IT-arkitektur er for dig, der gerne vil være virkelig dygtig til at bygge IT-systemer, men samtidig gøre en forskel med dem – for mennesker og for virksomheder. Første hold på den 3 1/2 -årige bacheloruddannelse starter til august.
Nu kan du læse IT-arkitektur på KEA
De kommende bachelorer i IT-arkitektur vil være eftertragtet arbejdskraft, ikke mindst fordi der nærmest er tale om to medarbejdere i én.
De studerende vil nemlig få de samme tekniske kompetencer og kunne bygge lige så godt som en datamatiker, men de får også evnen til at tænke forretning ind i udviklingsprojekter, og ’people-skills’ til at se dem fra et slutbruger-perspektiv.
Ofte vil man have én medarbejder, der kan definere, hvad der er brug for, og så nogle andre, der kan bygge det – dimittenderne fra IT-arkitektur kommer til at kunne begge dele.
Og det vil tiltrække dem, som gerne vil kunne bygge systemerne selv, men som har brug for mere end det:
”Det vil appellere til den gruppe, som kræver mere mening end bare den tekniske, dem som også gerne vil dygtiggøre sig i sammenhængen mellem systemer, virksomheder og mennesker – dem som er interesseret i den praktiske anvendelse og gerne vil gøre en forskel ude i verden med deres tekniske IT-kunnen,” siger uddannelseschef Lars Bogetoft.
De kommende dimittender kan kaldes en slags moderne softwareudviklere med en sund balance mellem problem-domænet og løsnings-domænet. Og den balance har ikke nødvendigvis været til stede i andre uddannelser:
”Der er man kommet til at lave de tekniske kompetencer for tynde, eller det har været enten eller,” siger Lars Bogetoft.
Mangel på kombinationen af kompetencer
Og der er et kæmpe marked for dem, der kan begge dele.
”Både blandt de unge, som vil kunne bygge, men bygge med et formål, og ude i virksomhederne hvor netop dén kombination er stærkt efterspurgt,” siger Lars Bogetoft.
I en survey foretaget af KEA, som blev sendt til 491 virksomheder, svarede 95 procent af respondenterne, at der i høj grad eller nogen grad er behov for medarbejdere med kompetencer inden for udvikling og konstruktion af IT-systemer. Kun to procent vurderede, at der i mindre grad eller slet ikke er behov.
Derudover svarede 88 procent af virksomhederne, at de har forsøgt at rekruttere en medarbejder med kompetencer indenfor softwareudvikling, men 57 procent af virksomhederne har enten meget svært eller svært ved at rekruttere sådanne medarbejdere.
Stor efterspørgsel i Region Hovedstaden
En brancheanalyse foretaget af eStatistik viser, at væksten og beskæftigelsen inden for IT-sektoren er steget markant siden 2013.
Både beskæftigelsen og fremgangen er markant størst i Region Hovedstaden. Af de 10 kommuner, som har flest beskæftigede i IT-sektoren er syv af disse beliggende i Region Hovedstaden ført an af Københavns Kommune, der har over dobbelt så mange beskæftigede som Aarhus kommune.
Tallene viser desuden, at antallet af stillingsopslag - og dermed behovet for IT-arkitektens kompetencer - er størst i Region Hovedstaden.
”Derfor ville vi også rigtig gerne kunne optage flere end de 30, vi har fået lov til,” siger Lars Bogetoft.
”Men vi er meget, meget glade for at kunne udbyde IT-arkitektur til sommer – og så kan det være, vi får lov at optage flere hen ad vejen.”