En gruppe designstuderende har skabt et koncept til Helsam, der bringer alle fem sanser i spil - tilsat en ordentlig omgang Marie Kondo og en podcast. Det nye retail univers giver en roligere og mere overskuelig oplevelse.
Studerende giver Helsam en holistisk makeover

Når man træder ind i en Helsam-butik, mødes man af en overflod af produkter fra gulv til loft. Og det er dejligt med et stort udvalg af produkter, som ikke nødvendigvis findes andre steder, men det kan også skabe forvirring og ubeslutsomhed hos kunderne. Det problem har tre designstuderende nu adresseret i et projekt, der fornyer Helsams visuelle identitet og kundeoplevelse – både fysisk og online.
Et godt brand, der trænger til fornyelse
"Helsam er en interessant virksomhed med et virkelig godt produktsortiment, gode værdier og som arbejder meget med bæredygtighed og ansvarlighed. Men også et brand, vi syntes trængte til at blive støvet af," lyder det fra Anna Rahbek, Ane Kirkmand og Louise Rosager, som var i gruppe sammen på valgfaget Retail Design på Designteknolog-uddannelsen.
Gennem kundeundersøgelser opdagede gruppen, at forbrugerne generelt er positive over for Helsams service og troværdighed, men negative over for de fysiske rammer, som opleves rodede og overvældende.
Sanselig ro og Marie Kondo
"For mange produkter giver ubeslutsomhed og forvirring. Derfor har vi re-designet butikkerne med fokus på lethed og etableret underskabe, så ikke alle produkterne står fremme, men kan gemmes væk.”
Det fysiske rum har fokus på naturlige materialer, og høresansen stimuleres med musik i en særlig beroligende frekvens, mens lugtesansen vækkes med en signaturduft baseret på brændenælde, appelsin, vanilje og rosmarin, som diffuses i butikkerne. Og på den måde skaber genkendelighed.
Selv smagssansen er tænkt ind i konceptet med en signatur-te, der indeholder brændenælde, kamille, citronmelisse, fennikel og æblestykker.
"Vi afprøvede det hele på et testpanel, og de var meget positive. De sagde, at alle elementer havde en meget beroligende effekt.”

Nyt logo med dybe rødder i naturen
En anden markant ændring er gruppens forslag til nyt logo.
"Her har vi haft fokus på det traditionelle og nostalgiske. Vi har valgt at lade os inspirere af gamle apoteks-etiketter, især den runde form, og typografien er mere let og enkel."
Centralt i logoet står brændenælden – en bevidst symbolsk beslutning fra de studerendes side.
"Vi har valgt brændenælden, da denne helseplante er en af de mest udbredte i den danske natur. Derudover vækker den genkendelse hos mange, ofte forbundet med barndomsminder og naturoplevelser," lyder det fra gruppen.
De studerende har med andre ord arbejdet systematisk med alle fem sanser for at skabe et komplet univers.
Digital fornyelse – og en podcast
De studerendes make over omfatter også Helsams online tilstedeværelse med en ny hjemmeside og Instagram-profil. Og så har de også udviklet et podcast-koncept til helsekæden.
"Under vores Tech Lab-undervisning kom vi frem til, at en podcast ville være en god mulighed for at differentiere Helsam fra konkurrenterne, og en rigtig god måde at kommunikere deres værdier og viden på.”
Podcasten med navnet ’Naturligt nok’ er tænkt som en samtalepodcast, der dykker ned i sundhed, holistisk livsstil og naturlig velvære.
”Vi inviterer eksperter, fagfolk og inspirerende gæster til at dele viden om alt fra kosttilskud og mental balance til bæredygtige valg og spirituel udvikling. Gennem ærlige samtaler og nyeste viden, udforsker vi, hvordan naturlige løsninger kan styrke både krop og sind. Podcasten skal give dig inspiration og konkrete redskaber til en sundere og mere bevidst hverdag,” lyder det fra gruppen.
Fra klasselokale til virkelighed
De tre studerende, som går på 4. semester i valgfaget Retail Design, fortæller, at projektet har givet dem mulighed for at anvende hele deres teoretiske fundament.
"På rigtig mange måder har vores tilgang fra start til slut taget fat i alt det, vi har lært på vores uddannelse: At analysere en virksomhed, identificere hvem vi skal kommunikere til, og hvordan vi koder kommunikationen også i forhold til online platforme.
Vi har været på mange virksomhedsbesøg, og al den viden udefra har vi også brugt i denne opgave. Det har været et befriende og anderledes valgfag med passionerede undervisere og fede gæsteundervisere."
Alle grupperne præsenterede deres koncepter for et "retail-panel" bestående af de erfarne branchefolk Peter Juul Regnersgaard og Jakob Schmidt Clausen fra TrueGum samt Creative Director Victor Lieberath.

Om forfatteren
