På KEA kårer vi hvert år Årets Underviser. I løbet af den kommende tid afslører vi løbende de ni nominerede. Vinderen kåres på KEAs medarbejderdag den 18. august 2022.
"Nu vil jeg fortælle jer en røverhistorie..." - Rados er nomineret til årets underviser
Rados Nenadovic er nomineret til titlen som Årets Underviser på KEA.
Hvad er specielt ved din måde at undervise på?
"Jeg ved ikke, om der er noget specielt eller anderledes, i måden jeg underviser på, men jeg synes, at det er godt givet ud, at man ”fornemmer hvor de studerende er”. Det betyder altså meget – både for de studerende og for mig selv som underviser.
Ved at bruge det som ”navigationsværktøj”, så kan jeg tilpasse og justere min undervisning. Refleksion af egen undervisning, bidrager i den grad til, at der sker en udvikling indenfor egen underviserpraksis – og det tror jeg, er vigtigt, at man arbejder med, for det virker."
Og Rados uddyber med et smil på læben:
"Og så bruger jeg meget udtrykket ”Nu vil jeg fortælle jer en røverhistorie... - kort pause - og som iøvrigt ikke er en røverhistorie, og det siger jeg meget bevidst for at fange de studerendes opmærksomhed – især sidst på dagen, hvor energien er ved at være opbrugt.
Historierne jeg fortæller, relaterer sig til faget, og er noget som jeg oplevet i min tid som bygningskonstruktør ude i branchen, og som ofte er en sjov fortælling."
Rados fortæller også om vigtigheden af de forskellige underviserteams de har på BYG:
"Underviserteamsne er med deres forskellige faglige baggrunde, med til at styrke de studerendes forståelse for byggeriets kompleksitet og den verden de kommer til at møde.
Især er et stærkt underviserteam, som lægger faglig stolthed i deres arbejde og koordinerer med hinanden, i dén grad med til at gøre et semester til en succes – og det tror jeg, de studerende sætter stor pris på.
En af dine studerende har i sin indstilling udtalt følgende om dig og din undervisning. "Rados er én af de undervisere der formår at inspirere sine studerende allermest. Han har hovedet dybt begravet i stoffet og formår at formidle vanskelige emner på en måde, så alle kan være med. Hans meget projekt- og fagnære indgangsvinkel gør det let og håndgribeligt for os som studerende. Udover det er han altid venlig, tager sig tid til den enkelte og indgår gerne i diskussioner på faglige områder på samme niveau som os studerende.”
Hvad tænker du om den udtalelse?
"Det gør mig enorm glad og stolt, når jeg ved, at de studerende kan bruge min undervisning på deres rejse til at blive professionelle byggefolk.
For det er jo dét, det hele handler om, at de studerende igennem undervisningen ikke kun får viden, færdigheder og kompetencer, men også at de bliver handlekraftige og motiverede til at dygtiggøre sig, hele tiden."
Hvad betyder det for dig at blive nomineret?
"Det er fedt at blive anerkendt af de studerende og helt klart en kæmpe motivationsfaktor for mig. Jeg har mange ting, som jeg vil gøre bedre og anderledes i min underviserpraksis.
Men samtidig er der også ting, som jeg ikke vil ændre på, som fx at møde de studerende dér hvor de er og møde dem i øjenhøjde." slutter Rados.
Blå bog: Rados Nenadovic
- Underviser på KEA BYG
- Har været på KEA i 2 år
Jeg har en baggrund som Teknisk Designer, Bygningskonstruktør og en kandidatuddannelse indenfor ledelse og informatik. I 2008 arbejdede jeg i 1 år som teknisk designer for en mindre arkitektvirksomhed, hvor jeg både projekterede og stod for byggestyring af fjeldhytter oppe i Norge.
I 2014-2016 arbejdede jeg som byggeteknisk rådgiver for Videncentret Bolius, hvor kunderne hovedsageligt var private boligejere. I 2016-2017 arbejdede jeg som byggeleder for en udvikler og totalentreprenør, hvor jeg stod for nyopførelse af etageejendomme. I 2017 -2020, arbejdede jeg for samme arbejdsgiver, men som projektleder.
I oktober 2020, sagde jeg ”ja tak” til at arbejde som underviser. Min motivation for at søge ind på KEA var et naturligt valg da jeg som person er udadvendt og meget social. Og så har jeg de seneste 2 år fundet ud af, at jeg føler mig utroligt hjemme blandt studerende og kollegaer som brænder for byggeri – ligeså meget som jeg selv gør.