For tredje år i træk, troner McDonald's på førstepladsen blandt de store virksomheder. Det er blandt andet den uddannelse, McDonald’s har lavet til sine medarbejdere i samarbejde med KEA, som har sikret dem titlen som Danmarks bedste arbejdsplads, skriver Berlingske Business.
Som den første virksomhed i Danmark har McDonald’s lavet en kompetencegivende uddannelse i retail og ledelse, som kan bruges uden for burgerkæden.
”Vi er allerede i gang med det andet hold af akademistuderende og rekrutterer nu til det tredje. Så den er fuldstændig landet derude, og det var et absolut relevant tilbud, vi kunne give,” siger Lise-Lotte Helms-Olesen, HR direktør i McDonald’s Danmark.
Det har altid været muligt at ”gå hele ledervejen” på McDonald’s og gå fra at knokle ved pommes frites gryderne til at blive souschef eller restaurantchef. Men det hører alligevel til sjældenhederne - faktisk kun for én procent af medarbejderne, oplyser Lise-Lotte Helms-Olesen.
”Tidligere talte vi meget om, at man kunne blive trænet til et job i McDonald’s. I dag taler vi om at videreudvikle folk og give dem en uddannelse, så de står stærkere uanset om de vælger at blive i McDonald’s eller om de vælger at få et job uden for organisationen,” siger Lise-Lotte Helms-Olesen.
Hvorfor valgte I netop KEA som samarbejdspartner?
”Det er faktisk et meget bevidst valg. Da vi begyndte at tumle med denne idé, var vi ude at besøge nogle forskellige uddannelser. Rigtig, rigtig mange troede, at McDonald’s bare ville have et tilskud fra regeringen, og mange af dem så det som en mindre opgave, der skulle løses. Det var særligt KEA, der forstod, hvilken mission vi var på. At hele organisationen var på en forandringsproces, der handlede om at gå fra en intern træningsproces til at have studerende,” siger Lise-Lotte Helms-Olesen.
Det er den globale konsulent- og rådgivningsvirksomhed Great Place to Work, der står for kåringen af årets bedste arbejdspladser.
Vurderingerne af de enkelte arbejdspladser er sket ved, at medarbejderne har besvaret et spørgeskema, som udgør to tredjedele af den samlede bedømmelse. Oveni det kommer Great Place to Works vurdering af arbejdspladsernes kulturprofil.
Hvordan gør I de unge interesserede i at tage en akademiuddannelse?
”De unge efterspørger selv uddannelse. Så klæder vi vores ledere på til at fortælle om uddannelserne og guide dem. Der bliver også brugt tid på at have forældrene med ind over deres uddannelsesvalg. Ofte har de unge nogle ønsker, men forældrene er med til at blåstemple,” siger Lise-Lotte Helms-Olesen.