KEA har et særligt fokus på at få bæredygtighed tænkt ind i både drift og undervisning. Hvordan dette arbejde ser ud, kan man nu læse om i en rapport til FN.
I rapporten beskriver undervisere og medarbejdere, hvordan de arbejder med at få gjort bæredygtighed til en naturlig del af driften og undervisningen på KEA. Arbejdet med bæredygtighed på KEA adresserer alt lige fra energioptimering til borgerrettigheder og udvælgelse af råmaterialer. Det afspejler sig i rapporten og i de historier fra den, der kan læses nedenfor.
Marketingstuderende gennemskuede bæredygtige sko
Som led i et forløb om markedsføring af bæredygtige produkter fik studerende fra designteknologuddannelsen en hands on-forståelse af, hvordan produkter, der markedsføres som bæredygtige måske ikke er så bæredygtige alligevel. Underviser Helle Haurum og de studerende undersøgte sko-brandet VEJA, der markedsfører sig på en fortælling om bæredygtige sneakers.
Men hvorfor er det egentlig vigtigt, at studerende, der beskæftiger sig med kommunikation og marketing også tilegner sig viden om fremstillingsprocesser og materialevalg? Mette Marko fra Material Design Lab forklarer:
“Du kan faktisk ikke lave en kampagne om et produkt uden at forstå de materialer, det er fremstillet af. Hvis du skal markedsføre et bæredygtigt produkt, skal du vide, hvilke materialer produktet – i dette tilfælde sko – består af, og hvordan det er sat sammen.”
Markedet for bæredygtige produkter vokser, og samtidig stiger forbrugernes opmærksomhed på de værdikæder, der fører fra de allerførste materialevalg til det endelige produkt. Virksomheder skal derfor være varsomme med at komme til at oversælge deres storytelling om bæredygtighed. Mette Marko uddyber:
“Lige nu vokser markedet for bæredygtige produkter, og mange forbrugere vil have indblik i hele værdikæden, fra udvælgelsen af råmaterialer til fremstillingen af det endelige produkt. Derfor satte vi de studerende til at undersøge skoene ved simpelthen at skære dem op og sammenligne materialerne med materialerne fra mere konventionelt fremstillede sko. På den måde undersøgte vi, om VEJA sneakers rent faktisk var mere bæredygtige end andre sko på markedet. Et produkt er mere bæredygtigt jo færre materialer, der bliver brugt i fremstillingen af det, så hvorfor bruger de for eksempel 17 forskellige lag i deres sko? Og hvorfor skal der være lim i hvert lag? Kunne man gøre andet eller have færre lag? Forbrugerne vil vide, hvad deres produkter er lavet af, så svarene på de spørgsmål er vigtige for studerende, der skal arbejde professionelt med markedsføring af bæredygtige produkter.”
Øvelsen med at skille skoenes materialelag ad var en øjenåbner for de studerende, fortæller Helle Haurum:
“Det var en øjenåbner for de studerende at splitte VEJA sneakers og andre, mere konventionelle sneakers ad og ved selvsyn konstatere, hvor mange forskellige materialer, der egentlig er i sneakers – også de mere bæredygtige slags. Det var lærerigt for dem at erfare, at virksomheder, der brander sig på bæredygtighed måske nok er mere bæredygtige end deres mere konventionelle konkurrenter, men at der stadig er et stykke vej, inden VEJA sneakers er helt bæredygtige. Når VEJA brander sig som et bæredygtigt brand, kan man argumentere for, at VEJA afgiver et løfte til forbrugerne der – indtil videre – kun indfries delvist. Og VEJA er langt fra det eneste brand, der bevæger sig i en gråzone, hvor bæredygtighed gradbøjes. For HVOR bæredygtigt skal brandet være, før det med rette kan afgive løftet? VEJA arbejder målrettet på at kunne indfri løftet, og det honorerer forbrugerne ved at købe produktet.”
(Artiklen fortsætter under billedet)