I weekenden den 29. april til 1. maj var der Girlpower IT-Camp på KEA; et nyt initiativ, der skal gøre det mere attraktivt og ikke mindst trygt for kvinder at læse til IT-Teknolog og arbejde med hardware, lodning og kodning.
IT-camp for kvinder blev en stor succes
Selvom KEA er en mangfoldig uddannelsesinstitution, er mange af uddannelserne præget af at være enten kvinde- eller mandsdominerede. Det gælder også for IT-Teknologuddannelsen, hvor under 10 % af de studerende er kvinder. Det gør, at mange af de kvinder, der begynder på uddannelsen, ofte dropper ud af den årsag, at de ikke føler sig hjemme i det mandsdominerede miljø. Derfor er det ifølge uddannelseskoordinator og lektor på IT-Teknologuddannelsen Malene Hasse vigtigt at skabe et inkluderende miljø for alle, og det skulle Girlpower IT-campen i weekenden skabe grobund for:
”For at få flere kvinder i IT er det vigtigt, at kvinder oplever, at IT-verdenen er et trygt miljø, hvor der er plads til de spørgsmål, kvinderne selv frygter er ”dumme” spørgsmål. Derfor lavede vi Girlpower IT-camp, så de deltagende kvinder kunne netværke og have nogen at spejle sig i, ligesom vi undervisere selv kunne blive klogere på, hvad vi kan gøre for at skabe en uddannelse, der i højere grad tiltaler kvinder,” fortæller Malene Hasse og fortsætter:
”Jeg føler i dén grad, at vi er nået i mål med vores ambitioner. Direkte adspurgt svarede flere af kvinderne på campen, at det netop var fordi, campen kun var for kvinder, at de havde tilmeldt sig, for så ville det ikke gøre noget, hvis de dummede sig undervejs. Det viser os, at mange kvinder har en fordom om, at mænd er klogere til IT, hvilket slet ikke er tilfældet,” fortæller Malene Hasse.
IT-udfordringerne viste sig at være for nemme
Rent faktisk viste det sig, at de opgaver, underviserne havde planlagt til campen, slet ikke var tilstrækkelige, og underviserne derfor måtte udvikle flere – og sværere – opgaver undervejs:
”Vi havde taget udgangspunkt i de opgaver, vi giver til vores førstesemestersstuderende, som plejer at være rimelig udfordrende for de fleste selv lidt inde i studiet. Det viste sig bare ikke at være tilfældet på campen, for kvinderne var alle utroligt dygtige – og langt dygtigere end mange af de mandlige studerende, vi plejer at få ind på uddannelsen, så vi måtte improvisere undervejs,” fortæller Malene Hasse.
Ud over opgaver i grundlæggende elektronik og programmering, som viste sig at være for nemme, blev kvinderne også udfordret på at lave blandt andet at lave en IoT-løsning til et automatiseret drivhus til dyrkning af grøntsager, hvilket deltagerne syntes var sjovt og spændende:
”De kørte bare derudad med opgaverne og var slet ikke til at stoppe. Vi måtte nærmest tvinge dem udenfor for at få lidt frisk luft undervejs,” griner Malene Hasse og fortsætter:
”Der var blandt deltagerne en generel enighed om, at kodning i sig selv ikke er det, der tiltrækker dem til IT-faget, men når man kombinerer kodning med teknik og kan skabe løsninger i praksis, som vi gør det på IT-Teknologuddannelsen, så er det, at IT bliver rigtig sjovt.”
Kvinder er nødvendige for en innovativ IT-branche
Girlpower IT-campen var bygget op omkring praksisnære projekter med emner, som de kvindelige deltagere kunne relatere til. Formålet med dette var at gribe IT-undervisning an på en anderledes og mere kvindeinkluderende måde og bryde med den traditionelle tilgang til IT-undervisning:
”Traditionelt set er det mænd, der har udviklet IT-uddannelser til mænd, og derfor har indholdet i IT-uddannelser traditionelt set ligget inden for interesser, der især har talt til det mandlige køn. Men IT, herunder IoT, som vi arbejder meget med, er jo relevant i alle brancher og vedrører derfor også de traditionelt kvindelige erhverv som f.eks. sundhedssektoren. Derfor er der behov for, at IT-løsninger også bliver set fra et kvindeligt perspektiv, og det ville vi gerne demonstrere med campen,” fortæller Malene Hasse og fortæller, at IT-branchen er meget optagede af, hvordan man kan få flere kvinder til at vælge IT som karrierevej
”Når jeg taler med virksomheder i branchen, efterspørger de altid kvindelige praktikanter fra os. Vi ved fra branchen, at en mere ligelig kønsfordeling giver en større medarbejdertilfredshed og en bedre opgaveløsning i IT-virksomhederne. Derudover er det alment kendt, at køn spiller en rolle i forhold til, hvordan opgaver bliver grebet an og løst, og at en større kønsmæssig diversitet fører til mere innovation både på uddannelserne og i virksomhederne, så det er bare rigtig vigtigt, at vi får flere kvinder ind på IT-uddannelserne,” afslutter Malene Hasse, der forventer, at succesen med IT-campen for kvinder gentages til næste år.