Studenterrepræsentant: Afskaf kvote 1 og 2

Helt fra barnsben af, er jeg blevet fortalt, at uddannelse er den vigtigste ressource, vi har i Danmark.

Dermed er det også den vigtigste sektor og noget, vi konstant må udvikle på og forbedre, for at holde standarden høj og sikre at vi imødekommer arbejdsmarkedets behov. Alligevel har vi valgt at skabe et optagelsessystem, der bygger på et karaktergennemsnit, som opbygges i en ung alder og derfor ikke nødvendigvis er en fyldestgørende indikator for, at man optager de dygtigste mennesker.

En UNDERSØGELSE fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at hver fjerde gymnasieelev har fravalgt fag, eller fravalgt at hæve niveauer i fag, som de synes var spændende, fordi de vurderede, at det kunne trække deres karaktergennemsnit ned.

Vi lader derfor nu karakterer diktere, både hvilken videregående uddannelse, vores unge kan fortsætte på, men også hvilke fag, de vælger. Det tyder mere og mere på, at vi arbejder ud fra et forældet system, som ikke blot kan løses med en ny karakterskala.

Jeg tror, at dette karakterfokus blandt andet er årsagen til den præstationskultur, som den danske ungdom lider under i dag. Vi bliver nødt til at stræbe efter at skabe et optagelsessystem, der vurderer personer fyldestgørende og tager alle parametre i betragtning, og ikke blot et tal i et karakterblad.

Erhvervserfaring mindst lige så værdifuldt som karakterer

Det er også vigtigt, at vi i større omfang sidestiller faglærte med gymnasieuddannede.

Dette gælder for rigtig mange uddannelser i dag, eksempelvis uddannelsen som bygningskonstruktør på Københavns Erhvervsakademi. Min erfaring herfra er at erhvervserfaring er mindst lige så værdifuldt som karakterer – og dette gør sig gældende på en lang række af Erhvervsakademiernes uddannelser.

Jeg mener at erhvervserfaring er mere værdifuldt end karakterer, og vi skal sikre at faglærte, også senere i livet, kan konkurrere med nyudklækkede gymnasieelever på kvote 1. I dag udgør kvote 1 80 procent af det samlede optag – det betyder at 80 procent kommer ind på deres karakterer. Det synes jeg er problematisk på mange uddannelser, fordi vi ikke får udbytte af en masse dygtige mennesker med relevant erhvervserfaring.

Jeg blev selv optaget gennem kvote 2 og i høj grad på baggrund af min erhvervserfaring, og jeg oplever at jeg har gode forudsætninger for at anvende teori i praktiske situationer.

Indførelsen af kvote 2 er et bevis på, at jeg ikke er den første, der har set et problem med optagelsen udelukkende på et gennemsnit. Jeg mener dog at kvote 2 blot agerer som en slags lappeløsning i et forældet system.

Vi har brug for at nedlægge kvote 1 og 2, og erstatte dem med et system, der vurderer på forskellige parametre, både de bløde egenskaber som sociale færdigheder og erfaring, samt faglige egenskaber som matematisk og sproglig formåen.

Udflytning opdeler i A- og B-hold

Dette leder til den anden problemstilling om udflytning af studiepladser til provinsen. Her er jeg sikker på, at intentionen har været hæderlig, men i praksis opstår der nogle udfordringer, som vi ikke kan ignorere.

Det er både svært og ressourcetungt at flytte uddannelser til provinsen og efter min mening begynder man at ændre ved noget, som allerede fungerer.

Min opfattelse er, at langt de fleste unge vælger by, før de vælger uddannelsesinstitution. Det kan vi ikke ændre på, og jeg tror, at langt de fleste unge vil foretrække at studere i København eller Aarhus, frem for Hillerød og Vejle.

Derfor vil de unge sætte mindre byer nederst på prioritetslisten og dette vil resultere i, at de svageste kandidater (i en karakterbaseret vurdering) vil ende med at studere uden for storbyerne. På den måde skabes et A- og B-hold, hvilket ikke gavner hverken akademikere eller erhvervsuddannede.

I den forbindelse kan man altså sige, at en ændring i optagelsesprocessen kan være med til at modarbejde den ulighed, jeg netop har beskrevet.

Gode intentioner kan have modsat effekt 

Urbaniseringen er ikke noget, vi kan ændre med et snuptag, det er en international trend og som stat synes jeg bestemt man skal spørge sig selv, hvor energien (og pengene) bruges bedst. Og om der måske kan skabes bedre balance mellem by og land på andre måder, eksempelvis ved at styrke den kollektive trafik i provinsen.

Jeg er bange for, at de nye reformer vil give bagslag og bevirke, at det er de bedst stillede, som får lov at studere i storbyerne, og dermed også kommer til at få de bedste arbejdspladser, og så er vi tilbage ved mere ulighed mellem land og by.

Vi har brug for at gentænke vores optagelsessystem og det kræver et opgør med det traditionelle kvotesystem. Hvis vi er modige nok til at skabe en ny optagelsesproces og villige til at investere i, hvordan vi behandler studerende med henblik på at mindske ulighed, er der ingen grænser for, hvor effektive, kvalificerede og inspirerede mennesker vi får ud på den anden side.

Mia Wilkenskjeld Jørgensen, forkvinde, De Studerendes Råd, KEA