Efter syv år på arbejdsmarkedet indenfor branding og kommunikation valgte Jakob Gura på 32 år at forny sin faglige viden og arbejdsmetoder, og blive endnu bedre til det, han allerede arbejdede med. Derfor tog han Brand Manager uddannelsen på KEA.
Jakob har brugt Brand Manager uddannelsen til at positionere sig selv
Branding på et højere niveau med statsanerkendt eksamen
”Jeg ville gerne positionere mig selv som ansat, og få papir på, at jeg faktisk ved noget om branding og kommunikation på et højere niveau, end at jeg egentlig bare sad og udførte arbejdet,” fortæller Jakob, der har fuldtidsarbejde, er far til 2 små børn, og også har en professionsbachelor i Leisure Management i bagagen.
"Som en bonus får man et statsanerkendt eksamensbevis på sin viden”, fortæller Jakob om uddannelsen, som er på akademiniveau og kan læses på deltid ved siden af ens job.
Som projektleder hos Scleroseforeningen arbejdede Jakob med at samle penge ind til forskning i sclerose ved at reklamere for samt arrangere motionsevents. ”Jeg motiverede bl.a. deltagerne gennem det skrevne, visuelle og videomedier for at sikre, at de forstod formålet med deres indsats og bidrog til indsamlingen.”
Uddannelsen gav hurtig effekt
Sideløbende med sit job fulgte Jakob en dags undervisning om ugen i tre måneder med et mix af teori og praksis. Det betød, at alt det lærte kunne kobles direkte på hans egen praksis. Og her kunne Jakob se, at uddannelsen gav effekt med det samme:
”Uddannelsen gav mig værktøjer, som jeg kunne bruge dagen efter hver undervisningsgang og faktisk sætte ind i mit arbejdsliv med det samme.”
Bl.a. fortæller Jakob, at han fik brugt sin nye viden til at forbedre den interne kommunikation og skabe en mere sammenhængende brandingstrategi på tværs af organisationens afdelinger.
"Det har helt klart været med til at udvikle mig i arbejdet, også i forhold til at få interesse i andre felter af Scleroseforeningens arbejde," siger han.
Ny indsigt i brandingens betydning
At arbejde med branding kræver både strategisk og kreativ know-how, og det afdækker uddannelsen gennem fagene Strategisk kommunikation og Branding i praksis, hvor både strategi, modeller og teorier omsættes til konkrete praksis-eksempler for deltagerne.
”Noget jeg også tager med fra uddannelsen er, at jeg har fået en indsigt i, hvordan der er branding i stort set alt, hvad man foretager sig,” fortæller Jakob.
”Mange af de ting, jeg plejede at gøre, er nu igennem overvejelserne med brand manager-brillerne på," siger han og uddyber;
”Hver gang vi er i kontakt med kunder, kollegaer og omverdenen generelt - repræsenterer vi vores virksomhed og brandet - og at få den forståelse på uddannelsen har været interessant. Vores egen opførsel kan have både en positiv og en negativ indvirkning på brandet.”
Fra Scleroseforeningen til nyt job
Uddannelsen gav både nye indsigter og lyst til mere. ”Efter jeg var færdig med uddannelsen, skiftede jeg faktisk job,” fortæller Jakob.
”Ikke af nød - egentlig bare af lyst. Jeg valgte at skifte fra en stor virksomhed til en lille virksomhed, Running26, og her bruger jeg også rigtig meget af det, jeg har lært på Brand Manager uddannelsen. Der er ikke særlig langt fra min idé til handling - fx at få godkendt en ny kampagne, et nyhedsbrevsformat eller sociale medieopslag,” fortæller han.
”Brand Manager titlen på uddannelsen er meget godt ramt. Det er et bredt format af kompetencer, man får,” konstaterer han.
Erfaringsudveksling gav god energi
Energien og erfaringsudvekslingen i klasserummet var noget særligt, fortæller Jakob:
”Alle havde tilvalgt at være der, så der var en super god energi på Brand Manager uddannelsen,” siger han og fortsætter:
”Noget af det mest overraskende, jeg har taget med mig, som ikke er fra teoribøgerne, er faktisk de input og diskussioner, vi havde i klassen, fordi det var så forskelligartet, hvad vi hver især sad med. Det skabte en rigtig god dynamik. Én sad i en NGO, en anden arbejdede med en beauty webshop, og en tredje var ansat i Forsvaret. Det gjorde det bare federe, fordi vi fik prøvet alle de her teorier og modeller af i alle mulige henseender.”
Test på virkeligheden
En anden positiv oplevelse var undervisernes metoder, der gjorde en stor forskel for at alle rykkede sig fagligt, fortæller Jakob:
”Underviserne var rigtig gode til at præsentere en teoretisk model, og blive ved med at forklare teorien og levere cases til vi forstod det,” siger han og fortsætter.
”Vi skulle teste det, vi lærte, på vores egen virkelighed. Det gjorde, at det hele gav endnu mere mening. ” Selvom det var ekstra tid, der hver uge skulle bruges på skolebænken og med lektier, har det ifølge Jakob været tiden værd: ”Hver uge blev jeg beriget med nye teorier og kompetencer, som jeg kunne sætte ind i mit arbejdsliv med det samme. Det var et godt mix og superinteressant,” slutter han og tilføjer:
”Det var time well spent!”.