De tre uddannelsesinstitutioner skal samarbejde om at gøre erhvervsrettede uddannelser mere attraktive. Målet er at synliggøre karrieremuligheder og skabe øget politisk fokus på uddannelsesbarrierer.
KEA, TEC og NEXT indgår samarbejde
Danmark har hårdt brug for, at flere vælger erhvervsrettede uddannelser. Der mangler håndværkere, teknikere og professionsbachelorer, der kan hjælpe med at gennemføre den grønne omstilling – og manglen ser kun ud til at blive større. Samtidig søger færre og færre ind på erhvervsuddannelser.
KEA, TEC og NEXT indgår i dag et samarbejde om at få flere til at vælge erhvervsrettede uddannelser. Målet er at synliggøre de mange attraktive uddannelses- og karrieremuligheder, der er forbundet med at tage en erhvervsrettet uddannelse.
Det skal bl.a. ske gennem tæt samarbejde om fælles materialer og vejledning om karrieremuligheder. Samtidig vil de tre uddannelsesinstitutioner forsøge at skabe øget politisk fokus på behovet for at styrke søgningen til de erhvervsrettede uddannelser – og på de strukturelle ændringer, der er nødvendige, hvis erhvervsuddannelser skal blive mere attraktive.
"Vejen igennem uddannelsessystemet er mere kringlet for faglærte end for akademikere. Det er et stort problem – for en uddannelses attraktivitet står og falder i min optik på de muligheder, den tilbyder. Og vi har behov for flere faglærte, hvis vi skal nå i mål med vores målsætninger for den grønne omstilling i Danmark," siger Steen Enemark Kildesgaard i forbindelse med samarbejdsaftalen og fortsætter:
"For os i uddannelsessystemet er det derfor en bunden opgave at synliggøre de attraktive uddannelses- og karriereveje, de erhvervsrettede uddannelser tilbyder. Sammen med Morten Emborg og Ole Heinager har jeg i dag skrevet under på en samarbejdsaftale mellem NEXT, TEC og KEA, der forpligter os på netop at gøre dét. Samtidig vil vi sætte fokus på nogle af de barrierer, vi ikke kan løse på uddannelsesstederne, fordi de kræver politisk handling."