Selvom Bo Kristensen har arbejdet med CTS, siden han blev udlært elektriker i 1999, tog han springet og læste til el-installatør ved siden af sit arbejde, da chancen for at blive fagligt ansvarlig på sin arbejdsplads bød sig.
”Nu får jeg selv lov at vælge alle de sjove opgaver”
For Bo Kristensen blev tanken om at skulle tage mere uddannelse efter svendebrevet mere og mere fjern med årene. Han havde fundet sin niche inden for CTS, som, han syntes, var sjov, og siden han blev ansat på kunstmuseet Louisiana i 2015, havde han fået flere og flere af de sjove opgaver. I 2020 opstod der dog en ny situation: Der skulle ansættes en ny fagligt ansvarlig, og med udsigt til at der skulle komme en ny person ind, som måske ville ændre på opgavefordelingen, følte Bo sig nødsaget til at handle:
"Jeg var bange for, at der skulle komme en ny, som ville tage alle de sjove opgaver fra mig. Derfor aftalte jeg med arbejdspladsen, at jeg kunne læse AU i Elinstallation på KEA ved siden af mit arbejde, så jeg kunne blive den nye fagligt ansvarlige i virksomheden."
Bo var bevidst om, at elektrikerfaget lå mange år tilbage, og at det måske kunne gøre uddannelsen sværere for ham end for andre elektrikere. Men da han kom i gang, opdagede han, at alle på holdet havde hver deres styrker og udfordringer:
"Jeg kunne godt mærke, at de andre på holdet hurtigere fik en praktisk forståelse af den teori, vi gennemgik, for de havde en meget større komponentkendskab og viden om sikringsstørrelser og kabelstørrelser end mig. Men det var ikke et decideret problem, for selve udregningerne var lige svære for os alle sammen. Jeg var dog glad, da vi nåede til motorstyring, termorelæer og svagstrøm, for det var dejlige fag, som jeg havde helt styr på."
Bo sætter strøm til Louisianas kunstværker
Selvom Bo arbejder på et kunstmuseum, er der ikke noget, der hedder kunstnerisk frihed, når det kommer til lovlige og korrekt udførte elinstallationer. Derfor har Bo som fagligt ansvarlig løbende en finger med i spillet i forhold til de værker, der udstilles på Louisiana:
"Især når vi har udenlandske kunstnere, er det vigtigt, at jeg er med inde over fra start. Vi havde blandt andet et issue med nogle amerikanske kunstnere, som havde lavet kunstværket ud fra amerikanske el-standarder, men de holder bare ikke altid i Danmark. Som fagligt ansvarlig er det mig, der vurderer, om værkerne elmæssigt er i orden og træffer de afgørende beslutninger," fortæller Bo og fortsætter:
"Efter jeg er blevet fagligt ansvarlig, har jeg klart fået langt mere pondus. Der bliver lyttet til mig, når jeg siger noget, for jeg kan jo også hurtigt dokumentere, hvorfor tingene skal være, som jeg siger."
Bos nyerhvervede viden fra AU i Elinstallation har også medført mange interessante diskussioner, når Louisiana har skulle opføre gamle kunstværker. For hvad gør man, hvis man vil vise et kunstværk fra 60’erne, hvis elmæssige konstruktion i dag ikke er lovlig?
"Ja, det er det sjove ved at arbejde med kunst, for der er jo mange andre hensyn end bare standarder at tage højde for. Det handler meget kom at finde en balancegang mellem det kunstneriske udtryk og de praktiske muligheder, hvor vi gør de gamle værker lovlige uden at ændre på dem. Det er en sjov øvelse, som også kræver gode kommunikationsevner med især de udenlandske kunstnere."
Uddannelsen har givet ansvar og dybdegående viden
Netop det at kunne kommunikere er ikke noget, Bo er blevet undervist i direkte på uddannelsen, men den dybe og brede viden, han har fået med uddannelsen, gør, at han har sine argumenter i orden og samtidig kan snakke med over for rådgivere og leverandører. Bo fortæller, at han i dag har en virkelig solid forståelse for alt det, der ligger bag, når man arbejder med el og CTS; hvorfor man som elektriker gør, som man gør:
"Jeg har i mange år arbejdet med termofotografering af eltavler, men nu hvor jeg har fuld forståelse for, hvordan elnettet er bygget op, har det gjort mange aspekter af mit arbejde langt mere interessant," fortæller Bo.
Bo fortæller endvidere, at der i elektrikergrupper på Facebook jævnligt diskuteres, hvordan man udfører forskellige elinstallationer korrekt. Ofte er argumentationen dog baseret på mavefornemmelse eller personlige holdninger, og så kan det være svært at finde enighed om, hvad der egentlig er den korrekte løsning.
Med AU i Elinstallation har Bo lært, hvordan man finder de rette svar baseret på lovgivning frem for holdninger:
"Uddannelsen har givet mig et kæmpe fagværk, så jeg har lært at slå op, hvor jeg finder de konkrete regler, så jeg kan udføre installationerne korrekt. Der er så meget, man skal vide, når man udfører installationer, at det er umuligt at kunne det hele udenad. Derfor er det vigtigste som installatør at lære metoderne bag – at slå op de rette steder og anvende informationen korrekt," fortæller Bo og afslutter:
"Al den viden, der kommer med uddannelsen, giver så mange nye muligheder. Jeg har i dag en super alsidig dag, hvor der sker alt muligt, for jeg har sikret mig at få alle de opgaver, som, jeg synes, er interessante. Uddannelsen har helt klart gjort, at nu får jeg selv lov at vælge alle de sjove opgaver."