Der skal tænkes i affald, allerede inden et nyt byggeri begyndes, så alle dele nemt kan skilles og genbruges, når bygningen engang skal renoveres eller rives ned. Sådan lød det blandt andet, da bygningskonstruktørstuderende Paw Thode diskuterede fremtidens bæredygtige byggeri hos MT Højgaard.
Paw delte affalds-ideer med MT Højgaards ledelse
MT Højgaards ledelse havde inviteret udvalgte studerende på bygningskonstruktøruddannelsen på KEA til at dele deres tanker og ideer om, hvordan byggeri og byggepladser kan blive mere bæredygtige. Og den mulighed greb Paw Thode med lige dele begejstring og sommerfugle i maven.
Interessen for at bygge og bo bæredygtigt er stærkt stigende, men et mindre debatteret element er det affald, der genereres i forbindelse med byggeri, og hvordan det ser ud med bæredygtigheden, når bygningen engang skal renoveres eller måske endda rives helt ned.
Og det var lige præcis det, Paw Thode gerne ville debattere og dele sine tanker om, da han mødte op på MT Højgaards kontor i Søborg.
”Der er i dag et større og stadigt voksende fokus på genbrug – også i byggesektoren. Jeg havde derfor sat mig for at undersøge, hvordan en mere bæredygtige behandling af affald kunne se ud.”
Byggeriet står for 40 procent af Danmarks affald
Og der er virkelig noget at hente: byggebranchen står nemlig for 40 procent af den samlede mængde affald i Danmark. Men sortering af byggeaffald er en stor økonomisk omkostning, og håndteringen er noget entreprenørerne skal afsætte ekstra tid og hænder til. Omvendt består langt det meste byggeaffald af materialer eller komponenter, som har potentiale til at kunne genbruges, downcycles eller upcycles.
På den måde er det muligt at springe både råstofudvinding og produktion over, hvilket kan spare kloden for meget, ikke mindst Co2.
”Men hvis alt dette affald skal have en ny chance, er vi nødt til at prioritere ordentlig affaldssortering helt fra starten. Derfor har jeg fokus på 'affaldshierarkiet', som helt konkret kortlægger den prioritering, man bør have for øje, når en ny byggesag påbegyndes,” siger Paw Thode og uddyber, hvad der ligger i det.
”Først og fremmest bør man projektere med affaldsforebyggelse helt fra start fx ved ’Design for disassembly’. Altså, at man allerede fra projekteringen har indtænkt at et produkt, materiale eller en bygningsdel skal være designet således, at det ved renovering eller nedrivning er muligt at skille det fra de øvrige dele, så de kan genbruges enten ved direkte anvendelse eller ved down- og upcycling, som er de efterfølgende link i hierarkiet.”
Belønning fremfor bøder
En lavthængende frugt i forhold til at optimere sortering på byggepladsen er, hvis pladsen er indrettet, så det er nemt og intuitivt for diverse entreprenører at sortere affaldet ordentligt i de respektive containere.
Men endnu vigtigere er det, hvordan bæredygtighed og sortering bliver italesat på byggepladsen, fordi kulturen spiller en væsentlig rolle for, hvor godt det lykkes.
”Netop det, lagde jeg stor vægt på i projektet, fordi vi i byggeriet er nødt til at komme gamle vaner og en konservativ indstilling til livs. Hos MT Højgaard drøftede vi derfor, hvordan man kunne motivere entreprenørerne til ordentlig sortering og oprydning, og hvilke metoder der virkede bedst. For eksempel at ’belønninger’ til entreprenørerne motiverer mere effektivt end bøder. Og på den måde får man også skabt en langt mere positiv stemning, og en positiv holdning til bæredygtighed er grundlæggende for god sortering,” siger Paw Thode og tilføjer:
”En ting er vigtigheden af genbrug i et klimaperspektiv, men det er også et stadigt voksende fokus for kunderne, så der er desuden økonomiske og PR-fordele for virksomhederne ved at øge genbrug og bæredygtighed.”