagen. Marie har solid erfaring med at lede forskere, videnmedarbejdere og konsulenter i både inkrementelle forandringer, fusioner og daglige beslutninger, der understøtter en stærk anvendelsesorienteret forskning og innovation samt god kernedrift. De seneste år har Marie som afdelingsleder i Københavns Kommune arbejdet med at bringe evidens, analyser og rådgivning ind på kommunens arbejdspladser så effektivt som muligt.
På KEA får Marie til hovedopgave at lede arbejdet med at styrke uddannelsernes videngrundlag ved at bringe relevant ny viden ind i KEAs uddannelser – i tæt samarbejde med chefer og medarbejdere på KEAs programområder. Det bliver bl.a. Maries opgave at videreudvikle og styrke arbejdet med forskning og udvikling og opbygge levedygtige forsknings- og udviklingsmiljøer på KEA, samt at udvikle projekter og initiativer, der gør KEA til en stærk samarbejdspartner for virksomheder og forskningsmiljøer inden for det samlede videnkredsløb.
Marie er uddannet cand. Scient fra Institut for Idræt og har en ph.d. i arbejdsmiljø fra samme sted. Marie bor på Østerbro i København.
Karriere og Relationer
Ny chef for Karriere og Relationer bliver Mia Rudolph-Lentz, som kommer med et indgående kendskab til erhvervslivets betingelser og har erfaringer fra samarbejde med erhverv og virksomheder omkring beskæftigelse og iværksætteri. Som chef for Strategi og Forretningsudvikling i Københavns Erhvervshus gennem 6 år har Mia bl.a. haft ledelsesansvaret for at udvikle 360° Erhvervsservice, Iværksætterindsatsen, Code of Conduct, CRS-strategier og resultatskabende beskæftigelsestilbud. Senest har Mia været uddannelsesleder for industriuddannelserne på Next, hvor hun har bl.a. har været med til at udvikle og implementere et nyt Teknologifag for meriterede elever, på tværs af fem uddannelser og med fokus på efterspurgte kompetencer i erhvervslivet.
På KEA skal Mia stå i spidsen for Karriere og Relationer, hvor hun får til hovedopgave at lede arbejdet med at styrke uddannelsernes videngrundlag igennem relationerne til omverdenen, heriblandt erhvervslivet, internationale samarbejdspartnere, klyngerne, interesseorganisationer samt KEAS alumner. Desuden får Mia ansvar for KEAs arbejde med pædagogisk og didaktisk udvikling rettet mod undervisere og studerende samt understøttelse af KEAs arbejde med frivillighed – alt sammen i tæt samarbejde med KEAs programområder.
Mia er uddannet lærer og har desuden en Master of Management Development fra CBS. Mia bor i Vanløse med hendes mand og deres to drenge.
Om valget af de to nye chefer til FKR siger Uddannelsesdirektør, Katja Munch Thorsen:
”De to nye chefer kommer begge med solid ledelseserfaring. I forhold til valget af Marie Birk Jørgensen som ny chef for Forskning og Innovation har vi lagt vægt på, at hun kommer med stærke erfaringer fra arbejdet med forsknings- og vidensomsætning, ligesom hun har nogle visionære bud på, hvordan KEA kan arbejde inden for feltet fremover. Som ny chef for Karriere og Relationer har Mia Rudolph-Lentz relevante erfaringer fra Next, bl.a. ifm. implementering af trepartsaftalen og udvikling af initiativet Stærk Opstart. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med begge de nye chefer.”