Creative Branding-studerende fra KEA har forvandlet en start-up ide, med optændingsbriketter af siv og bivoks, til et markedsklart brand for iværksættere fra Cphbusiness. Et win-win uddannelsessamarbejde.
Studerende satte ild til start-up
Studerende på Creative Branding på KEA har hjulpet en række iværksættere fra Cphbusiness med at udvikle nye brand-universer.
Fx Johannes Vallentin, og hans kompagnoner, som står bag ideen med at forvandle invasive siv til bæredygtige optændingsbriketter under navnet Økoignite. De studerende fra KEA fandt på det mere mundrette navn Gnist, og har skabt en hel brandidentitet inklusiv hjemmeside og emballage til iværksætterne fra Cphbusiness.
Underviserne på Creative Branding ser et klart win for begge parter:
”De studerende kan virkelig hjælpe iværksætterne, som står i en situation, hvor de har meget specifik viden om det produkt, de har skabt, men mangler viden om, hvordan man får skabt et brand og kommer ud over rampen med produktet,” siger Marie-Louise Lynge, lektor på Creative Branding.
Bidrager til et højt fagligt niveau
En stærk brandfortælling og visuelt udtryk kan iværksætterne både anvende til at rejse penge fra investorer eller gå direkte på markedet. Omvendt kan de studerende fra Creative Branding bringe deres kompetencer i spil, på en måde hvor deres arbejde med brandstrategi og identitet ofte kommer ud at leve i virkeligheden.
”Der er en stor motivation for at arbejde sammen fra begge sider, hvilket bidrager til et højt fagligt niveau. For vores studerende på Creative Branding er det også relevant at lave reelt arbejde, de kan showcase i deres portefølje, når de er færdige med deres uddannelse hos os, og skal ud at have job,” siger Marie-Louise Lynge.
Håber på endnu mere samarbejde
Hun, og kollegerne Nanna Kanneworff, Mette Vilsøe Lowth og Trine Bekkersgaard Stark, ser derfor samarbejdet som særdeles frugtbart for begge parter, og de er derfor ”meget åbne overfor endnu mere tværgående projektarbejde” i forbindelse med den kommende sammenlægning af KEA og Cphbusiness.
Det samme mener Johannes Vallentin fra Gnist:
”Der bør absolut lægges endnu mere energi i tværgående samarbejder som dette. Hele processen har været enormt inspirerende og meget givende for vores virksomhed. De studerende fra KEA formåede at indtage rollen som mediebureau på en rigtig god måde, hvilket har resulteret i, at vi konkret har kunnet adoptere deres løsninger.”
Fra teori til praksis – med stor værdi
For Thea, Simone, Max og Emma, som arbejdede på Gnist-projektet, var det fedt at se, hvor meget deres arbejde betød for Gnist, og hvordan de tog det ind.
”Vi har virkelig sat pris på at arbejde med en virksomhed i den tidlige opbygningsfase, hvor vi kunne være med til at forme identiteten fra starten. Og det var skønt at mærke, hvordan vores løsning ramte plet, og hvor meget den betød for dem.
For os har det været en lærerig oplevelse at omdanne teorien fra undervisningen til praksis, og spændende at omsætte Gnist’s vision og ambitioner til en konkret strategi og en stærk brandidentitet.”