På KEA kårer vi hvert år Årets Underviser. I løbet af den kommende tid afslører vi løbende de ti nominerede. Vinderen afsløres på KEAs medarbejderdag den 12. oktober.
Engagerede undervisere.
Det er de to ord, der ofte går igen, når man kigger på indstillingerne af Jonas og Dannie til titlen som Årets Underviser(team) på KEA 2021.
Blå bog: jonas fannikke holbech
- Underviser på Multimedie Designer (KEA Digital)
- Har været på KEA i 6 år
- Uddannet som Cand. IT fra IT-Universitetet, 2007.
15 år som selvstændig, og Ekstern lektor ved ITU.
Blå bog: Dannie Vinther
- Underviser på Multimedie Designer (KEA Digital)
- Har været på KEA i 2 år
- Uddannet som Cand. IT fra IT-Universitetet, 2015.
Har arbejdet som Frontend developer. - Jeg startede på KEA, fordi jeg blev inviteret ind af Jonas til at holde et oplæg omkring branchen, faldt i fælden, og blev overtalt til at søge en stilling ߘꦬt;/li>
”Jeg tror de siger, vi er engagerede, fordi vi brænder for det vi laver, og det vi underviser i." - siger Jonas, til spørgsmålet om hvorfor engagerede er ordet der beskriver dem.
Og Dannie supplerer: "Hvis vi ikke er engagerede, så tror jeg at vi skulle finde noget andet at lave. Det skal være sjovt at gå på arbejde".
Hvad er specielt ved jeres måde at undervise på?
”Vi holder os løbende opdaterede på vores felt, og er ikke bange for at prøve noget nyt af, også gerne hvert semester." - udtaler Dannie.
"Jeg tror, vi komplementerer hinanden godt, vi har en del overlappende, men primært forskellige fagligheder. Vi er ikke så bange for at udstille hinandens svagheder, vi er ikke alle ens, og det er ikke alle, der ved alt, og den ånd vil vi også gerne have på holdet. Venligt "mobberi"." - forklarer Jonas.
En af jeres studerende har i sin indstilling skrevet følgende om jer og jeres undervisning:
”De var også begge hjælpsomme, når det kom til at svare på spørgsmål til undervisningen eller give hjælp til øvelserne. Man fik ikke svarene foræret, men blev udfordret til at komme med sine egne konklusioner. Derfor synes jeg, de fortjener at blive kåret til Årets undervisere!””
Hvad tænker I om den udtalelse?
”Vi blev glade. Det er rart at blive bekræftet i, at vi gør et eller andet rigtigt. Rart at lige præcis denne studerende forstår, at inden for vores felt er der ikke altid ét rigtigt svar."
Hvad betyder nomineringen for jer?
”Fedt at blive nomineret med en kollega. Når man lægger kræfter i et forløb, er det da ekstra fedt, når det bliver værdsat”
De nominerede er valgt ud fra en gruppe af indstillede undervisere, der favner bredt på KEA. Vinderen er herefter fundet af en jury bestående af Lia Leffland, Pia Allerslev, Christian Tangkjær og studerende Mia Wilkenskjeld og Philip Heeris. Vinderen offentliggøres til KEAs medarbejderdag den 12. oktober.