Den rivende udvikling i teknologien er det grundlag, KEAs dimittender skal ud og arbejde i, så derfor er Teknologi et af KEAs tre strategiske pejlemærker. Pejlemærket Teknologi handler også om en kritisk tilgang og at tænke bæredygtighed og forretning ind i brugen af teknologi.
Teknologi der løfter
KEA har fået ny strategi og et af de tre bærende pejlemærker er 'Teknologi der løfter'. Designværktøjer, produktionsformer, salg og service - teknologien ændrer på det hele, og det er den virkelighed KEAs dimittender skal ud at arbejde i.
”I dag er det sådan, at hvis ikke man som virksomhed følger med, kan man risikere at blive overflødig. Og hvis man skal have en langtidsholdbar værdi som medarbejder, skal man være i stand til at arbejde med teknologi, udvikle og være en del af den. Og hvis vores dimittender skal kunne det, skal vores undervisere og vores studiemiljøer også,” siger uddannelsesdirektør Katja Munch Thorsen om baggrunden for det strategiske pejlemærke Teknologi der løfter og uddyber:
”Ambitionen er, at vi skal være tættere på det nye hele tiden, vi skal faktisk helst være lidt foran den teknologiske udvikling - ikke Ole-opfinder, men være på forkant med, hvad der bliver teknologisk toneangivende. Og ikke bare høre om det og læse om det, men afprøve og anvende det. Vi investerer en masse i ny teknologi på KEA, vi har mange labs og værksteder, vi er i gang med at udrulle en ny Lab-strategi, vi gentænker understøttelsen af den praksisnære undervisning og læring gennem erfaring og investerer flere penge i det her område. Og det er for så vidt ikke nyt, men for os handler det også om at se teknologi i en sammenhæng, ikke mindst med bæredygtighed.”
Er det bæredygtigt at købe ny teknologi?
”Ja, hvis man har fokus på at købe bæredygtigt ind og skille sig af med de gamle ting på en bæredygtig måde. Og det er til stadighed en udfordring. Der ligger en potentiel selvmodsigelse, men det handler om at spørge er det reelt nødvendigt at købe nyt? Og sikre sig, at det man køber holder og kan genanvendes. Vi prøver generelt at stille krav til vores leverandører om, at det vi køber, skal vi kunne levere tilbage efter brug, og de skal tage ansvar for, at enkeltdelene bliver genbrugt” siger Katja Munch Thorsen og uddyber:
”Meget af bæredygtighedsudviklingen er drevet af teknologiudviklingen, og mange af dem, vi uddanner, skal selv ud at indkøbe teknologi, og derfor er det vigtigt at se teknologi og bæredygtighed i sammenhæng. Hvordan kan vi bruge teknologien til at flytte industrien i en bæredygtig retning, og hvordan kan vi fx udnytte automation sådan, at mennesker ikke skal lave usundt arbejde.”
”Det vigtigste er praksisnærhed og læring gennem erfaring. Vi skal have et godt studiemiljø, hvor de studerende kan få lov at prøve ting af og eksperimentere. Når jeg taler med virksomheder, så siger de, at noget af det fedeste ved KEA-dimittender er, at de er modige og har lyst til at kaste sig ud i at afprøve nye teknologier, også dem de ikke kender. De har fået et mod på at afprøve teknologier med sig fra uddannelsen, som kan mærkes i deres tilgang til opgaverne. De er ikke bange for at sætte sig ind i nye ting. Og så er en del af lab-strategien også at indgå samarbejder med virksomheder, som har det virkelig dyre og tunge udstyr, så vi ikke selv behøver købe det. Vi kan til gengæld være førende på kompetencer på systemsiden i forhold til IoT, AI og automatisering. Og vi kan fx lave et hus-i-huset, som vi gør på Lygten 16, hvor de studerende kan afprøve alt, hvad der har med energioptimering og installationer at gøre. Vores studerende skal ikke bare vide, de skal også kunne, og vi vil gerne være en teknologisk legeplads.”
Et eksempel på det er den forholdsvis store opgradering af optometri-udstyr, som KEA lavede sidste år, fordi der har været en stor udvikling i digitaliseringen af instrumenterne:
”Præcisionen er øget markant - man kan simpelthen se og opdage flere ting. Og der nytter det ikke at holde igen og overlade de studerende til teoretisk tørsvømning – de skal kunne afprøve og mestre de nye instrumenter. Men vi har været grundige i vores indkøb, genbrugt hvor det kunne lade sig gøre og nøjedes med at udskifte delkomponenter af det materiel, vi havde i forvejen. Hvilket jeg synes er et godt eksempel på, hvordan man kan arbejde velovervejet med teknologianskaffelse,” siger Katja Munch Thorsen.
KEAs tre pejlemærker
Inden for de brancher, KEA uddanner til, drives den bæredygtige udvikling ofte af ny teknologi, og derfor er det vigtigt, at KEAs uddannelser klæder de studerende på til både kritisk og innovativt at kunne anvende ny teknologi og kunne vurdere forskellige valg af materialer, teknologier, metoder osv. i forhold til et bæredygtighedsperspektiv – og om det er en god forretning. Det enkelte pejlemærke er ikke så interessant i sig selv - det er kombinationen af de tre, der gør en forskel.
Læs mere om KEAs nye strategi og ikke mindst samspillet mellem de tre pejlemærker bæredygtighed, teknologi og forretning i nyheden "KEA får ny strategi" og på vores strategis