IT-arkitektur og det nye udbud af Bygningskonstruktør i Hillerød har fået en flot søgning ved dette års kvote 2. Lukningen af de internationale uddannelser afspejler sig i søgningen, men først ved kvote 1 kan det fulde billede tegnes.
Nye uddannelser er kommet rigtig godt fra start
Det tager normalt noget tid at få spredt kendskabet til nye uddannelser, men allerede nu tegner det rigtig positivt for KEAs nye bacheloruddannelse i IT-arkitektur samt den nyoprettede Hillerød-filial af Bygningskonstruktøruddannelsen.
Begge udbud er også åbne for kvote 1 søgning til sommer, hvor der vil komme endnu flere ansøgninger, og det er dermed sikkert, at de to nye uddannelser kan begynde til august som planlagt.
Heidi Barny Quistgaard har altid drømt at blive Bygningskonstruktør, så hun ville også have søgt ind i København, men fordi hun bor i Hillerød, giver det super god mening at søge ind der, nu hvor det er blevet en mulighed.
”Jeg har kigget på mange forskellige uddannelser, men hele tiden vendt tilbage til Bygningskonstruktør,” siger Heidi Barny Quistgaard, som er uddannet og har arbejdet som maler indtil nu.
”Jeg håber at komme ud på en større arbejdsplads med større entrepriser, hvor jeg kan bruge min erfaring og faglige baggrund som maler i samspil med bygningskonstruktøruddannelsen, og at den kombination kan bidrage med nye perspektiver.”
Ingen kannibalisering
Hvis man frygtede, at udbuddet i Hillerød ville tappe ansøgningerne til Bygningskonstruktør-uddannelsen på Nørrebro, så har det vist sig ikke at være tilfældet. Der er stadig virkelig mange ansøgere til uddannelsen i København, hvilket er ekstra bemærkelsesværdigt og positivt set i lyset af manglen på arbejdskraft i byggebranchen.
Det samme gør sig gældende for søgningen til IT-arkitektur, som ikke har haft betydning for søgningen til Datamatiker, der går frem med 21 procent.
”Vi er super glade for den store interesse for Datamatiker-uddannelsen, men det er ærgerligt, at uddannelsen er dimensioneret, og vi derfor sandsynligvis må skuffe rigtig mange ansøgere til sommer - især når dansk erhvervsliv skriger på dimittendernes kompetencer,” siger Katja Munch Thorsen, uddannelsesdirektør for de digitale uddannelser på KEA.
Fra Konservatoriet til kodning
Thea Nøhr Åskov Hansen læste egentlig klassisk musik på konservatoriet, men har nu søgt ind på Datamatiker på KEA som første og eneste prioritet:
”Jeg har altid spillet musik og elsker det, men jeg fandt ud af, at det ikke skal være mit arbejde. Lige nu arbejder jeg som junior webeditor, og det har virkelig vakt min interesse for IT og især for kodning og det meget tekniske. Jeg kan rigtig godt lide, at der er et problem, man skal løse, og at man er nødt til at prøve sig frem. Når det så lykkes, giver det en mega rar følelse - lidt ligesom matematik, som jeg også virkelig godt kunne lide i skolen. Derudover er det en verden, som bliver ved med at udvikle sig, og jeg vil gerne være en del af udviklingen,” siger Thea Nøhr Åskov Hansen, som drømmer om at arbejde som backend udvikler.
”Jeg overvejer måske at tage top up’en i Webudvikling på KEA, men lige nu tænker jeg, at jeg gerne vil ud og arbejde med det samme, når jeg er færdig på Datamatiker.”
Mens datamatiker-uddannelsen er en 2 ½ -årig erhvervsakademiuddannelse, hvor man kan læse videre på en overbygning bagefter, så er IT-arkitektur en 3 ½-årigprofessionsbachelor. Og de kommende bachelorer i IT-arkitektur vil også være eftertragtet arbejdskraft, ikke mindst fordi der nærmest er tale om to medarbejdere i én. Ofte vil man have én medarbejder, der kan definere, hvad der er brug for, og så nogle andre, der kan bygge det – dimittenderne fra IT-arkitektur kommer til at kunne begge dele.
”Og hvis den flotte søgning til IT-arkitektur ligeledes er gældende ved kvote 1, så må vi allerede første år afvise ansøgere. Så vi håber, at vi hurtigst muligt kan få lov at øge optaget til mere end de 30, vi må optage nu,” siger uddannelsesdirektør Katja Munch Thorsen.
Første år uden internationale uddannelser
Dette års kvote 2-søgning bærer samlet set præg af, at meget er forandret – og ikke kun i kraft af nye uddannelser. KEA må ikke længere udbyde internationale uddannelser, og det kan ses på søgningen.
”Men det er første gang, vi ikke udbyder de internationale uddannelser, og det er vanskeligt at konkludere endeligt på kvote 2-tallene. Umiddelbart ser det ud til, at vi holder skansen på de danske uddannelser – især set i lyset af, at søgningen sidste år var exceptionel høj og bar præg af, at de unge ikke kunne komme ud at rejse og derfor sprang sabbat-året over,” siger rektor Steen Enemark Kildesgaard.
40 procent af de studerende på KEAs internationale uddannelser var danskere, og det lader ikke til, at dem, der ville have søgt en international uddannelse er hoppet over til de danske i stedet:
”Vi havde forventet et større hop fra de internationale til de danske uddannelser. Det kan selvfølgelig være, at hoppet først viser sig ved kvote 1-søgningen, men det kan også være en konsekvens af, at de mange danskere, som ønsker en international uddannelse, ikke længere har muligheden. Det bekymrer os selvfølgelig, men vi må se det an, til vi kender resultaterne af kvote 1-søgningen den 5.juli,” siger rektor Steen Enemark Kildesgaard.
Til gengæld er det sikkert og vidst, at søgningen til flere af de vigtige STEM-uddannelser er steget:
IT-sikkerhed går frem med 50 procent, Automationsteknolog stiger med 27 procent og den relativt nye Energimanagement går frem med 33 procent.