Melissa har startet Klub Venus, som tilbyder kvinder et trygt og ikke-pornoficeret sted at købe vibratorer. Men endnu vigtigere: at skabe en platform, som gør op med skammen og inspirerer kvinder til at nyde og udforske deres seksualitet.
Iværksætter vil fjerne tabuet ved kvinders onani
For mange kvinder er virkeligheden stadig den, at onani, begær og lyst er viklet ind i skam og på mange måder uforligneligt med at være en pæn pige.
Mens onani for mænd er et spørgsmål om hvor ofte, så er spørgsmålet for mange kvinder, om de overhovedet gør det. Og det vil Melissa Hartelius Berntsen, som studerer E-design på KEA, gerne lave om på.
”Jeg kom selv i gang alt for sent. Det var først, da jeg kom op i 20’erne og fik en kæreste, at det gik op for mig, at der er en del af mig selv, jeg slet ikke kender. Jeg vidste faktisk ikke, hvad min seksualitet gik ud på. Og det er virkelig ærgerligt, fordi den spiller så stor en rolle i menneskers liv.”
Melissa Hartelius Berntsen udvikler på Klub Venus i valgfaget E for entreprenørskab, men fik ideen allerede da hun skrev eksamensopgave om, hvordan man kunne markedsføre en vibrator på en alternativ måde.
Her gik det op for hende, at der dels manglende et sted, hvor kvinder trygt kunne købe vibratorer, som ikke var pornoficeret. Og dels, at kvinders onani er stadig er noget, vi ikke snakker om, og som for mange er forbundet med skam og skyld. Hvis de altså gør det.
”Jeg talte blandt andet med en sexolog, som sagde, at det er en historisk og kulturel ting, at vi, helt fra vi er små, lærer, at lyst og begær ikke kan forenes med at være en pæn og ordentlig pige. Hvilket jeg virkelig kunne genkende fra mig selv. Samtidig er det seksuelle noget, der bor udenfor os selv, noget som kun opstår i samspil med andre. Og vi kvinder har det med at se os selv fra mandens perspektiv – hvordan falder lyset på mig nu – og tro, at vi skal leve op til et idealiseret billede,” siger Melissa Hartelius Berntsen.
Jo mere hun har talt med andre kvinder, desto tydeligere er det blevet for hende, hvor slemt det står til. For mange er begær noget mænd har, og som kvinder tilfredsstiller.
”Onani er så naturligt og fedt, men når jeg taler med unge kvinder, siger de tit, at det kunne de aldrig finde på - at de aldrig kunne se sig selv købe en vibrator. Vi associerer det med noget skamfuldt og noget pornografisk.”
Klub Venus – hjemmesiden såvel som Instagramprofilen – er af samme årsag sensuel, feminin og empowering i sin tone.
”Der er mange virkelig seje kvinder derude som for eksempel Sex med Maja (Maja Malou Lyse), men det er også en pågående og lidt ekstrem stil, som mange kvinder ikke nødvendigvis kan identificere sig med – mig selv inklusiv. Klub Venus er ikke crazy, det er helt nede på jorden og stille og roligt. Mine produkter og den visuelle identitet skriger ikke sex – og jeg sælger ikke store røde dildoer,” siger Melissa Hartelius Berntsen.
”Min mission er, at alle piger har en vibrator, og at det ikke er noget, man gemmer væk. At vi kan gøre op med den skam.”
Men onani er vel også en privat ting?
”Det er det. Men det behøver ikke være skamfuldt. Jeg er selv megaprivat, men når vi er åbne, så fjerner det også noget af skammen, og det bliver tydeligt, at lyst og seksualitet er noget, vi alle har. Og hvis man ikke er en af dem, der er out there, så kan man spejle sig i det her univers.”
Dermed ikke sagt, at det ikke har været grænseoverskridende for Melissa Hartelius Berntsen at sælge vibratorer og skabe en platform om onani:
”Når jeg mærker, at det bliver ubehageligt, siger jeg til mig selv, at det er derfor, jeg gør det. Det er for vigtigt til, at jeg kan lade være. Og hvis jeg gerne vil bryde tabuer, bliver jeg nødt til at stå ved det og gå forrest. Det er min drøm at kunne leve af, at andre kvinder kan købe en vibrator, som er godkendt af mig, men dialogen er mindst lige så vigtig – at kunne gøre en følelsesmæssig forskel,” siger Melissa Hartelius Berntsen og fortæller om en besked, hun fik på Instagram fra en 15-årig pige:
”Hun skrev, at hun var begyndt at udforske sin seksualitet, og at det hjalp hende, at der var et forum, som hun kunne dykke ned i. Og hvis hun kan blive mere tryg i at udfolde sin lyst, så er min lykke gjort.”
Når forældre taler med deres børn om sex, handler det som oftest mere om beskyttelse og blomsterne og bierne end nydelse.
”En af mine veninders mor fandt hendes vibrator og sagde ’hvorfor har du sådan en?!’. Den ældre generation kan være med til at viderebringe skammen. Jeg håber, at min generation kan ændre det.”
Melissa har netop deltaget i Løbens Hule på DR, hvor hun i den grad imponerede dommerne og fik investering. Se mere her.
Se mere på klubvenus.dk og Instagram.