Det skal være slut med, at produkter udvikles, som om samfundet kun bestod af mænd. Lisa Harrsen gik fra dyrlæge til Produktionsteknolog på KEA, fordi hun vil være en del af forandringen.
Produktudvikling til kvinder – og resten af samfundet
For nylig kunne man læse i Politiken, at to danske forskere iværksatte en privat indsamling til forskning i kvinders overgangsalder. Det gjorde de, fordi de ikke kunne få midler ad traditionel vej, og fordi de var oprørte over, at der slet ikke findes forskning om denne periode i alle kvinders liv, som har både fysiske og psykiske konsekvenser - og som ja, halvdelen af verdens befolkning gennemgår.
Og det er desværre ikke et enestående eksempel. Meget medicin er kun testet på mænd og mange hverdagsprodukter og løsninger er testet på og lavet til mænd.
”Har du tænkt over, hvorfor dine høretelefoner ikke passer til dit øre, så er det nok fordi, du er kvinde,” siger Lisa Harrsen. Hun er uddannet dyrlæge, men studerer nu til Produktionsteknolog på KEA.
Hendes mål er en verden, hvor produkter i lige så høj grad er udviklet til kvinder som mænd – eller for at være mere præcis: Afspejler den mangfoldighed, som samfundet er fuld af.
”Lige nu er det manden, der er eksemplet. Verden er designet til mænd. Og det er et problem – vi skal have flere hardware- og softwareudviklere, der også husker kvinderne. Jeg søgte ind på Produktionsteknolog på KEA, netop fordi jeg gerne ville ændre på det.”
Og det er ikke et urimeligt ønske – kvinder bruger i ligeså høj grad apps og digitale såvel som fysiske produkter og kører/køber lige så meget bil. Alligevel er fx de fleste biler designet til mænd – og de få gange bilmærker har husket kvinderne, har det ofte været noget med at lave en holder til læbestift.
Mediedebatten skal gøres konkret
Omvendt har vi aldrig været mere opmærksomme på ligestilling og diversitet, og debatten er evigt rullende.
Men Lisa Harrsen påpeger, at én ting er debat og opmærksomhed, noget andet er konkret produktudvikling.
”Det er mange steder i medierne og debatten ja, men den abstrakte snak skal gøres konkret helt ned i produktudviklingen. Vi skal designe til alle, og en måde at nå derhen er blandt andet i kraft af undervisningen på vores uddannelser. At vi har undervisere, som er opmærksomme og indlejrer det fokus. At flere studerende uddanner sig med bevidstheden om, at verden er divers – fordi det er dem, der kommer til at forme fremtiden.”
Lisa Harrsen er lige nu i praktik i udviklingsteamet hos Eupry som producerer dataloggere til forskellige brancher, som allerede har tilbud hende et fast job, når hun er færdig med uddannelsen.
Via studiet har hun haft fokus på at udvikle til minoriteter og har blandt andet udviklet til Fonden Blindes Arbejde, samt været med i et ’Refrigerator Development Sprint’ hos foreningen Maker. Her blev prototypen på et køleskab, der kan fungere off grid i Indien bygget. Hendes 3. semester projekt var i samarbejde med Anatomic Studios i Malmö med en forbedret låsemekanisme til deres 3D-printede protesecovers som resultat.
”Jeg vil gerne løse funktionelle problemer for minoritetsgrupper, men kan se mig selv mange forskellige steder, så længe det er et sted, der også har øje for den kvindelige halvdel af befolkningen.”
Vi er med til at løse samfundsudfordringer
På KEA er diversitet et vigtigt strategisk fokusområde, netop fordi vi som uddannelsesinstitution har mulighed for at gøre en forskel i uddannelsen af fremtidens medarbejdere, udviklere og iværksættere.
”Det er vigtigt, at vi som institution sørger for hele tiden at have tanke på hele befolkningen, og at de studerende får forståelsen af mulighederne i diversitet og mangfoldighed med sig ud på arbejdsmarkedet som dimittender – det er i øvrigt også det brancherne i stigende grad efterspørger, fordi de godt ved, at det giver meget bedre løsninger og gladere kunder, hvis der er tænkt hele vejen rundt, og flere perspektiver er inddraget,” siger Katja Munch Thorsen, uddannelsesdirektør på KEA.
”Når du tager en uddannelse hos os, handler det ikke bare om, hvilket job du kan få, men også hvilke samfundsudfordringer du kan være med til at løse. Dermed ikke sagt, at hverken KEA eller samfundet er i mål. Der er stadig et stort stykke arbejde foran os endnu - på KEA, i forskningen og i samfundet som sådan. Men heldigvis ser vi et paradigmeskifte, og det er et paradigmeskifte, jeg hilser varmt velkommen, og som jeg i dén grad gerne vil være med til at understøtte. Uddannelse er et afgørende parameter, når det handler om at skabe forandring.”