Kronprinsesse Mary og internationale topmodeller bærer nu de halskæder, som indvandrerkvinder i et KEA-projekt har produceret med håndarbejdsteknikker fra deres hjemlande.
Smykker til modens elite
Man skulle umiddelbart ikke tro, at det var muligt at forbinde indvandrerkvarteret Vejleåparken i Ishøj med de kongelige gemakker på Amalienborg og catwalken i modemetropolerne London og Milano. Men det er sket takket være fin silketråd, sirlige hæklenåle og flittige fingre.
Projektet I Tråd Med Verden har nemlig produceret håndarbejdede smykker af så høj kvalitet, at deres halskæder nu både bæres af Kronprinsesse Mary og topmodeller ved inter¬nationale modeshows, hvor den danske designer Anne Sofie Madsen netop har vist sin nyeste kollektion. Og det er med god grund, at hun fået produceret sine fashionable showpieces af de tyrkiske og pakistanske kvinder i et samarbejdsprojekt mellem KEA og Røde Kors.
”Det er en stor fordel for en designer som mig at være så geografisk tæt på produktionen, at jeg kan kommunikere direkte med kvinderne. Og deres arbejde er utrolig flot, så det overrasker mig ikke, at reaktionen på smykkerne har været meget positiv,” siger Anne Sofie Madsen.
En enkel opskrift
Projektet I Tråd Med Verden begyndte for to år siden som en unik, god idé. At bruge solide håndarbejdstraditioner til at integrere udsatte kvinder i det danske samfund. Mange af dem har boet i Danmark siden 1970’erne, hvor deres mænd kom hertil for at arbejde, men kvinderne selv taler knap nok dansk og kommer sjældent uden for familiens hjemlige rammer. Til gengæld kan de hækle, strikke og brodere.
”Det er på en måde såre simpelt. Vi tager udgangspunkt i det, kvinderne kan og har lyst til, og så bruger vi håndarbejdet til at skabe et socialt sammenhold, som med tiden gør det muligt at motivere dem til også at få danskundervisning, større selvtillid og måske komme i arbejde,” siger projektleder Clarissa Alexandersen Berg.
Foreløbig har 97 kvinder været i kontakt med I Tråd Med Verden. 19 er kommet videre i job, 13 er gået i gang med en uddannelse, og andre er fortsat tilknyttet projektet, som i dag både har til huse i Ishøj, Rødovre og på Vesterbro i København.
”Nogle har mange flere problemer end blot det, at de ikke er i arbejde. Det er typisk de ældre kvinder, som samtidig også er dem, der er bedst til håndarbejde, så dem arbejder vi videre med,” siger Clarissa Alexandersen Berg.
Samarbejde med dansk design
Opskriften på I Tråd Med Verden er at blande kvindernes håndarbejdsteknikker med dansk design. Projektet har derfor selv ansat en designer, afholder inspirationsworkshops med designstuderende fra Københavns Erhvervsakademi og producerer for flere etablerede designere. En af dem er Anne Sofie Madsen, hvis halssmykker af håndknyttede tråde snoet omkring store perler og ben i sort og hvid, har krævet, at kvinderne er blevet guidet af Anne Sofie Madsens samarbejdspartner, designer Johanne Toudahl.
”Det vigtige er, at deres arbejde har et formål og skal bruges. Det er stærkt motiverende,” siger Clarissa Alexandersen Berg.
Kvinderne har derfor haft travlt med at gøre Anne Sofie Madsens smykker færdige til de internationale modemesser i foråret 2012 i både København, London, Milano, Ukraine og Rusland.
Og så har de netop hæklet et halssmykke, som Kronprinsesse Mary fik overrakt, da hun besøgte den stand, som I Tråd Med Verden havde i Bella Centret under den danske modeuge i februar. Det var 51-årige Emine Göz, som havde det smykke i hænderne. Hun har hæklet siden barndommen i Tyrkiet.
”Jeg pillede de gaver op, som min søsters svigerinde fik, og så fandt jeg ud af, hvordan de var lavet. Jeg har lært mig selv at hækle,” fortæller Emine Göz.
Høj kvalitet og reel kritik
Traditionel undervisning er heller ikke en del af I Tråd Med Verden.
”Mange af kvinderne læser ikke opskrifter, de kigger i stedet på hinandens eller andres arbejde, så vi fungerer mere som en slags værksted med sidemandsoplæring,” forklarer Clarissa Alexandersen Berg. Til gengæld er høj kvalitet et must.
Hos os må man ikke bruge acryl og andre kunststoffer, og vi er ikke bange for at sige det, hvis noget er grimt lavet. Vores arbejde skal være på et niveau, så vi kan sælge det til priser, der matcher, at det faktisk er håndarbejde,” siger Clarissa Alexandersen Berg.
Foreløbig bliver kvindernes hæklede halssmykker og armbånd solgt to steder i Danmark, og om kort tid åbner I Tråd Med Verden egen butik i Saxogade i København for at blive mere synlig for potentielle kunder. På længere sigt er planen at udvikle sig til en socio¬økonomisk virksomhed, hvor kvinderne får løn for deres arbejde, og også designeren Anne Sofie Madsen håber på mere samarbejde.
”Det kunne være rigtig spændende endnu engang at samarbejde med kvinderne, men der er ikke lagt konkrete planer endnu,” siger designer Anne Sofie Madsen.
Fakta om I Tråd med Verden (ITMV)
I Tråd med Verden er tidligere støttet økonomisk af Integrationsministeriet og er et samarbejde mellem Københavns Erhvervsakademi, KEA, Dansk Røde Kors og brancheorganisationen Dansk Mode & Tekstil. I dag er projektet forankret hos KEA.