Tømrerens værktøjskasse trængte til nye redskaber, da virksomheden rundede 45 ansatte. René Franck udvikler både sig selv og sin virksomhed med en Diplomuddannelse i Ledelse på KEA.
René tager sin virksomhed til næste niveau med Diplomuddannelsen i Ledelse
Som uddannet tømrer og selvstændig gennem 12 år har René Franck været vant til at arbejde med de fleste typer værktøj.
Med 45 ansatte i virksomheden måtte han dog erkende, at det var blevet tid til at få nogle nye redskaber i værktøjskassen. Som administrerende direktør var der nemlig i højere grad brug for ledelsesstruktur end hammer, bor og sav.
René Franck er derfor begyndt på en Diplomuddannelse i Ledelse på KEA, hvor han nu er i gang med sit andet fag.
“Vi er nået en størrelse, hvor de ansatte har sagt, at det kunne være rart, hvis vi havde noget mere ledelsesbaggrund. Og vi giver dem fuldstændig ret. Vi har længe savnet at have nogle bedre redskaber til at håndtere alt fra en voksende stab og byggeriets mange personligheder til også at have overskuddet til udvikling af medarbejdere. I en travl hverdag er det svært at finde tiden,” siger han.
Det er dog ikke kun tiden, der har været et problem – det har også været selve følelsen af at give ansvaret fra sig, fortæller han. Han har nemlig til dagligt ledelsesansvaret i egen forretning, entreprisevirksomheden Ansø Gruppen, som hans virksomhed fusionerede med i 2018, så de i dag er tre partnere.
Derfor har det også været en erkendelse, at der var brug for en klarere ledelsesstruktur, hvis virksomheden fortsat skulle kunne vokse.
“Som ejerleder er man nok lidt mere kontrollerende, fordi virksomheden er ens baby. Det går både ud over pengepungen og ens stolthed, hvis andre laver fejl. Derfor har man en lille tendens til at have en finger med i spillet. Og det er både enormt stressende og svært. Men det har været en erkendelse, jeg skulle komme til, at jeg blev nødt til at give kontrollen fra mig,” siger han.
Medstuderendes guldkorn
For René Franck har det været vigtigt, at undervisningen lå fleksibelt og i vid udstrækning om aftenen, så virksomheden stadig kunne passes. Og allerede efter de første undervisningsgange, kunne René Franck mærke, at undervisningen kunne bruges konkret:
“Vi bygger op samtidig med, at jeg tager mere viden ind. Derfor er det ret fedt, at vi i undervisningen bruger min virksomhed som case. Så det, jeg lærer, kan blive implementeret med det samme.”
René Franck har desuden været positivt overrasket over, hvor meget han har fået ud af at sparre med de andre studerende. Særligt fremhæver han en sag, hvor han var nødt til at afskedige en medarbejder, der havde taget fra virksomheden, og havde stor gavn af at få input fra andre ledere, der ikke har kendskab til situationen.
“Mine medstuderendes guldkorn er noget, jeg ikke havde regnet med at få med. Vi står ofte før og efter undervisningen og vender ting. Både at jeg fx havde en svær udfordring med en ansat, men også mere generelle emner, som hvordan de går til lederrollen og skaber deres lederstruktur. Det har jeg fået utroligt meget ud af,” siger han og uddyber:
“Det er ret vigtigt for mig at høre, hvordan det fungerer for andre, fordi jeg samtidig får nogle konkrete værktøjer til at skabe forandringerne. Så på den måde ved jeg også, hvad der sker, når jeg giver kontrollen fra mig. Det giver mig meget mere tiltro til strukturen, at jeg kan høre, at det virker for andre. Og så kan jeg bedre hvile i at give tøjlerne til andre.”
Det fede projekt: At skabe rammerne for et godt arbejdsmiljø
Mens virksomheden er vokset, har opgaverne for René Franck også ændret karakter. Det er dog stadig grundlæggende det samme, der driver ham i arbejdet: “Det fede projekt,” som han kalder det.
Det fede projekt definerer han som noget, der kan optimeres ved at gøre tingene på en bedre eller helt anden måde, end man plejer. Og det behøver ikke være i form af en smartere løsning til en bygning – det kan også være i form af ledelse.
“Nu er det fede projekt, at jeg kan være med til at skabe et godt arbejdsmiljø, der motiverer folk. Og det motiverer også mig. Jeg skal jo selv være i de miljøer, jeg er med til at danne. Så mens ledelsesansvaret er vokset, er det også begyndt at betyde mere og mere for mig, at folk trives i miljøet og med deres opgaver, så det er motiverende at gå på arbejde,” siger han og fortsætter:
“Det skal være sjovt at være her. Mange af os har et travlt liv med børn og fuldt booket kalender i privaten, så det kan være svært at tilpasse med arbejdet. Derfor skal det på en måde være et frirum, hvor man kan fokusere på arbejde, have fleksibilitet og have det sjovt – og det prøver jeg hele tiden at blive klogere på, hvordan jeg kan skabe rammerne for.”
Fakta om Diplomuddannelsen i Ledelse
Diplomuddannelsen i Ledelse er for dig, der arbejder med ledelse i hverdagen, men savner værktøjer og metoder til at udvikle dig og din organisation yderligere.
Du bliver kvalificeret til at lede med udgangspunkt i din virksomheds strategi og målsætning. Og du lærer ikke kun at bruge din faglighed, men også dit personlige lederskab, så du kan motivere og inspirere dine medarbejdere til at samarbejde og udvikle sig sammen med dig.
Uddannelsen kan tages på to år og er på niveau med HD 2. del. Den giver derfor også adgang til masteruddannelser, hvis du er interesseret i at uddanne dig endnu mere.
Du kan også vælge kun at tage de fag, der er interessante for dig lige nu.