Studerende fra Marketing & Communication Design har udviklet SoMe-strategier og konkrete ideer til, hvordan Glyptoteket blandt andet kan optimere deres events, samt et app-koncept der skaber et medlemsunivers omkring museets årskort.
SoMe-strategi og medlems-app til Glyptoteket
Vi vil gerne dele det, vi oplever, med nogen – især efter Corona. Som samfund hungrer vi fællesskab, men samtidig skal fællesskabet gen-startes eller gen-læres.
Og netop fællesskab var fællesnævner i de undersøgelser Gruppe 5 lavede blandt målgruppen – respondenterne gav udtryk for et ønske om både at møde ligesindede, men også at kunne dele oplevelserne med nogen.
Gruppe 5 foreslog derfor, at et årskort til Glyptoteket giver adgang til events og tidlig invitation til særevents og ikke mindst mulighed for at tage en gæst med gratis på særlige dage som for eksempel valentines, i julen og mors dag.
Skræddersyede events der taler ind i de forskellige målgruppers behov og skaber fællesskab, var også udgangspunktet for Gruppe 3’s koncept ’Kreativt værksted’, som både skal tilføre flere sanser til museets formidling af kunsten og skabe fælles oplevelser.
Kan selv svinge penslen
’Kreativt værksted’ tager udgangspunkt i et konkret værk og begynder med, at gruppen får en kort omvisning i samlingen med introduktion til den periode, som maleriet tilhører. Herefter er det deltagernes tur til at prøve kræfter med maletekniker og øvelser, hvor følesansen aktiveres. Mens 1. lag maling tørrer vises en film om de mest indflydelsesrige kunstnere i perioden, og herefter maler man igen ved hjælp af både instruktion og efterligning af læreren - på den måde aktiveres alle sanser i formidlingen af museets kunst og det foregår i et fællesskab.
Til hver af de konkrete ideer og koncepter havde grupperne også udarbejdet kampagner og strategier til, hvordan budskaberne kan spredes og initiativerne kommunikeres i form af både offline- og onlinemarketing samt SoMe- og Influencer-strategier. Lige til at gå til for museets kommunikationsafdeling.
”KEAs studerende repræsenterer en målgruppe, som vi gerne vil have bedre fat i, og særligt deres input til social mediestrategi er relevant ift. vores pågående arbejde med at udvikle museets kanaler. Derudover var det spændende at høre dem udfolde et koncept til en loyalitetsapp, der virkelig matcher vores behov og ambitioner for medlemskaber,” siger kommunikationschef Sofie Kønigsfeldt og refererer til Gruppe 2’s app-koncept.
Gruppens analyser viste, at tid og økonomi er de to største barrierer for målgruppen. App’en giver derfor brugerspecifikke fordele og gør det nemt, fordi den kan kobles med kalenderen og giver mulighed for push-beskeder.
En app betyder også, at medlemskortet kan gøres digitalt, hvilket er vigtigt, når man som museum gerne vil have endnu bedre fat i de digitalt indfødte.
Fokus på TikTok
Kendskabet til app’en skal ske gennem Instagram og TikTok, og gruppen havde anskueliggjort, hvor vigtig en rolle TikTok spiller i forhold til unges viden og forbrug. Og som en ekstra bonus havde de skabt et lige-til-at-gå-til storyboard til en TikTok-video.
”Samarbejdet med KEA har været en positiv oplevelse for Glyptoteket. Vi har oplevet nogle engagerede studerende, som har indsamlet ny viden, og det har givet nye indsigter og ideer – ligesom vi også er blevet bekræftet i en del antagelser og projektideer. Vi har fået mange gode ideer, som vi i en eller anden form kommer til at omsætte i praksis. Ikke nødvendigvis en til en, men som input til at kvalificere vores arbejde,” siger Sofie Kønigsfeldt.
Hvad overraskede jer?
”Vi var overraskede over, at de studerendes empiri viser, at unge mennesker finder Glyptoteket og klassisk kulturindhold kedeligt. 25 % af alle Glyptotekets betalende gæster er under 27 år, og der kommer mange unge mennesker til vores arrangementer. Der er således en markant gruppe af unge, som interesserer sig for kulturen. Og det er netop dem, som vi gerne vil have flere år.”
Glyptoteket huser i dag over 10.000 kunstværker, og stifter Carl Jacobsens overbevisning om, at kunsten kan forskønne, røre og berige alle menneskers liv, gør sig stadig gældende.
Med indtjeningen fra sit bryggeri, Ny Carlsberg, skabte Carl Jacobsen (1842-1914) en enestående samling af kunst- og kulturgenstande, som han i 1888 forærede til offentligheden og begyndte byggeriet af Glyptoteket. Endnu en donation, denne gang af bryggerens rige samling af kunst fra antikken, fulgte i 1899, hvilket førte til en markant udvidelse af det nyåbnede museum.