Common Consultancy gav studerende på IT-arkitektur 150.000 posts og 73 millioner datapunkter fra sociale medier om europæernes holdning til Ukraine, og bad dem koge det ned til en visualisering. Resultatet imponerede.
KEA-studerende knækkede koden til Ukraine på SoMe
Da Valdemar Osted fra Common Consultency lavede et opslag om principper for datavisualisering på LinkedIn, havde han ikke forventet, at det ville føre til et innovativt uddannelsessamarbejde. Men det var præcis, hvad der skete, da studerende på 1.semester på IT-arkitektur og Common Consultency indledte et projekt til gavn for begge.
"Det viste sig at være en fed mulighed for at bruge noget af den data, vi tidligere havde anvendt i en analyse om holdningen til Ukraine på Facebook. Det var en interessant case for de studerende, men også for os, fordi vi kunne få friske øjne på, hvordan man håndterer komplekse data og især deres bud på, hvordan man kan kommunikere og visualisere historien bag data," siger Valdemar Osted.
Projektet omfattede intet mindre end 150.000 opslag og 73 millioner interaktioner, som de studerende først skulle rense og siden omdanne til en hjemmeside med visualiseringer af essensen af dem.
"Når man arbejder med rigtige data i denne størrelsesorden, er der altid komplikationer,” siger Benjamin Hughes, underviser på IT-arkitektur på KEA. ”Og de studerende havde ikke prøvet datasæt af denne størrelse før, men de håndterede det bemærkelsesværdigt godt, især når man tænker på opgavens åbne natur. Det var virkelig fedt at se, hvordan de studerende greb datavisualisering og storytelling an."
Generationskløften gjorde data klogere
For Common Consultency har de studerendes perspektiv haft kæmpe værdi:
”De studerende er unge, fulde af energi og ser verden på en anderledes måde. De har et særligt blik for sociale medier, som hurtigt kan adskille sig fra mit 30-årige blik. Derfor er det vigtigt for os at få deres perspektiv på, hvad der er væsentligt, og hvordan de prioriterer anderledes end os,” siger Valdemar Osted.
”Samspillet mellem deres tilgang og vores egen var virkelig lærerigt. Det var sindssygt fedt bagefter at gennemgå, hvordan vi selv havde løst opgaven. Det gav os mulighed for at se på os selv udefra, reflektere over vores egne prioriteter og overveje, hvad vi kan tage med videre.”
Cirkeldiagrammer er en dødssynd
For de studerende bød projektet på en mulighed for at forvandle teori til virkelighed og få del i praktiske erfaringer fra branchen.
”Det var ret spændende at høre dem fortælle om deres konkrete opgaver. Og fedt at se deres egne grafer og forstå tankerne bag deres valg. De kom med råd som ”Cirkeldiagrammer er en dødssynd”, og eksempler på hvordan de efter flere måneders arbejde med fancy grafer, endte med at fremlægge overfor nogen, der kun var interesseret i et slide med et screenshot af et Facebook-kommentarspor.
Pointen er, at de kunder, man kommer til at vise sine datavisualiseringer til, jo netop ikke har forstand på data. Derfor er det en god ide at komme med eksempler og måske endda skrotte en graf, og skrive pointen i stor fed tekst i stedet for,” fortæller Linea Moltved Skærup, Jonas Brøndum Hjelmblink og Nikoleta Greve Safarikas.
Flere potentielle samarbejder
Succesen med dette samarbejde har åbnet døre for fremtidige partnerskaber. Valdemar Osted fra Common Consultancy identificerer to centrale områder for et potentielt fremtidigt samarbejde:
”Det ene er backend-integration og tekniske løsninger - især hvordan man strukturerer og skaffer data på en god måde. Det andet kunne være at få de studerende til at teste, hvordan man kan bruge AI i arbejdet med store datamængder og finde nye, interessante vinkler på analyser.”