Et hold studerende har skabt unikke smykker inspireret af specifikke historiske kunstværker, som de hver især har fået tildelt. Her fortæller Lejla, Maya, Fie og Carla om at genfortolke kunst og den kreative proces.
Smykkestuderende transformerer historisk kunst til moderne smykker
LEJLA: ET TWIST AF ART DECO OG INDISKE TRADITIONER
Lejla fik tildelt et fotografi fra 1911 af art deco designeren Paul Poirets ’Sultana - Skirt and Harem Pants’. Den franske designers inspiration fra Mellemøsten og Indien førte Lejla til at give de traditionelle indiske jhumka-øreringe et art deco twist.
Og ved at bruge sølv matchede Lejla æstetikken i det sort-hvide fotografi.
"Jeg har ikke prøvet at arbejde på denne måde før, og det var sjovt at få nye perspektiver på inspiration."
MAYA: ET BØLGENDE INDISK FLAG
En del af opgaven gik ud på at omdanne den indiske tjenestemand fra Mayas tildelte værk til en nutidig persona. Hendes designdrivers var robust, multikulturel og betydningsfuld.
”Min intuition fortalte mig, at det ville være smart at inkorporere associationer fra Danmark med symbolik fra Indien. Derfor er det ikke tilfældigt, at smykket tager form af bølger og har en overfladestruktur, der får brochen til at se opdelt ud. Bølgerne repræsenterer havet fra Danmark (underliggende betydning af vikingerne), mens referencen fra Indien kommer fra symbolet i midten af Indiens flag (ashoka chakra).”
FIE: INDE BAG MASKEN PÅ MATISSES ITALIENSKE KVINDE
Fie arbejdede med ’The Italian Woman’ af Henri Matisse, et maleri fra 1916. Hun bemærkede påvirkningen fra afrikanske masker i kunstværket og tolkede maleriet som en lidt anonym kvinde, hvis identitet er skjult eller undertrykt.
"Jeg så kvinden som iført en maske, hendes identitet skjult eller taget fra hende, så hun bliver også en form for et ikon af en kvinde, fordi kvinder historisk har skulle lægge bånd på sig selv. Hun rummer selvfølgelig mere, end vi ser," siger Fie.
Det førte Fie til at udforske temaer som det indre, selvopdagelse og transformation. Hun endte med sommerfuglen som motiv, fordi den gennemgår en metamorfose fra larve til sommerfugl.
Fies smykke tjener som en talisman for hendes forestillede persona - en adopteret kvinde på en rejse mod selvopdagelse.
I smykket indgår opaler.
"Opaler er spændende, fordi de kun afslører deres farver i det rigtige lys. Det afspejler de skjulte dybder i den menneskelige sjæl. Opalerne kan minde om øjne, og på den måde er smykket også en abstrakt version af en maske," siger Fie.
CARLA: MELLEM ORIENTALISME OG MODERNE FORRETNINGSKVINDE
Carla fik tildelt ‘Portrait of a Lady in Turkish Fancy Dress’ af Jean-Baptiste Greuze. Værket gav anledning til at udforske orientalisme, og den islamiske verden set gennem vestlige øjne.
"Jeg analyserede billedet og lavede et empatikort, hvor jeg forestillede mig, hvordan kvinden i maleriet ville være i dag," siger Carla. "Jeg forestiller mig hende som en moderne forretningskvinde med rødder i Mellemøsten."
Carla har skabt et armbånd med møntmotiver, der refererer til historiske økonomiske udvekslinger og kulturel rigdom. Hun brugte en sølvplade, valsede den tynd og prægede den med blonde mønstre.
"Jeg vidste ikke, at man kunne valse mønstre på metal; det var en ny teknik for mig," siger Carla, som har brugt detaljerede mønstre, inspireret af kjolen på maleriet, men samtidig skabt et enkelt smykke, som det er sandsynligt, at en moderne forretningskvinde vil gå med.
På den vis indfanger hun modulets formål: smykke- og designhistorie, epoker og væsentlige tendenser, og hvordan disse gentages over tid - også i vores samtid.
De studerendes smykker fra modulet ’Reinterpretation’ kan ses til eventen Jewellery of Tomorrow, hvor du også kan opleve intelligente SMYKKER DESIGNET TIL AT AFHJÆLPE MENOPAUSE. Det foregår i dag på KEA på Guldbergsgade 29N i København fra kl.17.
En række innovative studieprojekter vil blive fremvist:
✗ Wearables til overgangsalderen
✗ AI inden for smykker
✗ Smykker nyfortolket fra historisk kunst
✗ Iværksætterprojekter med mulighed for at købe smykker
Det er i dag 4.juni kl. 17.00-19.00
Talk & Demo, 17:30-18:00
KEA, Guldbergsgade 29N, KBH N - 1. sal, i kantinen