Det nye lab kommer til at indeholde Material Lab og Material Connexion, men med en overbygning, der har fokus på nye bæredygtige forretningsmodeller - ikke mindst cirkulær økonomi - og med plads til alt fra workshops og foredrag til repair-caféer og produktudvikling.
Nu åbner KEAs nye Circular Lab
16. december åbner KEA Circular Lab, et multifunktionelt rum, der tilbyder studerende, startups og eksterne virksomheder et sted at udforske bæredygtige praksisser, nye forretningsmodeller og tværfagligt samarbejde.
Og det handler i høj grad om transformation af forretningsmodeller fra det lineære til det cirkulære:
”Vi skal væk fra en lineær økonomi, hvor produkter produceres, bruges og smides ud, til en model, der fremmer genbrug, reparation og deling. Vores mål er at hjælpe brancher, der aldrig har tænkt i cirkulære baner, med at se, hvordan de kan integrere det i deres praksis,” siger Nikolaj Storm Tost, Circular Lab Manager på KEA. Han har 10 års erfaring fra modebranchen, hvor han har hjulpet forskellige brands med grøn omstilling, og er indehaver af sit eget brand, der gør brug af cirkularitet.
Et multifunktionelt rum til innovation og læring
Circular Lab er en hub af viden og forskellige aktiviteter fra workshops og foredrag til repair-caféer og produktudvikling.
"Cirkulær økonomi er et bredt koncept, så vi har brug for et rum, der kan tilpasses forskellige aktiviteter—fra undervisning i reparationsteknikker til udstillinger, der inspirerer andre til at gentænke traditionelle forretningsmodeller," siger Nikolaj Tost.
Og det er ikke forbeholdt tekstiler eller design forstået som tøj. Det cirkulære skal også forstås som på tværs af programområder og andre faciliteter på KEA.
”Hvis vi for eksempel holder en workshop om reparation af elektronik, er det oplagt at samarbejde med el-installatørerne, Digital eller Tech & Story Lab. Det handler om tværfaglig læring," siger Tost.
Et af de centrale initiativer i Circular Lab bliver upcycling i et forretningsperspektiv:
"Tag en simpel t-shirt," forklarer Tost. "Vi lærer ikke kun de studerende, hvordan man reparerer den, men også hvordan man designer den, så den kan repareres mange gange og dermed forlænge dens levetid."
Den cirkulære forretningstanke skal ind alle steder
Circular Lab er tæt knyttet til KEA’s eksisterende Material Lab, men med et tydeligt fokus på forretning.
"Material Design Lab vil stadig eksistere og fortsætte sit arbejde, men Circular Lab vil fokusere på den forretningsmæssige side af bæredygtighed og være en hub, der samler viden til gavn for studerende, medarbejdere og virksomheder. Håbet er også, at Material Connexion vil blive brugt af endnu flere, når der nu kommer et levende lab derinde,” siger Tost.
Samarbejdet med KEAs Startup Hub bliver også en vigtig del af Circular Lab.
"Labbet skal fungere som en ressource, hvor iværksættere kan udforske, hvordan de kan implementere bæredygtige tiltag i deres forretningskoncepter, eller måske endda få nye idéer til cirkulære forretningsmodeller."
Tost understreger, at denne samarbejdsbaserede tilgang ikke kun vil gavne studerende fra specifikke uddannelser, men alle på KEA.
"En studerende fra Byg kan ikke bruge systuen, men i Circular Lab kan de lære at reparere og sy en ny knap i og udforske den cirkulær tænkning indenfor deres eget fagområde."
Fællesskab
Selvom lab’ets tekniske og forretningsmæssige aspekter er afgørende, er Tost optaget af, at det også skal være et sted, der summer af fællesskab og aktivitet.
"Vi planlægger at afholde oplæg og workshops, som de studerende normalt ikke ville støde på i deres daglige undervisning til inspiration og innovation. Det handler om at skabe et rum, hvor studerende, startups og virksomheder kan mødes og gentænke produkter og services – og ikke mindst forretningsmodellen bag.
PROGRAM 16. DECEMBER:
15.00 - Velkommen
Uddannelsesdirektør KEA, Uddannelseschef KEA Design.
15.10 - ”KEA bliver cirkulær”
Nikolaj Storm, Circular Lab Manager, KEA
15.20 - ”Cirkulær Økonomi: Et farligt, men nødvendigt begreb”
Mickey Gjerris, Bioetiker, Teolog, Lektor - Københavns Universitet
15.40 - ”Cirkularitet & Forbrugeradfærd”
Josephine Christoffersen, Konsulent og projektleder - BehaveGreen
16.00 - ”Cirkularitet og Politik”
Jacob Gullak Andersen, Chefkonsulent - Dansk Industri
16.20 - Netværk, bobler og cirkulær julepynt.
17.00 - Tak for i dag!